Niveauet var højt, da Danish Demolition Tour, bestående af Siamese, Helhorse, Defecto og Aphyxion, besøgte Train i Aarhus fredag aften.
Det var fire virkelig fine koncerter, Aarhus fik serveret, da Danish Demolition Tour med Siamese, Helhorse, Defecto og Aphyxion overtog Train fredag. Der blev budt på alt fra dødsmetal til rock, og der var en absolut fantastisk energi både blandt publikum og bands. Tak for en god aften!
Siamese sparkede gang i festen
Aftenens første band gik lige på med et blandet sæt, der både bød på gammelt og nyt materiale, hvilket publikum tog godt imod. Der blev skrålet med på kendingerne fra de forreste rækker, og det var tydeligt at mærke, at der ikke kun foregik en fest på scenen og en anden i publikum – det var én stor fest, hvilket Siamese formåede at kickstarte. Selvom fremmødet ikke var lige så stort, som til de tre andre koncerter, fik Siamese en helt særlig kontakt til publikum, som de andre bands ikke formåede.
Der var ikke en finger at sætte på bandets musikalske performance, og der hersker ingen tvivl om, vi har med nogle seriøst rutineret og vanvittigt dygtige musikere at gøre. Det eneste, der haltede en smule var forsanger Mirza Radonjica-Bang, som nogle gange havde et par udfordringer ved at ramme de lyse toner, blandt andet i sangen ‘Tomorrow Never Dies’. Til gengæld var alt i dyb symbiose, når det lykkedes – hvilket det heldigvis gjorde størstedelen af koncerten.
Måske var Siamese lidt for poppet og blødt til de aarhusianske metalhoveder, men bandet får stor credit herfra for at give den absolut hele armen og levere en suveræn performance.
Helhorse gav ikke en fuck – sammen med publikum
Der var dømt nonchalant bar-mave-fest på scenen, da Helhorse gik på som band nummer to. Hele koncerten osede af selvtillid, testosteron og ølsved, hvilket gjorde hele oplevelsen af de tunge og melodiøse sange enormt autentisk, og man fik lyst til at lege med på hele den her ‘we don’t give a fuck’ attitude. Eller som en, jeg stod ved siden af sagde: Det her er ægte Jack Black charme’!
‘Aarhus Rock City! Vi har savnet jer!’ lød det flere gange fra forsanger Mikkel Wad, som blev modtaget med brøl og horn fra et rimelig crowded publikum. Med ølspyttende ___ ud over de forreste rækker og et vellykket crowdsurf til sidst af koncerten bragte Mikkel Wad publikum og Helhorse tæt sammen. Udover den brilliante connection med publikum, formåede Helhorse at smække en række tunge toner i hovedet på os med sådan en overbevisning, at man slugte det råt.
Sammen med den nonchalante udstråling og den suveræne musikalske præstation hiver Helhorse titlen hjem som aftenens bedste performance.
Defecto viste, at metal er mere end headbanging
Aftenens tredje band bød på ægte progressiv heavy metal, der decideret sparkede gang i folks dansesko og ikke kun i de langhårede mænds flair for headbang. Der var en helt særlig kunstnerisk stemning over bandet, og det virkede helt dragende på publikum.
Frontmand Nicklas Sonne havde en kanon god kontakt til publikum, og der var ikke en finger at sætte på vokalen. Selvom Defecto ikke kommunikerede lige så meget med publikum som Helhorse og Siamese, var der virkelig gang i publikum, som dansede, hoppede og skrålede med. Samtidig vil jeg gerne fremhæve Defectos vanvittigt dygtige guitarist, Frederik Møller, der brillerede både i sine soloer og generelt gennem hele koncerten.
Defecto beviste, at metal ikke kun behøver at være øl, horn og headbang, men sagtens kan være smukt, kunstnerisk og appellere til en bred skare af mennesker. Kæmpe high fives herfra!
Aphyxion druknede i ensformighed og ubalanceret lyd
Sidste og afsluttende band, Aphyxion, gik lige på og hårdt med en ordentlig omgang hårdtslående dødsmetal. Publikum virkede til at være totalt med på præmissen, men der manglede altså noget.
For det første var det som om, at lyden var en smule ubalanceret, hvilket gjorde, at guitar, vokal, trommer og bas smeltede sammen i en rodet lydbombe, hvilket var virkelig ærgerligt, for hvis man har hørt Aphyxions plader, så er det bestemt ikke en normalitet! For det andet var det en meget ensformig setliste, og hvis ikke man kender Aphyxions numre, ville man fristes til at tro, at sangene var betydeligt længere end de reelt er.
Aphyxion er nogle garvede og virkelig dygtige gutter, men efter min mening var det ikke just en af deres bedste koncerter, netop fordi lyden simpelthen flød sammen i ét.
