Der var lagt i ovnen til en af de helt store oplevelser, da Hades lagde scenen til omtrent 40 musikere, der skulle spille op til fest. Normalt er jeg ikke til denne type koncert, da det normalt bliver en form for circlejerk, men det virkede fænomenalt. Copenhells stemning er ren metalfest med en tydelig respekt for det, som kommer før, og det blev hyldet af både de mange musikere, men også af de mange gæster på årets festival.
Under kyndig vejledning fra den rareste stemme i dansk radio, Carsten Holm, blev de mange fremmødte guidet gennem et rent overflødighedshorn af herlig musik. Mellem hvert nummer blev der kaldt nye musikere på scenen for at spille en klassiker, der helt sikkert vinder genklang hos alle, som har besøgt Biergarten. Om det måtte være ‘Heaven and Hell’ fra Black Sabbaths tid med metallens oldefar, Dio, eller man blev ledt gennem en ond og tung udgave af ‘Ride the Lightning’ hvor vi fik historien om, at Hank Sherman slæbte forstærkere og andet godt ud til et lille studie ved Øresundsvej og Amagerbrogade for et nyt band ved navn Metallica, så var det lynende klart, at der ville blive tale om en fremragende koncert, hvor metallens væsen og gerninger ikke blev forsaget.
Der var besøg fra Slægts Oskar Frederiksen på en grum udgave af Mötörheads ‘Born to Raise Hell’, hvor Michael Stützer fra Artillery spillede en helt fænomenal solo. Netop Stützer skal roses for sit imponerende guitar spil, hvor den altid skærer igennem. Også selvom lyden ikke altid er fantastisk.
Det må man leve med.
Jeg forstår godt at den stakkels lydmand ikke kan følge med i de mange forskellige toner, der flyder fra en scene med så mange musikere. Derfor fortjener han stor ros for at administrere de mange toner på bedste vis. Det er jo ikke samme udtryk man leder efter, når man skal spille et nummer med Death, som når man lirer ‘TNT’ af med AC/DC. Der var i det hele taget ikke noget at udsætte på koncerten, og Jacob Binzer leverede da også et par gode anekdoter fra hans opvarmer for Lemmy (æret være hans minde), og nogle nydelige toner på guitaren.
Det var med andre ord den helt rigtige måde at fejre ti år i helvede på. Stemningen fra Biergarten flyttet ud på koncertpladsen med alle de musikere, man kunne drømme om på Copenhell. Med folk fra Helhorse, Konkhra, Soilwerk, Hatesphere og ikke mindst Bersærk, var der kun god stemning, glade dage og så en ekstrem blæret ‘Rabalderstræde’ til at slut for at hylde nationalskjalden.
Jeg ved at jeg har glemt nogen i min oversigt, men det er ikke med nogen ond vilje. Selv Tim Christensen var der, så man kunne lave sig en hel selvstændig form for musikerbingo, hvis man var til den slags.
