5 Seconds Of Summer – Kæmpede mod boybandskyggen

Rock-popbandet 5 Seconds Of Summer var på velkendt dansk grund, da de, ligesom det var tilfældet for både to og tre år siden, besøgte Forum i København under deres Meet You There tour. 

Som netop udtrukne vindere for ’Best Rock’ ved dette års MTV EMA awards, og tidligere hyldet som største nye rock-act i verden af Rolling Stones, havde Luke Hemmings, Michael Clifford, Calum Hood og Ashton Irwin – bedre kendt som 5 Seconds of Summer – nok at leve op til inden aftenens koncert.

Punkbrag, pigeskrig og pladder

Publikum i Forum virkede klar og veloplagte, da Ashton slog takten an til åbningsnummeret Babylon. En rigtig pop/rock basker med alle de rette elementer til at åbne en fest. Pigerne hvinede som var de 13 igen, da Calum med overbevisende vokal ledte an. Folk var på. Armene var i vejret. Og stemningen var i top lige fra første taktslag. Festen var allerede begyndt!

5 Seconds of Summer kørte hurtigt igennem de rockede sange, så som Talk Fast, Moving Along og She’s Kinda Hot, hvor drengene skiftedes til at rende rundt på scenen og særligt gjorde brug af de to podier, der var stillet i hver side af scenen. De osede af selvsikker attitude, og det smittede af på publikummet, der atter kvitterede med arme i vejret og høje skrig gennem hele seancen.

Midt i setlisten fandt bandet sine mere stille sange frem. Endelig kunne publikum få lov til at puste ud efter en hæsblæsende start med fuld effekt på farvede strobelys og blinkende lygter. Der blev skabt den klichéfyldte kontakt til publikum med sætninger som ”Copenhagen is one of the greatest places on earth”, inden Ghost Of You spillede. Den smukke ballade fra bandets seneste album kom til sin ret i Forum, hvor de fremmødte stemte i og agerede kor på hele sangen. Da sangen efterfulgtes af Amnesia, lød der igen et genkendeligt jubelbrøl fra salen, der synes at have kunnet hvert ord af dette 5SOS-hit i søvne.

De mindre rockede numre fortsatte, hvor særligt Lie To Me skilte sig ud i en ny pianoversion af første vers leveret af Luke, der inden nummerets start fik ytret, hvordan ”It’s my favorite number on the new album”. Generelt var der ikke en finger at sætte på bandets helt store vokalist denne aften, hvor alle drengene ellers var gode til at give hinanden plads og vokaltid.

Ungt blod og tordnende trommer

Tempoet skulle dog selvfølgelig op igen, så Ashton slog an med en trommesolo, før scenelyset bragede igennem og Luke Hemmings stemme skar igennem med Jet Black Heart, Meet You There og hittet Want You Back. Dansefesten var endnu engang ikke til at tage fejl af, da hele salen hoppede med, så det ligefrem gyngede i gulvet. I det hele taget skal trommeslageren Ashton krediteres for sin performance denne aften. Han bragede løs, som gjaldt det hans liv og det var decideret fascinerende at kigge på, når takterne sloges an og stortrommen buldrede i takt med hjerterytmen. Cadeau til Ashton!

Selvfølgelig sluttedes hele aftenen af med bandets gennembrudshit, She Looks So Perfect, og det seneste globale hit, Youngblood. Og der var ungt blod i luften, da stortrommerne buldrede afsted i det bombastiske omkvæd. Ikke noget at sige til, at nummeret i skrivende stund er streamet over 400 millioner gange på Spotify. Nummeret oser af power og drengede rockvibes, så man umuligt kan lade være at få lyst til at kaste med håret.

Boybandskyggen lurer stadig

Alt i alt sparkede drengene publikum varme på en ellers kold novemberaften. De rockede punk/pop rytmer fik hver en fod i salen til at trampe i takt, så det brummede i ørene. Der blev vrikket med hovederne, kastet med håret og slået ud med armene. Drengene virkede veloplagte og fik lov at flekse stemmebåndene. De nærmest uafbrudte guitarspil og bragende trommer, kunne dog godt få vokalerne til at drukne i larmen og den vedvarende sang fra folkemængden.

Det stod klart, at 5 Seconds Of Summer var klar til at træde ud af boyband-tidernes skygge og i stedet opfatte sig selv som et decideret band. Desværre var pigerne for én aften kastet tilbage i teenage-ungdommen, hvorfor der ikke blev holdt tilbage med hvinende skrig, der kunne give selv en garvet musiklytter tinnitus. Bandet er dog helt klart på vej i den rigtige retning og forstod at levere den fest, som publikum var kommet for. Om de kunne leve op til bedste nye rock-act må stå i det uvisse, men mon ikke 5SOS kommer til at gæste Danmark igen snarligt.

5 Seconds Of Summer, Forum
Foto: Martin Kleisberg

Se hele Martin Kleisbergs galleri fra koncerten HER.

Se også

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...
spot_img
Mathias Agger Kongsgaard
Mathias Agger Kongsgaard
24-årig gut, der synes musik passer sammen med hverdagen, som jordbær passer sammen med fløde. Det gør bare lige livet lidt bedre!

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her