Har du hang til skægvækst, nostalgitrips, ternede skjorter og lidt fedtet, langt hår? Så var du formentlig i Store VEGA, for at se Rival Sons. Det kræver selvfølgelig også, at du godt kan lide rockmusik, men hvis der kan sættes kryds i de ovennævnte bokse, så vil du være på hjemmebane her.
Så kom de amerikanske Rival Sons tilbage til Danmark. Denne gang har de endnu et fremragende album med i baggagen, Feral Roots, hvor der er mange gode numre på. Det er ikke et tilfælde, at Rival Sons trækker så åbenlyse tråde tilbage til gamle rockikoner, som Led Zeppelin og de andre store rockbands fra 70’erne. Der er en smule syrerock i det samlede indtryk og en god, gedigen portion tung guitarlyd fra de mange forskellige guitarer, til at krydre de fine melodier, og man ønsker sig næsten tilbage til en tid, der for længst er ovre.
Og så sker det ikke så ofte at vi har det bedste amerikanske rockband i byen. De ligger i hvert fald nummer et på Billboards Mainstream Rock Songs Chart med “Do Your Worst” lige nu.
Mens en hitlisteplacering ikke i sig selv er garanti for noget, så må jeg siges at være imponeret over den tekniske formåen som Rival Sons lagde for døren. Fra første nummer på aftenen , “Back in the Woods”, hvor stemningen var nærmest elektrisk blandt publikum, så man Jay Buchanan levere en fejlfri indsats på mikrofonen. Hans teknik til at kreere det samme niveau af lyd, ved at variere hans afstand til mikrofonen, var mildest talt imponerenede og afslører erfaring og scenevanthed, mens han fremstiller sig selv som Mick Jaggers genkomst. Selvom han dog er karismatisk som sanger, vil jeg sige, at den ikke helt er der endnu, men det er altså også en nærmest umulig rolle at leve op til.
Men der er potentiale i Rival Sons, og en gevaldig del af det er allerede indløst.
Dér hvor alt bare virkede
Efter en forrygende “Electric Man”, kom det absolutte højdepunkt for koncerten hvor “Too Bad” blev efterfulgt af sjæleren “Jordan”. Man kunne se til mens publikum forvandlede sig fra glade og tilfredse koncertgængere til frådende monstre, der ønskede sig en aften uden forpligtigelser eller fornuft, mens rockmusikken kom under huden på dem. Nakkerullene var dybere, armene blev kastet mere i luften og øllet flød i glade strømme.
Og så skete det utrolige. Med tonerne fra “Torture”, fra deres allerførste udgivelse, gik vi lige tanden højere. Det her kunne blive en af de mest spektakulære koncerter. Da sangen sluttede, fortsatte publikummet med temaet så længe, at Mike Miley, trommer, så sit snit til at spille med på det igen, og der var overhængende fare for at musikken aldrig ville stoppe. Hvilken skam det havde været.
For en helt almindelig tirsdag aften, så var der tale om en ekstatisk oplevelse. Sådan plejer det ikke at være, når man går til koncert. Jeg er i den grad overbevist om Rival Sons mange kvaliteter, og der ligger noget befriende i deres lyd, der på en og samme tid henvender sig bagud, men har blikket solidt placeret mod fremtiden. Lyden er god, musikken er genkendelig, men det er primært fordi bandet skriver gode riffs og melodier, at man stadig kan begejstres. Det er ikke bare et kopiband uden noget på hjerte. Det er ægte, levende rockguder.
Og så alligevel…
For på nuværende tidspunkt var vi kun halvvejs gennem koncerten. og desværre fladede den fornemmelse ud, så man blev ramt af oplevelsen af et band, der har turneret non-stop i lang tid. Der var ikke mere power tilbage. Ikke nogen hop og uforudsete dansetrin. Særligt bassist Dave Beste fremstod utrolig stationær, og selvom jeg ikke kan sætte en finger på det samlede lydintryk, så manglede der bare alt det, som får en koncert helt op at ringe. “Face of Light” var decideret tam, og det er ikke måden, man får festen til at fortsætte på. Med “Imperial Joy”, der nok er det svageste nummer på Feral Roots, faldt korthuset lidt sammen. Ikke på den måde, at det er smadret til atomer, men nok til at kunne give en mindet om at det var godt, uden at man kan genkende det længere.
Derfor var resten af koncerten en åbenlys venteperiode til man fik det store hit at høre. “Do Your Worst” havde den forventede effekt og genstartede festen, slettede hukommelsen om et par numre ligegyldighed og gjorde det overskueligt at blive hængende, omend undertegnede lidt havde mistet noget glæde og begejstring i den meget tilrettelagte stil, som det udstrålede.
På en dårlig dag er de stadigvæk gode
Rival Sons er fantastiske, når de er bedst, men de er kun over middel, når det er værst. Den slags udsving kan man ikke tillade sig at have, hvis man skal helt op i den syvende rockhimmel, ved siden af denne verdens Stones, Doors, og Zeppelinere.
Derfor er det med et blødende hjerte, at jeg må tillade mig at sige, at Rival Sons kun var virkelig gode på denne tirsdag aften i VEGA. Mange gæster havde set dem på Northside sidste år, hvor der netop havde været det der je ne sais quoi, som skal være til stede ved en rockkoncert. Ilden i øjnene, gløden i rytmen. Men det har ikke været forkert at følge med i Rival Sons og denne aften er stadig en belønning for de trofaste fans, der også hjalp med til at gøre denne aften til et godt minde
