Tenacious D dækker stadig over Jack Black og Kyle Gass, som med deres duo efterhånden har været i gang med at spille musik i femogtyve år. De har taget et backingband og et stort koreograferet show med. Et ordentligt tilrettelagt show kan være en fornøjelse at se på. Desværre så blev det en halvsløj fornemmelse i Royal Arena.
Royal Arena har efterhånden lagt hus til en række fantastiske koncerter, og der er kommet så godt styr på logistikken, at disse arrangementer bliver afviklet uden nogen problemer. Der er styr på alting, personalet indgår i en indviklet dans, hvor alle har en vigtig rolle. På denne aften virkede alting, også selvom aftenen udviklede sig til fulde mennesker, der brækkede sig i lårtykke stråler, voksne mænd, som følte sig nødsaget til at bruge næverne på hinanden, og en generel stank af urin visse steder i arenaen. Helt så succesfuldt forløb aftenens koncert sig dog ikke.
De første fyrre minutter af koncerten var en fremføring af hele Post-Apocalypto, et album, der ikke ligefrem har modtaget de store roser fra kritikere. Dette album er det klart svageste af de fire, som Tenacious D har udgivet, så beslutningen om at spille hele albummet virker ikke helt så gennemtænkt, som man kunne håbe. Det skal dog siges, at den virker klart bedre live end på et anlæg, men når man også vælger at have alle taleintermezzoerne med, så bliver det enormt rigidt. Den meget stramme fremførsel af numrene får dem til at fremstå energiforladte og når nu kompositionen ikke er helt fænomenal, så bliver det ikke en særlig mindeværdig oplevelse.
Spil den vi kender, også den der keder dig.
Efter Post-Apocalypto-sessionen var det tid til at støve nogle af de gamle travere af, og her fik jeg pludselig øjnene op for, hvorfor jeg har nydt at høre på Tenacious D i rigtig mange år. ‘Rize of the Fenix’ blev spillet med nerve og energi, og en fremragende ‘Roadie’ havde både kant og sjæl. Selvom alt i denne forestilling er koreograferet ned til mindste detalje, så var disse sange så nærværende at man kunne fornemme hvorledes musikken gjorde dem glade.
Derfor er det så skræmmende, da det nåede til det, som burde have været aftenens højdepunkt. Det ubestridte nummer 1 hit. ‘Tribute’. Dette nummer har næsten dobbelt så mange afspilninger på Spotify, som deres næstmest afspillede nummer, men på denne aften fremstod det sløvt, tamt og sjæleløst. Tempoet var alt for lavt til at bære sangens energi, og som følge, faldt det til jorden med et klask.
Det understreger at musik er en levende størrelse. Selvfølgelig skal man kunne opretholde et vist niveau, men på denne aften var der ikke nok overskud til at få de rimelig platte jokes til at komme ud over scenekanten. Det er for indstuderet og kunstigt.
Den manglende overraskelse.
Der er meget godt at sige om selve opsætningen af showet. Det er flot og hvordan man kører en scene, der også fungerer som biograflærred var imponerende, men alle verdens flyvende pikkemænd og tentakelmonstre kunne ikke redde aftenens optræden fra middelmådighed. Det som generer mig mest er den manglende begejstring. Jeg kunne have levet med dårlig lyd, et elendigt publikum eller en række andre negative ting, men når musikken ikke føles nærværende på grund af manglende energi, så er det faktisk uacceptabelt.
Da Poplish.dk anmeldte Tenacious D for snart tre år siden var konklusionen, at de er bedst, når de tør at gøre grin med sig selv. Desværre så bærer aftenens koncert præg af indstuderede jokes og tamme fremførsler af gode sange. “Der er rock-storhed og flabethed – helt uden rockens alvor.”, skrev Mads i sin anmeldelse af duoen, men aftenens koncert føltes nærmere som et gymnasieband, der hostede, harkede og ørlede sig vej gennem materialet. Samtidig skulle vi så grine af alle de mange penisjokes, der var lagt ind. Det er for lidt og for nemt. På denne aften faldt det til jorden.
