Der var dømt parpsykose i K.B. Hallen torsdag aften, da amerikanske Jason Mraz og band indtog med deres kærlighedsgodstog og feel good-vibes.
Det var vidst datetorsdag for de fleste, der var taget til det ydre Frederiksberg denne sidste dag i februar 2019. For par var der masser af, da Jason Mraz gik på scenen sammen med sin guitar og sin drengede charme.
Med tasken fuld af kærlighedssange og numre om at leve i nuet blev rummet fyldt op med godt humør, lidt vrikken med tæer og numser, armene om sin partner og kaskader af kys. Det var lige før, det var akavet at være der alene.
Den 41-årige singer-songwriter fra Virginia indtog K.B. Hallen med et stort band, hvor forreste led var kvinder i hver deres farvekoordinerede dragt, så når der var inkluderet små danserutiner i sættet, stod de sammen med Mraz som en regnbue på scenen og var med til at skabe endnu mere happy go lucky stemning.
Filantropen virker til at leve i det univers, han skaber til sine koncerter. De stærke regnbuefarver og den nærmest barnligt glade stemning går igen, når man læser om herrens sidegeschæfter udover seks albums på 16 år. Veganer og LGBTQ-rettighedsforkæmper er Mraz også, når han ikke tager til Afrika for at hjælpe med at udrydde slaveri og fattigdom.
Det er så sikkert, som det er sagt, at det sukkersøde univers, der hviner mere i tænderne end den mojito, de solgte i K.B. Hallen torsdag aften til koncerten, virkelig er noget, Jason Mraz mener og tror på. Men det bliver en smule ensidigt. Jeg manglede balladen om det knuste hjerte. Om den dårlige dag. Den sjæler, der trækker alt det andet happy go lucky op på et højere niveau.
Parrene i salen virkede imponerede over den fine performance, mens jeg mest var imponeret over lyden i den nye sal. Bandet var lækkert og havde skønt samspil, vokalen var lidt for lav, men lød fabelagtig. Der er bare noget over, når en nogenogfyrreårig mand stikker armen op i en kvindelig hånddukke og synger duet med hende. Det mindede mig lidt for meget om en koncert i midt-90’erne på Frederiksberg Rådhus med Muddi & Salamidrengene. Vi vrikkede med numsen, stod på højre ben, og da det hele var slut efter to fine timer, var fornemmelsen i maven so-so.
