“How you feeling rock’n’rollers?” – sådan indledte JD McPherson koncerten på Tønder Festival fredag aften.
Og hvordan man har det, er faktisk et rigtig godt spørgsmål. For da JD McPherson gik på scenen, fik man det faktisk en smule bedre – men til tider også en smule værre.
Lad os starte med der hvor man fik det bedre:
Tønder Festivals tematik er ‘Handmade music’, og det må man sige skinnede klart igennem med bandet. Blandt andet var Jason Smay på trommer, og Jimmy Sutan på kontrabas utrolig dygtige.
Man fik det også bedre, når der rent faktisk var mere musik, end der var snak. Der var ikke snak om sangenes betydning eller hvem de var dedikeret til. Det virker i nogle sammenhænge, men ved en artist som JD McPherson er det nytteløst.
En af de sidste ting der gjorde man fik det bedre, var den store bagskærm. For første gang på Open Air, var der nogle der også brugte den visuelt. Den blev både brugt som storskærm, men også som et supplement til sangenes historie.
Men hvad fik man det værre af?
Lyden på Open Air var desværre af kritisk tilstand. Flere gange lød det som lyden fra instrumenterne gik fra den højtaler til den anden. Det skabte mere forviring end det gavnede – hvis det var meningen.
Ensformigheden i sangene var desværre også et punkt hvor man fik det lidt skidt. JD McPhersons sange er rigtig gode, men det fungerede ikke rigtig. Ved ”Fire Bug” og ”I Can’t Complain” lød sangende i live-udgaverne nærmest identisk. Dog var “North Side Gal” yderst fremragende og havde en kontrast til de andre sange. Den fremstod nærmest i en liga for sig selv.
JD McPherson spillede en udemærket koncert hvor lyden og ensformigheden var den store synder. De spillede også i Telt 2 i torsdags, og der skulle man måske have været med.
