Så blev det endelig tid til Tool. Der er ikke noget over eller ved siden af på årets Copenhell. Det ubetinget største band med det vildeste repertoire og en kæmpe indflydelse på hvordan musik kan lyde, når det skal være hårdt, melodisk og forbandet fedt. Det er tretten år siden, at de sidst udgav et album. Det er jubilæum på Copenhell. Sol, måne og stjerner står fuldstændig rigtigt, og nu skal det bare være den fedeste koncert overhovedet.
Tool har haft en helt utrolig stor indflydelse på, hvordan metalmusik har udviklet sig over de seneste tyve år. Den progressive metalgenre er i hvert fald ikke komplet uden at nævne disse gutter. Med et næsten publikumfjendsk udtryk, så leverer de det ene hit på det andet til denne koncert. Den syvtakkede stjerne kørte i stilling hen over scenen og så var der eller bare fuld skrue på ‘Ænema’, storskærmene viste vand, der faldt tungt, og det stod ikke i kontrast til den dystre stemning, med alt det blå lys, som væltede ud over publikum og scenen. Det blev ikke kedeligere af at de forsatte med ‘The Pot’ og ‘Parabola’, der gav anledning til massiv fællessang. Jeg stod ganske tæt på lydteltet, og fra alle sider kunne man høre begejstrede fans skråle med efter bedste evne.
Dette band formår at ramme ned i en niche, som alligevel er enormt bred. Der er respekt for håndværket, men det er samtidig også et stykke visuel og auditiv kunst som publikum bliver udsat for. Det var også tydeligt under det nye nummer ‘Descending’. Det går en fin balancegang, hvor det hele tiden er i gang med at bygge op uden et egentlig klimaks. Det er tonsertungt, men føles også eftertænksomt, og det er klart en af de oplevelser, jeg tager med mig fra denne aften i selskab med nogle vanvittigt dygtige musikere.
En massepsykose af de gode.
Festivalskoncerter gør noget andet ved en, end når man står under et tag og hører musik. Musikken får lov til at svæve ud og blive æterisk, særligt når bandet hedder Tool. Det er underholdende og dybt, flyvsk og sjælfuldt. Tool har egentlig aldrig sagt mig det helt store, men det er mest fordi deres kompositioner er så finurlige, at det bliver sværere at tilgå. Musik behøver ikke at være kompliceret for at være godt, og der har jeg længe følt at Tool faldt lidt i at gøre det besværligt uden et reelt udbytte. Efter at have oplevet det live, så er jeg overbevist om at det ikke er tilfældet.
Der bliver spillet på den helt store klinge med musikken og den er understøttet af et imponerende flot sceneshow. Men det føles nemmere og mere ubesværet til en koncert, end jeg har hørt det på plade. Derfor må jeg også sige at denne koncert bliver svær at toppe på dette års Copenhell, og forhåbentlig går der ikke tretten år mere inden vi får Maynard James Keenan og resten af hans forrygende band at se igen.
