”Is there anybody out there looking for a party” synger det verdensberømte band Bon Jovi i deres sang “We Got It Going On”, og hvis der var nogle, af de 25.000 mennesker der tirsdag aften kom til Sønderborg for at finde en fest, så gik de forgæves.
Der var nemlig lagt op til en af de helt store koncerter, da Bon Jovi tirsdag aften gæstede Slagmarken i Sønderborg med deres This House Is Not For Sale Tour, men mens koncerten fejlede, så sejrede Slagmarken.
Når der bliver annonceret pop-up koncerter steder som Fængslet i Horsens, Ceres Park i Århus og nu Slagmarken i Sønderborg, så bliver jeg utrolig ked af det. Både på det betalende publikums vegne, men så sandelig også på kunsternes vegne. Lyden til hvilken som helst af koncerterne i de førnævnte spillesteder har aldrig været god. Koncerten ved Slagmarken i Sønderborg var desværre ingen undtagelse. Allerede før Bon Jovi gik på scenen, testede opvarmningsbandet Def Leppard det hele an, og også der var lyden skadende for alle uden ørepropper.
Det var næsten umuligt at høre, hvad der blev sunget, og når alle instrumenter var i brug på samme tid, var lyden ulidelig og mudret. Det blev allerede slået fast fra start med syvtommersøm, da Bon Jovi gik på scenen klokken 21:00 til lyden af “This House Is Not For Sale” fra deres seneste album af samme navn. Lyden var mudret, og det samme var stemmen ved den 57-årige forsanger Jon Bon Jovi.
Madame Tussauds figurer i levende live
Efter “Raise Your Hands”, hvor lyden ikke just blev bedre, kom de første ord fra rocklegenden selv: “This is a rock concert so I want everybody to stand up”. Til aftenens koncert var der blevet sat 3000 siddepladser op omkring scenen. Det sked Jon Bon Jovi på, og bad alle om at rejse sig gentagende gange før hittet “You Give Love A Bad Name” blev spillet til stor begejstring for både det stående og siddende publikum. Mest det stående.
Energien ved Bon Jovi var tilstrækkelig. Det føltes dog mere som en afslutningskoncert ved Grøn Koncert end en koncert med et megaband. Man kunne høre dem, men man kunne ikke altid mærke dem. Når man endelig kunne, så virkede det falskt og nærmest ligegyldigt. Dog kom der et glimt af ægthed ved “Runaway” fra albummet Bon Jovi fra 1984. Her virkede bandet ikke som nogle kedelige voksfigurer fra Madame Tussauds. Det gjorde de til gengæld ved “We Weren’t Born To Follow”, “Have A Nice Day” og “In These Arms”
Det var først ved megahittet “It’s My Life”, at voksfigurerne blev vækket til live, og det var også først her, at lyden for første gang var god. Her viste den 57-årige forsanger også scenens kæmpe potentiale. Med mulighed for at gå lige så langt som storskærmene rakte, fik alle der stod tæt på scenen mulighed for at få et billede af stjernen uden at skulle zoome. Den kolossal store sceneopsætning havde også en rampe, som førte ud til publikum. Desværre blev den kun brugt ganske få gange, da bandet var utrolig reserveret og oftest blev stående ved hver deres position.
Et styks fornærmet røvhul
Arrangørerne af Bon Jovi koncerten har som skrevet opsat tribuner til dem som måtte ønske at sidde ned til koncerten. Inden sangen “Lay Your Hands On Me” for alvor gik i gang sagde Jon Bon Jovi: “I want everybody to clap. Even the rich people with seats. If you don’t wanna clap then get your assistants to do it for you”· Når man som ham tjener mere på én koncert, end de fleste publikummer gør på ét år, så har man absolut ingen ret til at være et fornærmet røvhul, der kan bestemme, om folk vil klappe eller ej. For der var ikke meget at klappe over til aftenens koncerten.
Ved ”Bad Medicine” og afslutningsnummeret ”Livin’ On A Prayer” var det utrolig tydeligt, at stemmen ved den 57-årige forsanger ikke længere er i top. Flere gange måtte han holde små pauser, hvor resten af bandet tog over, så han kunne trække vejret en ekstra gang. Begge sange var fuldstændig skandaløse, og var noget som fik Pyrus til at ligne en vaskeægte rockstjerne.
Jes Johansen fra Kultur I Syd har udtalt til TV Syd ”Vi skal finde ud af, om stedet kan bruges til sådan en koncert. Og om logistikken holder sammen på flere fronter som trafik, parkering og alt muligt andet”. Og kære Jes Johansen, jeg kan besvare dit spørgsmål ganske enkelt: Ja. Det kan det. Afviklingen af trafikken, boderne på pladsen og generelle forhold som arrangør var utrolige gode. Men vil I ikke være søde at invitere nogle, der har mere personlighed og bedre lyd end Bon Jovi. Når folk i protest udvandrede en time før koncertens afslutning, så er der altså noget rungende galt.
Vil du se flere billeder, så kan du klikke lige HER!
Def Leppard som opvarmning:
Phil Collins havde Mike + the Mechanics, Ed Sheeran har svenske Zara Larsson og Bon Jovi har engelske Def Leppard med som særlige gæster til deres koncerter i det danske. Sidstnævnte gik tirsdag aften på scenen i det sønderjyske klokken 19:00 foran et knap så begejstret publikum. Mens aftensolens sidste stråler ramte den halvtomme koncertplads, forsøgte Def Leppard at spille publikum varme med sange som ”Women”, ”Rocket” og ”Pour Some Sugar On Me”
Desværre var solens stråler det eneste, der varmende. Med en karisma så tør som brød og en entusiasme som ingen vegne rækkede, så var Joe Elliott og resten af bandet kedelige og forudsigelige at se og høre på igennem deres 1 time og 15 minutter lange sæt.
Hvad der skulle være opvarmning med Def Leppard blev til nedkøling med Def Leppard.
