Når countrytosser kommer til byen, plejer de fleste mennesker at undvige sig pænt udenom. Det gjaldt dog ikke, da Mumford & Sons kom til byen. Fredag aften spillede de nemlig i et næsten udsolgt Royal Arena, hvor omkring 13.500 mennesker havde købt billet.
Koncerten skulle såmænd ikke engang starte, før summen i Royal Arena var begyndt. Gruppen fra England er nemlig langt fra traditionelle, når det gælder scenekonstruktioner. Til aftenens koncert var scenen ikke nede i den ene ende af Royal Arena, som den oftest er, men i midten i en firkantet form. Formålet med scenen var højst sandsynligt at komme tættere på publikum, men den firkantede klods var skaleret ned til noget, som lignede scenen i Lille Vega. Sikke en skam.
Sidste år udgav Mumford & Sons deres fjerde studiealbum Delta. Førstesinglen fra albummet er sangen ”Guiding Light”, som også var den første sang, der blev spillet til aftenens koncert. Sangen var den perfekte sang til at åbne arenaballet, hvor Marcus Mumford allerede fra start gik rundt på alle scenens sider og viste, hvad scenen kunne bruges til. Desværre var det ikke meget.
Ovenover scenen hængte der rækker af lys, som på smukkeste vis oplyste scenen med varme farver. Stemningen var festlig, og blev kun ved med at stige i takt med jo flere sange de spillede. Ved ”The Cave” burde stemningsbarometret have sprunget, men i stedet fortsatte det i fuld from. Det var fuldstændig surrealistisk, hvordan lys, lyd og stemning sammen gik i ét og skabte et øjeblik, som man vil kunne huske i lang tid.
Hunden Mumford
Noget af det som var så godt ved Mumford & Sons koncerten, var deres utrolig minimalistiske sceneopsætning. Særligt ved deres nyeste udgivelse ”Woman”, som udkom for under to uger siden, var det især lyset, som var minimalistisk. Seks konstante orange spots og enkelte lamper der lidt efter lidt tændte og slukkede var alt, som blev brugt.
Lamperne var omdrejningspunktet for hele koncerten. Det var lamperne, som bandt hele koncerten sammen, og dem som gav koncerten dét ekstra, der gjorde den så god. Dét ekstra kom selvfølgelig også af, at Marcus Mumford ham selv løb rundt i arenaen under ”Ditmas”. Marcus Mumford løb blandt andet fra sin egen bodyguard og hoppede ud over en balkon. Han var som en ustyrlig hund, der blev sat fri i den lokale park, hvor hunden skal undersøge alle træer og buske. Dog var han tilbage på scenen under den populære ”Slip Away”, som må siges at være en af publikumsfavoritterne.
Efter 13 numre med en energi som sjældent er set før, så var bandet gået fra scenen i en kort stund. Der gik dog ikke mere end et par minutter, før de igen var se på scenen. Denne gang stod de rundt om én mikrofon og med et instrument i hver sin farm. I stedet for at sprede sig ud samlede gruppen sig midt på scenen for at fuldføre akustiske udgaver af blandt andet ”Wild Heart” og ”Only Love”. Det var et helt særligt og magisk øjeblik, hvor Marcus Mumfords stemme var helt exceptionel. Det var som om Mumford & Sons var nogle andre mennesker. Nogle der ønskede at lave god musik, fremfor at have en fest.
Kort fortalt
Koncerten med Mumford & Sons startede på toppen, men med sangene ”I Will Wait” og ”Delta” sluttede de også på toppen. Som en smuk kavalkade med nye såvel som gamle sange forvandlede Mumford & Sons Royal Arena om til en kæmpe folkefest. En folkefest hvor stemningen og musikken sejrede, og hvor man i en kort stund glemte alt det dårlige i verdenen, og kun fokuserede på at være tilstede i nuet. Desværre var nærværen ikke til at finde før halvvejs inde i settet, og det var for alvor her, at magien blev skabt.
