Fællesskabsfølelse og stadionrock summede i hele Royal Arena fredag aften, hvor Sir Paul McCartney med band var kommet for at generobre Danmark.
‘Naa naanananananaaa naanananananaaa, heeeey juuude’
Aldrig i mit liv har jeg hørt smukkere fællessang før. Ikke engang til Sir Pauls McCartneys koncert på Roskilde i 2015. 16.000 mennesker – og så mange forskellige generationer – i Royal Arena skrålede fredag aften direkte fra hjertet på et af de mest kendte Beatles hits.
Sir Paul McCartney kastede ikke bare en tilfældig fællessang, som han ønskede folk skulle hoppe med på, som mange andre artister gør – næh, du. Folk havde ventet på lige præcis dét her moment – folk tiggede nærmest for, at det skulle ske. Det kunne mærkes, og kuldegysningerne væltede frem.
Når musik kan ryste så mange generationer sammen og skabe en så kraftig fælles følelse, så er det absolut genialt. Det er musik, når det er bedst. Med det sagt så kan det tydeligt mærkes, at McCartney har været i gamet i rigtig mange år – nogle ville endda mene lidt for længe. Men manden ved lige til punkt og prikke, hvad publikum vil have, og han serverer det hele til os ned til mindste detalje.
Alt godt fra hit-paletten
McCartney sparker koncerten i Royal Arena i gang med ‘A Hard Days Night’, og det kører bare der ud af. Allerede efter første nummer bliver der malet et billede af, at bandet elsker det, de gør og ikke mindst elsker at gøre det sammen. Gruppedynamikken er perfekt. Der er både plads til fantastiske trommeslager Abe Laboriel Jr.’s små seje dancemoves, samt guitarist Rusty Andersons Phil Dunphy-agtige akavede bevægelser og de små smil og blikke, der bliver sendt mellem bandmedlemmerne.
‘Hvad så, København! Dejligt at være tilbage!’ siger Sir Paul på fint indøvet dansk. Det er lidt et billigt og et brugt trick at snakke dansk på scenen, men hold kæft hvor det bare virker. Folk slugte det råt og gik komplet amok med klapsalver hver gang han trak sprog-kortet.
McCartney og band spyttede det absolut bedste fra hitpaletten ud fredag aften. Lige fra det helt gamle Beatles (dengang de hed The Quarrymen) til sange fra McCartneys nye album ‘Egypt Station’. Efter min mening var det en absolut perfekt blanding af forskellige numre, og der var alt lige fra de rodede og lidt hårde rocknumre som ‘Helter Skelter’ og ‘Back in the USSR’, til de bløde ballader som ‘Something’ og ‘My Valentine’ og catchy popnumre som den nye ‘Fuh You’ og den gamle traver ‘Let it Be’. Og hele den her diversitet skriger bare McCartney. Det er så blæret.
Noget, jeg også tænkte over under koncerten, var, at selvom McCartney reelt er et solo navn, var det altså bestemt ikke et soloshow. Langt fra. De andre bandmedlemmer fik lov til at shine og brillere – især Rusty Anderson, som er latterligt dygtig og nailede guitarsolo efter guitarsolo. Men også de gamle Beatles-medlemmer fik lov at shine på en meget troværdig og smuk måde, uden at McCartney tog patent på succesen.
Hele aftenen leverede bandet en musikalsk præstation i topkvalitet, der fik publikum til at gå amok. Jeg tror aldrig, jeg har set og samtidig hørt så vildt et publikum før. Der var så meget nostalgisk stemning og god atmosfære i Royal Arena, at jeg næsten troede det ville sprænge i luften.
En entertainer i særklasse
Som sagt har Paul McCartney været i gamet i utroligt mange år, og han ved efterhånden, hvad der bare virker. Hele setuppet af koncerten og de små detaljer, vandt i hvert fald hos mig, hvilket også trækker oplevelsen en hel del op. De små fine videoer i baggrunden var gennemtænkte og akkompagnerede musikken super godt. Det var alt fra videoer af et animeret Beatles, der fjollede rundt, og til videoer af Beatles ‘in real life’, der gav mig et lille sug i maven af savn – også selvom jeg kun er 25 og aldrig har haft det samme forhold til Beatles som den ældre generation.
