Den store koryfækoncert Gods of Rap med De La Soul, Wu-Tang Clan og Public Enemy vekslede mellem at være en kedelig museumsudstilling og så at minde os om, hvad der gjorde de tre legendariske grupper spændende i første omgang.
Gods of Rap. Sikke en fed titel. Som om der findes et eller andet Mount Olympus for hiphoplegender, der kigger ned på deres skabelse og en gang i mellem nedstiger for at begunstige menneskene med deres tilstedeværelse.
På papiret så det da også ud til at blive en guddommelig tirsdag aften i Royal Arena i selskab med de tre grupper Wu-Tang Clan, Public Enemy og De La Soul. Men de tre grupper har faktisk ikke meget tilfælles andet end at være enormt indflydelsesrige og have deres storhedstider i tidsrummet omkring slutningen af firserne og starten af halvfemserne.
De La Soul er groft sagt kendt for at skabe en slags intellektuel hippie-hop, mens Public Enemys calling card er militant protestrap over insisterende beton-beats. Wu-Tang Clans claim to fame var deres særlige blanding af humor, hardcorerap og tegneseriemytologi fra debutalbummet Enter The Wu-Tang (36 Chambers) fra 1993.
Men også i nutiden er der forskel på den måde, de tre grupper forvalter deres arv og opgave. Det blev tydeligt under tirsdagens koncert. Den viste, at tidligere giganter kan være relevante og levende, men også risikerer at blive til levende museumsgenstande.
Stopdans
De La Soul havde opvarmningstjansen. Til lejligheden fandt de noget af deres mere hårdtslående materiale frem, mens de lod de fleste af de ældre og mere diffuse hippie-baskere blive derhjemme.
Det føltes uværdigt, at et af tidernes største og vigtigste rapgrupper skulle være fluffere for en halvfyldt og lunken Royal Arena. Det er selvfølgeligt trist i sig selv, at fire af verdens vigtigste hiphopnavne ikke kunne fylde arenaen. Det mindede om en ikke så fjern fortid, hvor rapmusikken var undergrund og ikke popmusik.
Samtidig har rapmusik bevæget sig enormt langt på kort tid, og hvis man misser med øjnene, kan det faktisk være svært at se en sammenhæng mellem moderne radiorap og så det, der udspillede sig i Royal Arena. Der var ingen autotune, ingen moshpits og få mundrette vers. Nutidens rapmusik er et helt andet væsen.
Men De La Soul havde ingen fine fornemmelser. De spillede et Parliament-medley, lavede en slags stopdans og bad publikum larme alt efter, hvor gamle de var. Det virkede, som det skulle. De løste opgaven med masser af selvironi, tilstedeværelse og overskud på mikrofonen.
Imellem hvert sæt optrådte den legendariske hiphopproducer DJ Premier, som mere eller mindre degraderede sig selv til pauseklovn og spillede de samme 40 sange, som vi har hørt til utallige hiphopjams de sidste 20 år iblandet lidt klassisk DJ-lir. Det var en spøjs oplevelse at se en hiphophistoriens vigtigste producere være fuldt ud tilfreds med bare at skrige ”COPENHAGEN!” henover Award Tour med A Tribe Called Quest, selvom det satte gang i publikum.
Public Enemy druknede i bas
Public Enemy Radio (som er Public Enemy minus Flavor Flav) leverede også varen. De indtog scenen til Miuzi Weighs A Ton, som live lød endnu mere skrabet og rå end på den i forvejen grusede albumudgave. Chuck D selv hoppede og løb rund, mens han dirigerede med mikrofonstativet, tilsyneladende upåvirket af sine snart 60 år.
Det samme gjaldt stemmen. Den var nøjagtig lige så dyb, buldrende og elastisk som på pladerne.
Energien faldt dog halvvejs inde i sættet, blandt andet fordi bassen var skruet så højt op, at flere af sangene endte i uforståelig basbuldren. Den åd ellers fantastiske sange som Brothers Gonna Work It Out, og det er en skam, når nu produktionen af den legendariske producergrupper The Bomb Squad er lige så detaljeret, som den er, ja, bombastisk.
