Begejstringen i Royal Arena lørdag aften var nærmest ikke til at se, da MØ spillede den sidste koncert på hendes Forever Neverland: Chapter 1 Europa Tour. Strukturen var mærkelig, stemningen var middelmådig, og MØ var til tider diffus.
Da den 30-årige sangerinde Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, kendt under navnet MØ,gik på scenen i Royal Arena var det iført en hvid trøje, en sort nederdel, sorte støvler og en bredskygget hat og til tonerne af ”Purple Like the Summer Rain”. Den ’vilde’ aften med MØ var skudt i gang, men i virkeligheden var der ikke noget vildt over de første tre numre af koncerten. Det var først ved ”Kamikaze”, at der kom både liv i publikum, men også hovedpersonen selv.
Energien fortsatte til nummeret efter ”Pilgrim”, som var MØs gennembrudssingle. Under sangen virkede MØ og publikum begge som om, de havde lyst til at være tilstede, men ud fra stemningen så det vitterligt ikke sådan ud. Dog vågnede både hun og publikum op under ”Red Wine”, hvor MØ på magisk vis uhindret slentrede ud blandt publikum for at komme til en mindre scene, som ikke var meget større end et københavner værelse.
Man kunne vælge at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor man vælger, at bruge så lidt af en scene. Nu har man alligevel valgt et af Danmarks største spillesteder som legeplads. Det virker meningsløst at arrangere sin største indendørs koncert nogensinde, og så bringe en scenen så lille som MØ gjorde.
“Købeeeenhavn” gange ti
Da koncerten med MØ blev annonceret tilbage i april, var det med en forventning om et propfyldt Royal Arena, men desværre var det ikke realiteten. Royal Arena var ved aftens koncert skaleret ned til en kapacitet på cirka 8.000 mennesker, men de talrige tomme sæder vidnede om, at der kun var solgt omkring 6.000 pladser.
Selvom MØ i starten virkede diffus, så ændrede hun fuldstændig karakter halvvejs inde i koncerten. Pludselig kunne man høre hun sang live. Under ”Nostalgia”, hvor hun stadig var ude på den mindre scene, omfavnede hun både det siddende og stående publikum med hendes charme sin energi. Helt uden stjernenykker gik hun fra den lille scene ned blandt publikum for at vende snuden mod den ’store’ scene igen. Her fortsatte energien med ”Nights With You” og ”Sun in Our Eyes”. I disse situationer mærker man tydeligt, hvordan hun på mange stadig bærger sin ydmyge og hjertevarme fynske arv. Karen går nok aldrig helt Hollywood-bersærk.
Under koncerten råbte MØ ”Købeeeenhavn” flere gange end nogen kunne holde styr på, men det var et billigt trick for det sultne koncertpublikum. Det virkede, og de få tusinde mennesker åd det råt. Hvorom alting var, så fik det MØ til at smile noget mere, og den glæde smittede af på sangene. Ved ”Turn My Heart to Stone” og ”Blur” gik scenografien og lyset op i en højere enhed og selv den lille scene blev brugt på en acceptabelt måde her.
Seriøst nervøs
”Da jeg vågnede i morges var jeg seriøst nervøs” sagde MØ, inden hun satte sig foran klaveret og spillede ”Mercy” til stor begejstring til det kedelige publikum, der blot ønsker at løfte deres telefoner i luften mens der er lys i. Selvom klaverspillet ikke lød som hendes stærke side, så kompenserede hun rigtig godt med både ”Way Down” og megahittet ”Lean On”. Måske var det nervøsiteten som spillede ind?
Ikke overraskende så kom hun tilbage efter at have sagt ‘tak for i aften’. Festen skulle ikke helt stoppe endnu og hun sang lidt af West Hollywood. Herefter migrerede hun igen igennem publikum for at at færdiggøre festen med “Don’t Leave” og aftenens sidste sang, som ironisk nok hedder “Final Song”. Hun lavede et charmerende forsøg på at crowdsurfe før hun vinkede farvel og tak for denne gang.
MØs koncert i Royal Arena var en halv skizofren oplevelse og føltes lidt som to koncerter. Den første del var en kedelig, klodset og uinteressant opvarmning med hovedpersonen selv i spidsen. Den anden del var sjov, festlig og utrolig spændende og pumpede god energi ud i arenaen. Hun brugte første del på at varme op, hvor hendes stemme flere gange lød rusten og usikker. I anden del var den sprød.
