Akkompagneret af gæstemusikere og -vokalister satte den engelske drum and bass-kvartet Rudimental ild til Store Vegas dansegulv, da deres “Toast to Our Differences”-turné slog vejen forbi København onsdag aften.
Sidst jeg havde fornøjelsen af at overvære Rudimental i aktion var til deres magtdemonstration af en koncert til NorthSide i 2014, hvor de nedlagde det århusianske festivalpublikum. Det var – og er stadig – én af de bedste og mest energiske festivalkoncerter, jeg nogensinde har været vidne til.
Mine forventninger til den engelske kvartet var derfor tårnhøje. Dét til trods for, at de ikke har gjort vanvittigt stort væsen af sig siden debutalbummet “Home” fra 2013.
Fest fra første fløjt
Aftenens koncert bød på sange fra alle bandets albums: førnævnte “Home”, 2015-udspillet “We the Generation” samt “Toast to Our Differences”. Overvægten af setlisten kom ikke overraskende fra det nyeste skud på album-stammen, der udkom for blot seks dage siden. Man kunne derfor godt frygte, at koncerten blev en halvtam affære på grund publikums formentligt ganske begrænsede kendskab til bandets nyeste materiale.
Disse bekymringer blev dog hurtigt gjort til skamme; der var fuld damp på kedlerne fra første akkord. På trods af de mange nye sange var der på intet tidspunkt en fornemmelse af, at festen døde ud. Den ene faste fjerdedel af Rudimental, DJ Locksmith, agerede hype man og havde publikum i sin hule hånd fra start. Bandets resterende medlemmer performede ligeledes som om, koncerten i København var noget af det bedste, der var overgået dem.
På turnéen har Rudimental medbragt gæstevokalisterne Zu, Bridget og Morgan, der skiftedes til at agere henholdsvis backup- og forsangere. Det var dog svært at se, at de ikke var inkarnerede medlemmer af bandet; de bragte alle en helt vanvittig energi og havde tilsyneladende mere coolness i deres lillefinger, end jeg ville kunne mønstre, om jeg så prøvede resten af mine dage. Man skulle have ualmindeligt meget bly i fødderne, hvis man ikke lod sig rive bare en lille smule med af stemningen.
Nyt og gammelt
Første reelle sang på setlisten var Foxes-samarbejdet “Right Here” fra bandets første album. De velkendte toner satte hurtigt gang i publikums fødder og sangstemmer. Herefter fulgte en velbalanceret blanding af gamle hits, nye numre og sågar et Rudimentalsk cover af Rag’n’Bone Mans “Human”.
Siden “Toast to Our Differences” udkom, har jeg lyttet det igennem et par gange. Med undtagelse af “These Days”, syntes jeg faktisk, det var et halvanonymt album uden samme hitpotentiale som på “Home”-albummet.
Fællesnævneren for de nyeste sange onsdag aften var dog, at de fungerede markant bedre live, end de gør på Spotify. Især “The Sun Comes Out” lyder som et nummer, der godt kan blive en landeplage, når vi igen nærmer os sommermånederne.
The grand finale
Mod slutningen af koncerten blev alle sejl sat ind på at slutte aftenen af med et brag. Dette blev grundlagt et vaskeægte one-two-three-punch, da “Feel The Love”, sommerens megahit “These Days” og slutteligt “Waiting All Night” rundede aftenens koncert af med en energi, der ville få atomprøvesprængninger i Nevada-ørkenen til at ligne knaldperler.
Der var ingen grund til at stå stille ret lang tid ad gangen i Store Vega onsdag aften, og jeg er ret sikker på, jeg har forbrændt i omegnen af 4000 kalorier. Hvorfra jeg stod, lignede publikum nogle, der havde en kæmpemæssig fest. De eneste, der så ud til at have det sjovere, var dem, der stod på scenen.