Og der var der ikke tvivl om, at McCartney ER en stor kanon, da Johnny Depp og Nathalie Portman dukkede op på skærmen under ‘My Valentine’ og leverede en meget fintfølende tegnsprogs-performance. Man må sige, at manden har sine kontakter (og kontanter) i orden til at få produceret musikvideo-agtige film til sit show. Der var da også en film, hvor nærmest hele Hollywood var med. Personer som James Corden, Chris Pine, Johnny Depp (igen), Kate Moss, Meryl Streep osv.
Der var ikke sparet på noget som helst. Slet ikke det visuelle udtryk. Under ‘Live and Let Die’ gentog han ildkaskaden, som fik nogle af publikum til at hoppe to meter op i luften af bare chok. Men det var fedt, og jeg var imponeret over, at der var mere ild og fyrværkeri, end der var på Roskilde i 2015. Det fik jo næsten Rammstein til at blegne ved siden af.
Noget, jeg helt personligt elskede, var, at Sir Paul ikke var en diva, der blot gik på scenen og gjorde sin ting. Nøj, hvor jeg hader den slags. Han var sammen med os for at have en fest, og han fortalte de sødeste og sjoveste anekdoter flere gange i løbet af aftenen. Det fik folk til at grine og slappe utroligt meget af. Det var en meget lav formel stemning, der summede i arenaen den her aften. McCartney jokede også ved at lade som om, at han ville kaste sin ikoniske Höfner ud til publikum, som lige nåede at gå forventningsfuldt amok. Så trak han i land og lavede lige en ‘nah-ah’ finger, og fik dem til at grine i stedet. Han var en rigtig hyggeonkel i sit es, det må man give ham.
Usikker stemmepræstation
Men nu til det, der helt sikkert skiller vandene mellem anmelderne ved den her koncert. Paul McCartneys stemme. Lad os nu være ærlige; den er ikke, hvad den har været. Og efter jeg har set 78-årige Tom Jones brillerer sangmæssigt på smukfest, har jeg svært ved at acceptere argumenter som ‘han er jo også blevet gammel’ og ‘jamen han er jo også 76 år’. Ja, det er han. Og ja, alderen HAR gået gevaldigt ud over stemmen. I sammenligning til koncerten på Roskilde i 2015 er det også blevet lidt værre.
Allerede på det tredje nummer ‘All My Loving’ kunne man høre, at McCartneys stemme var usikker og svag. Under ‘Blackbird’ stod han på et podie, der blev hævet langt op over scenen. Noget der skulle have været en meget smuk akustisk fornøjelse, fik mig til at krumme tæer. Mens publikum sang med og prøvede at gøre melodien flydende, gjorde McCartney sangen til et stakato-helvede, fordi han ikke kunne holde tonerne særligt længe ad gangen. Og det gjorde mig oprigtigt skuffet. Det kunne have været det smukkeste, men det kiksede. Heldigvis blev hele idéen med at svæve over publikum reddet med tribute-sangen ‘Here Today’ til Pauls afdøde kompagnon John Lennon. Det var meget rørende.
Koret fra Abe, Rusty og den anden guitarist Bryan Ray reddede også lidt McCartney, når det blev for svært for hans stemme, men McCartney endte bare fuldstændig med at drukne i de andres stemmer.
Dog tror jeg, det er vigtigt at have i baghovedet, at McCartney aldrig har været en ‘klassisk god sanger’, som fx Tom Jones. Han blev ikke kendt på sin sangstemme, men hans absolutte vilde talent for at skrive og komponere musik. Og grunden til, at det stadig fungerer, er, at han er sin musik. Han er i ét med tonerne, med melodien og atmosfæren, når han spiller. Og det er vanvittigt betagende og ikke mindst vildt bedårende.
Flere har stillet spørgsmålet om McCartney bør stoppe, og hvis I spørger mig? Nej, det burde han ikke! For han elsker det han gør, og vi elsker det på trods af, det kikser med stemmen gang på gang. Men den mand stopper ikke med at spille før han dør, og det skal vi være glade for, for han kan så meget. Det ER en vild koncert, man får leveret, som giver så meget kærlighed, sympati, nostalgi og overskud. Tak, Paul. Tak!
