Hearteater har været en del af den danske undergrundsscene i et par år efterhånden og det er da heller ikke første gang, at der bliver skrevet et par linjer på Poplish om disse gutter. Der er en væsentlig forskel nu, og det er at deres album, A House in Rapture, er kommet på gaden. Med en solid produktion og en god portion energi er det et album, hvor vi snarest muligt udtaler os om de kvaliteter, der er at finde. Det her skal handle om den koncert, de spillede på Loppen lørdag aften for en række spændte publikummer.
Hearteater havde taget Auralist med på denne aften, hvor deres første albumudgivelse skulle fejres. Det foregik på Loppen på Christiania, et sted jeg ikke har frekventeret ofte i de seneste mange år. Det har aldrig været et spillested, der var kendt for sin fantastiske lyd, men der har været mange gode koncerter på stedet. Til gengæld så er det et sted, hvor stemningen lettere kan løftes.
Jeg ville gerne have givet en ordentlig kommentar til Auralist, der lød fremragende på aftenen, men eftersom at jeg kun så to numre, så vil jeg afholde mig fra at kommentere yderligere, end at jeg skal have hørt det i hjemmets fred og ro. Og så var jeg primært kommet for Hearteater.
De fem gutter spiller en form for hardcore, der har en umiskendelig europæisk lyd, men alligevel ikke typisk dansk. For mig giver det mindelser til det tidlige Enter Shikari, men bevares, det er ikke lige den subgenre af metal, jeg har beskæftiget mig mest med. Det lyder godt, og de nye kompositioner står fremragende i en live-setting. Der blev da også lagt fra land med “…She Whispered the World”, der er en hårdtslående banger med et ordentlig skrald på musikken og en vokal, der skifter mellem growl, råb og ren lyd, og netop de mange kontraster, der befinder sig i Hearteaters udtryk, havde lidt for svære vilkår, hvor den stakkels lydmand måtte slås med både udfald på den trådløse mikrofon, og et mindre behageligt overordnet lydbillede.
Spil den med power!
Som sagt, så er Loppen ikke et sted med knivskarp lyd som helhed, men det kan opvejes af energien. Den besidder Hearteater i den grad. Selv med et lidt sløjt publikum, hvor der utvivlsomt har været lidt vel mange bekendte og familie i blandt, var de i stand til at gøre det til en dynamisk koncert med et højt niveau. Omgivelserne og bestræbelserne på at fyre den maks af gjorde også nogle af de simple ting lidt sværere, end de burde have været. Det er svært at holde koncentrationen fuldstændig, når man skal piske et publikum i gang.
Det var altså ikke en fejlfri koncert, men det giver ikke et helt retvisende indtryk af, hvor godt det var. Hearteaters nye materiale er brandgodt, og det er en energibombe af episke proportioner, som særligt frontmand Emil Breuning leverer. Jeg blev da også grebet af den gode stemning, og kunne ikke dy mig for at ryste hovedet godt og grundigt under den personlige favorit “We Burn the Same”. Det er opløftende musik, hvor man kan mærke det uden på tøjet, hvor meget det betyder for bandet. Det er meget ærlig musik, og selvom jeg har hørt skarpere optrædener end denne aften på Loppen, så sad den stadig lige i skabet. Det er ikke det sidste, jeg kommer til at beskæftige mig med Hearteater.
Og så tager vi lige nogle gæster med på scenen.
Der var et par gæsteoptrædener på denne aften og Det gav en række fine oplevelser i forhold til Hearteaters egen lyd. Disse gæsteoptrædener fungerede som en ekstra energiindsprøjtning og hvis der havde været mere smæk på det samlede udtryk, så havde det tangeret en cykelrytter fra 90’ernes watt-tal. Og så helt uden nogen form for bloddoping (tror jeg).
Som nævnt fik det dog ikke taget til at lette, da publikum havde travlt med at stå og småsludre, og labbe Thy-pilsnere i sig. Derfor er der også en vis dissonans mellem den koncert, der blev spillet, og det samlede indtryk som koncerten efterlod.
Det var med et stort smil på læben, at jeg forlod Loppen. Det er dejligt at se metal med den form for begejstring, glæde og tyngde som Hearteater leverer, og jeg vil anbefale at man oplever dette band live, da de er gode på plade, men fremragende live.
Se Rods billeder fra koncerten HER.
Disclaimer
Poplishs André Sønderbæk er guitarist i Hearteater, og vi har overvejet om hvorvidt, der er en interessekonflikt, men eftersom han blot er en perifær bekendt, og at jeg har fulgt bandet i længere tid, end han har været medlem, så har vi vurderet, at der ikke er nogen konflikt. Når det så også er pakket ind i en solid omgang metal, der lever og dør med energien, så er det ret simpelt at lave en sober vurdering af bandets præstation.
