Ét af kongerigets hyggeligste bands spillede lørdag aften på et udsolgt Train i Århus. På denne turné har Jonah Blacksmith valgt at udfordre det sædvanlige koncertformat med en såkaldt ”filmkoncert”. Det udmøntede sig i en både sjov og dybt rørende fortælling om familie, ophav, tab og kærlighed.
Jonah Blacksmith blev dannet af brødrene Simon og Thomas Alstrup og er opkaldt efter deres bedstefar, Johannes, der var smed i den lille nordvestjyske by Koldby ved Thy.
Bedstefaren danner ikke blot grundlag for bandets oprindelse; flere af sangene fra det syv mand store ensemble handler om ham, og på denne turné er han sågar det uomtvistelige fundament i koncertens dokumentardel.
Dokumentaren skildrer brødrenes søgen efter historier om bedstefaren, som indtil nu har været dem ukendt. Publikum følger brødrene tilbage til hjemstavnen, hvor de sætter familie og venner af bedstefaren i stævne til en snak om ”gamle dage”.
Røverhistorier og anekdoter
Dokumentaren blev vist i små bidder og blev smukt knyttet sammen af bandets sange. Ofte blev sangene præsenteret med direkte reference til den scene, publikum lige have set på skærmen. Det fungerede til perfektion og lagde et ekstra lag på de i forvejen rørende tekster om kærligheden til familien, afsavn og om at høre til.
Dokumentarens titel ”In the Middel of Nowhere” er et klart et nik til, at vi i Koldby for længst har nået dét punkt, hvor kragerne vender. Man får tydeligt fornemmelsen af den ro, der hersker på den nordvestjyske kyst; der er højt til loftet og en sindig fornemmelse af, at vi nok når det hele.
Der veksles perfekt imellem gribende fortællinger fra Alstrup-klanen og røverhistorier om store ål; om Johannes egen musikalske kunnen og hans mangel på håndværkertalent. Det hele fremstår meget autentisk, og man fik næsten fornemmelsen af selv at blive en del af familien for en stund.
Musik som bindeled
Et rørende øjeblik opstod i en sekvens, hvor brødrene taler med deres faster om videreførelsen af Alstrup-familien. Sangen ”Daughter of Jonah” er dedikeret til selvsamme faster, og den er med hendes egne ord blevet dét barn, hun aldrig fik. Det er for hende blevet en måde at leve videre, når hun ikke selv er her mere.
Scenen var ét af de klareste eksempler på musikkens betydning; den er bindeled og medium for den kærlighed, der hersker imellem dem og en fuldstændigt uerstattelig faktor i den ligning, der udgør Alstrup-familien.
Dokumentaren og koncerten blev afsluttet med gamle hjemmevideoer, der viste, at omdrejningspunktet i Alstrup-familien altid har været musikken. De viste spilleglæden, som Johannes udstrålede, når han bød op til dans med sin banjo. En spilleglæde og -evne, som brødrene i løbet af dokumentaren huskede sig selv på, at de ikke må tage for givet.
Aftenens oplevelse var rørende, autentisk og ikke mindst skidesjov. Den viste de mange facetter af et levet liv, og hvor vigtige minderne om gamle dage kan være i nutiden. Som Thomas afslutningsvist tilføjede: ”Selvom Bedstefar er død, så lever han videre i mange mennesker”. Og det opsummerede ganske præcist en aften i selskab med Jonah Blacksmith.
