Grant minder i sin fysiske fremtoning mere om en frontmand i et heavy orkester end den bittersøde baryton, der gemmer sig bag det store fuldskæg. John Grant har siden udgivelsen af første soloalbum ”Queen of Denmark” i 2010 ikke lagt skjul på sig selv og sine følelser i en vekslen mellem vred synthpop og svulstige ballader – og i aften i Vega skuffer han os ikke.
Vi ligger ud med den lidt dystre ”Tempest”, hvor vi bliver inviteret med i spilarkaden, hvor Grant søgte tilflugt fra verden i teenageårene, efterfulgt af ”Love is magic”. Vi får her den kendetegnede for Grants meget personlige univers, melankoli blandet med sort, sort humor. Hvis døren til kærligheden går op, så gå ind, men hvis der ikke er mælk i køleskabet, så kommer du til at høre for det, når du kommer hjem i aften.
Hvis vi frygtede, at titlen på seneste ”Love is magic”-album kombineret med at Grant rundede 50 år i sommer, ville tage broden af hans personlige krængen ud, af alt hvad han har på hjerte, blev vores frygt gjort til skamme.
Grant er så skarp som nogensinde.
Herefter sætter Grant sig ved det interimistiske klaver og smigrer sit publikum ved at byde sig selv velkommen tilbage på sit yndlings spillested i hele verden og spiller titelsangen fra albummet ”Grey tickles, black pleasure” fra 2015. Titlen refererer hhv. til det islandske udtryk for panikalderen og det tyrkiske udtryk for mareridt.
Den amerikanske kunstner, der voksede op i det kristne midtvest, har i interview med the Guardian udtalt, at hans forældre hellere havde set, at han var blevet misbruger i stedet for at være homoseksuel. Grant har åbent fortalt og sunget om sine barndomstraumer, sin selvdestruktivitet, sit kokainindtag og sit selvmordsforsøg – og i 2012 fortalte han fra scenen under en optræden på den britiske Meltdown festival, at han er HIV-positiv.
Så han er vred i ”Grey tickles, black pressure”: ”there are children who have cancer, all bets are off, how can I compete with that?”
Trods de barske tekster om livets skyggesider, fremstår Grant smilende og charmerende. Derfor larmer det for meget for mig, at han til aftens performance er iklædt en superhelte-grøn, glimtende brillemaske.
Jeg synes det får ham til at ligene en fra Bjørnebanden, hvilket bringer mine tanker præcis 3 år tilbage i tiden; da jeg d. 7. november 2015 befandt mig i Reykjaviks koncerthus, Harpa, til koncert med John Grant og det islandske symfoniorkester som en del af Iceland Airwaves-festival. Denne formidable sanger og performer, akkompagneret af strygere og horn, blæste mig omkuld – og jeg blev på stedet forelsket i Grants univers.
Nick Cave møder Disney
Sidst han optrådte i Vega, november 2017, indledte han således showet med at fremvise en stor bums, han havde groet på den ene kind. Og vi ved, at han har lært sig islandsk, så han kan gå til AA-møder i Reykjavik, hvor han har været bosat siden 2011.
Han har gennem fire albums klædt sig af til skindet, så der er ikke behov for at bære maske i selskab med os.
Vi får Global Warming, hvorefter Grant rejser sig fra flyglet og sparker festen i gang med at tage os tilbage til sodavandsdiskotekerne i midt 80’erne med elektropop-nummeret: ”Preppy boy”.
The Bad Ass band med Chris Pemberton på piano/synth/BV’s, Jakob Smári Magnússon på bas, Petur Hallgrimsson på guitar og Budgie på trommer, spiller røven ud af bukserne, harmonierne sidder lige i det skab, Grant er sprunget ud af og det larmer.
Grants uovertrufne vokal kan bære det, han bliver på intet tidspunkt overdøvet og publikum kan høre, hvad der bliver sunget i teksten. Der bliver virkelig blæst gennem helt op på de bagerste rækker på balkonen på den følsomme ”Glacier” og på første ekstranummer: ”I wanna go to Marz.”
Koncerten veksler med det der er Grants røde tråd, de alt og alle, og først og fremmest sig selv, revsende up beat elektro numre og rock/pop balladerne.
I den ekstremt syrede, nærmest skizofrene ”Metamorphosis”, hvor musik og vokal vrænger og messer og man kan næsten høre en klon mellem Billy Joel og David Bowie komme ud af munden på Grant, bliver vi heller ikke forskånede for fortællingen om hans moders død i 1995: ”they took her in an ambulance, and that is where she died and still onto this very day, I don’t think I have cried”
Man får virkelig følelsen af, at Grant er i sit es, når han performer for sit, i aften i Vega, veloplagte og medlevende publikum, og der bliver virkelig varmt i salen, da vi opløftede danser til ”He got his mothers hips”
Med humor og synthesizer formidler han sine menneskelige lyster og laster, er nærværende i Vega, han smiler, vinker og fortæller, at han da har set ”Italiensk for begyndere” og ”Idioterne”, da han elsker det danske sprog og vores sprøde, tørre humor.
Vor begejstring vil ingen ende tage, da han og bandet gennemtæsker deres instrumenter på ”Queen of Denmark”, sættets sidste nummer. Men vi kan og vil mere og vores belønning kommer som andet ekstranummer, da Grant brøler: denne er til alle mine GMF’s.
Grant skriver og synger så overbevisende om sine personlige op – og nedture, sine synder, sine sorger og sin blærebetændelse, at han rammer noget alle kan genkende.
Når han synger om svigt og ulykkelig, uigengældt kærlighed nikker alle i salen om vi er 7 eller 77, vi har alle prøvet det. “Call me up if you’re down and you got the time”.
John Grant er helt sin egen. Og han er vores. Han fortæller os, at han elsker os og mon ikke han kunne føle den kærlighed gengældt fra publikum i Vega i aften.
Jeg er endnu en gang blæst omkuld og ikke mindst, da vi på vejen ud står i døren til foyeren og John Grant kommer afslappet slentrende ned ad trappen, smiler til os, klapper min islandske ægtefælle på skulderen og siger: thank you guys for coming tonight.
Bliver det for personligt, John, hvis jeg røber, at ovenpå den kom vi begge to? ?
