Da den 47-årige Richard Ashcroft trådte ud på Greenfield Stage på Heartland lørdag eftermiddag, var det som om at skyerne forsvandt og solen endelig kom frem. Efter flere dages regn og blæst, var det en stor afveksling at opleve en koncert i tørvejr.
Og det var en utrolig veloplagt Richard Ashcroft, der var ankommet. “Sonnet” blev fremført med sådan en kraft, at selv det travle personale i de omkringliggende barer og madboder stoppede op og kiggede en ekstra gang på scenen.
Det de så, var Richard Ashcroft. Tidligere forsanger i bandet The Verve som blandt andet har lavet sangene “Space and Time” og “Velvet Morning”. Publikum var dog mere interesseret i hans egne sange end The Verves sange. Særligt “A Song for the Lovers” viste blot, at Coldplays Chris Martin har fat i noget, når han udtaler, at Richard Ashcroft er ‘verdens bedste sanger’.
De mennesker der havde fundet sig vej hen til Greenfield Stage opdagede hurtigt, at koncerten med Richard Ashcroft ikke var som nogen anden, de tidligere havde oplevet på festivalen. Modsat alle andre, så stod Richard Ashcroft helt alene med sin guitar på den store scene og fremførte en time med akustiske sange.
En mand og én guitar
Efter 40 minutter valgte Richard Ashcraft at forklare ideen og meningen bag hans meget enkle opsætning og proklamerede, at han en dag ville komme tilbage med et band, men det var på tide, at nogle viste, at man stadigvæk kan stå og synge uden en kæmpe opsætning. Og netop den opgave udførte Richard Ashcroft til perfektion.
Når det så er sagt, så bliver en helt koncert med det format – og så på en så stor scene – hurtig lidt kedeligt. Selvom han garanteret har insisteret på at være alene, så havde det klædt koncertoplevelsen, hvis han havde taget nogle trommer eller et klaver med sig. I sidste ende handler det nok om at spare, og sørge for at alt kan være i tourbussen, nu når man er blevet snydt for flere millioner kroner af The Rolling Stones.
Koncerten med Richard Ashcroft var utrolig hyggelig, men det grænsede til det kedelige, når hovedpersonen kørte i selvsving, og sangene nærmest smeltede sammen. Den største adskillelse kom, da megahittet “Bitter Sweet Symphony” blev spillet. Desværre var det ikke til den positive side. Sangen som studieversionen lyder utrolig godt, men man kan desværre ikke sige det samme, om den live version der blev fremført her på Heartland Festivals sidste dag.
Næste gang vi ses Richard, så håber jeg du tager nogle venner med.
