Klokken 22.15 på Copenhell om lørdagen. Dette øjeblik kommer aldrig igen. Skal man tøffe over på Pandæmonium og høre The Psyke Project, der med stor sandsynlighed aldrig kommer til at spille en koncert igen, eller skal man gå på Hades og se et af de helt store navne i black metal. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Dimmu Borgir har været en central del af min metalopvækst. Den er bygget på lige dele 80’er puddelhårsmetal, tåbelige Red Warzsawa-koncerter og så endelig norsk black metal. Derfor er jeg altid begejstret for at se den slags på årets Copenhell. Når solen er gået ned bag bakken og mørket kommer frem, så kommer de norske black metallere frem. Sidste år blev vi begunstiget med Satyricon på Pandæmonium, nu var det tid til Dimmu Borgir. Det er ikoner på den sorte metalhimmel, og det er med rette at de spillede på Hades. Dimmu Borgir har nemlig medbragt et flot show. Lige fra det flotte bagtæppe til de to kæmpe fyrfade, der brænder hele showet igennem. Lyset er de genkendelige blå og røde toner, men der er skruet op for det, i forhold til hvordan man havde gjort for tyve år siden. De hætteklædte musikere bærer stadig en tung corpse paint. Og det samlede udtryk er taget direkte fra en satanists vådeste drøm. Her er der tale om rendyrket ondskab!
Lyden af Dommedag
Man hører den massive lydmur fra trommernes blast beats. Guitarerne gurgler til live i en kakofoni af larm, og så kommer den ondeste, mest modbydelige vokal, der skærer klart ned igennem det hele og forener de mange elementer til et samlet hele, hvor man ikke kan undslippe de umiddelbare kvaliteter. Det her er rendyrket black metal fra de mørkeste afkroge af verden, men det er pakket ind på en spiselig måde. Det føles nemlig ikke helt så dystert som jeg mindes det fra første gang, hvor jeg hørte det. Jeg er nok bare blevet ældre og mere farvet. Adskillige musikoplevelser er kommet og har forladt min krop igen. Den form for ondskab som Dimmu Borgir var med til at skabe i de tidlige 90’ere er død og borte. Men musikken er stadig fantastisk.
Disse norske mørkemænd har formået at ændre udtrykket til et mere spiseligt hele. Nu skal man ikke sidde med sit sortfarvede hår i en mørk kælder for at høre black metal. Man kan godt være en halvvejs præsentabel mand i bedste levealder, som bare nyder musikken. Men det har stadig lyden af fare.
Sort som en kold vinternat
Det var et band, der virkede glade for at være på Copenhell. Shagrath fortalte i hvert fald på klingende norsk at ‘Danmark er et dejligt sted at være norsk’. Men musikken er stadig mørk som ind i helvede. Jeg var tæt på at miste besindelsen, da der blev spillet ‘Progenies of the Great Apocalypse’. Her er der tale om en symfoni af afskyelighed. Kontrasten mellem de rene passager og den messende, insisterende vokal skaber et rum, hvor musikken får lov til at folde sig helt ud. Keyboardets strygere minder om et Danny Elfman-tema fra hans tid som Tim Burtons faste komponist, men de bliver sat overfor så grum en lyd fra resten af bandet, at det ikke er til at tage fejl af.
Efter denne magtdemonstration i symfonisk black metal har jeg kun et enkelt udestående med Dimmu Borgir. Jeg ville have slået ihjel for at høre ‘Vredesbyrd’, men jeg tager mig dog stadig til takke over en helt utrolig ‘Mourning Palace’ til at slutte af.
Dette var den oplevelse, jeg havde brug for til at fuldende min oplevelse på dette års Copenhell. Ringende ører og et gennembanket kadaver. Tak for det.