‘My momma told me always call a spade a spade / Be like Chuck D never be like Flavor Flav,’ rappede Jay Electronica engang, men under settet savnede vi flere gange sidekicket med det store ur om halsen. Uimodsagt blev Chuck Ds stramme, militante paroler ensformige i længden, og her havde Flavor Flavs humor og flabethed fået det til at glide nemmere ned.
Dog beviste settet også, at Public Enemys musik er lige så vital og vigtig i dag som for 30 år siden, hvad Chuck D godt vidste. Med korte taler fra scenen om Brexit og Donald Trump viste han, at der stadig er rigeligt at være vred over i den politiske verden. Han ændrede også uden problemer årstallet i starten af Fight The Power fra 1989 til 2019.
På trods af dårlig lyd og en manglende Flavor Flav blev det alligevel en energisk koncert, der ikke bare hang i fortiden, men også pegede frem mod nutid og fremtid. Og det var opløftende.
Wu-Tang Clan på autopilot
Nærmest omvendt forholdte det sig med Wu-Tang Clan. Som en af de største hiphopgrupper nogensinde (både fysisk og billedligt) var det dem, mange publikummer var mest spændt på at opleve. I al fald var der god energi, da publikum tog imod dem. Fra flere steder i salen blev der råbt ”WU-TANG!” da DJ Premier forlod scenen for sidste gang.
Det startede da også godt. Fem klanmedlemmer høj indtog de salen til Bring Da Ruckus, hvor de én for én kom ind på scenen, mens de rappede deres vers. En nærmest våd drøm for de fleste hardcore hiphoppere, og i de første minutter var illusionen også fuldkommen. Wu-Tang Clan var her. De ville være gode. Og det ville være fedt.
Men det stod hurtigt klart, at de var ankommet til festen uden gaver.
Jeg blev mindet om en koncert med GZA et par måneder tidligere, hvor problemerne var de samme. Publikum var tændte, sangene var gode, og de blev fremført hæderligt. Men passionen var blevet glemt på tourbussen.
Særligt Ghostface Killah, GZA, Raekwon og Inspectah Deck trissede bare rundt på scenen med hænderne i lommen og fraværende blikke. Og det kunne selv et gavmildt sæt, som blandt andet rummede alle numre fra deres skelsættende debut fra 1993, altså ikke rette op på.
Højdepunkterne kom derfor fra uventede kanter.
Under Da Mystery of Chessboxin’ ankom det mindre profilerede klanmedlem Masta Killa til scenen i en orange sikkerhedshjelm, hvor han elegant og intenst fik det meste ud af sit ene vers på debutalbummet.
Med på tour havde de også YDB, søn af det afdøde klanmedlem Ol’ Dirty Bastard. Og mens det er noget halvtrist ved at opleve en mand, som lever af at imitere sin far helt ned til frisuren, så gjorde han det levende og vildt. Han fik en håndfuld øjeblikke – blandt andet med Shimmy Shimmy Ya, Got Your Money og Shame On a Nigga – og han ownede dem alle.
Bevares, når de tungere medlemmer skulle levere, så gjorde de det også – for det meste. Særligt Ghostface Killah kunne på et splitsekund gå fra at ligne en halvskæv koncertgæst, der tilfældigvis var gået ind på scenen, til sit skingert og intenst rappende selv fra 25 år siden. Men det blev aldrig mere end autopilot, som om det var ren muscle memory.
Mest vildt blev det faktisk, da DJ Mathematics lavede et kort dj-sæt, hvor han blandt andet scratchede med fødderne og næsen i et vanvittigt tempo. Endeligt var der nogen, der skulle præstere, endeligt var der noget på spil. For en kort stund var vi ikke bare en del af et gammelt ritual udført af gamle mænd, der er blevet trætte af deres egen musik. Sådan føltes det desværre lidt for tit.
Med titlen Gods of Rap kunne man godt forestille sig en slags skabelsesberetning om moderne hiphop. Men det blev nærmere en fortælling om hiphoppens dinosaurer. Nok var de store, frygtindgydende og imponerende, men de fleste er stendøde. De overlevende er dem, der tilpasser sig.
