Der er gået otte år, siden Nephew sidst gæstede Roskilde Festival. Torsdag nat fik de et triumferende comeback på Orange Scene.
Meget vand er løbet i åen, siden Nephew sidst gæstede Roskilde Festival. I 2007 stod bandet for én af de vel nok mest legendariske danske koncerter i nyere RF-historie, da de rev Orange Scene fra hinanden.
Lignende succes havde bandet, sidst de spillede på Orange i 2010, så stakes were high og forventningerne store torsdag nat, da Nephew 2.0 skulle forsøge at leve op til de tidligere tiders bedrifter.
Ny startopstilling
I januar vendte Nephew tilbage efter fire års pause. Konstellationen var dog lidt en anden, da vokalist Marie Højlund i forbindelse med bandets comeback i januar blev optaget i familien.
I løbet af hele koncerten beviste bandet, at de er eminente kunstnere, og at den nye sammensætning på ingen måde har ændret på den sædvanlige millimeter-præcision, vi kender Nephew for. Nærmest tværtimod. Det er en velsmurt maskine, der bare leverer hver. eneste. gang.
Something old, something new, something borrowed…
Tilkomsten af Marie Højlund har lagt et ekstra lag på musikken. Hendes følsomme vokal stod i flot kontrast til den sædvanlige bombastiske elektro-rock, der kendetegner Nephews produktioner.
Hvor hun ikke nødvendigvist gjorde noget stort væsen af sig rent fysisk, var den kvindelige vokal et forfriskende nyt pust til Nephew-kataloget. Publikum syntes at istemme sig dette, og Højlund lod sig da også retmæssigt hylde af de mange tusinder tilhørere.
Setlisten bød både på eksempler fra bandets nyeste Vinter-, Forår- og Sommer-i-Ring-udspil samt gamle hits. Det var – ikke overraskende – sidstnævnte, der udløste de største bifald og mest fællessang blandt publikum.
Bandet “lånte” tilmed omkvædet fra deres eget kæmpehit “Superliga” fra gennembrudsalbummet USADSB. Det fik nye klæder på nummeret “Du Danske Supersommer”, der – som titlen antyder – var en hyldest til den danske sommer. Det virkede yderst passende på én af de varmeste Roskilde Festivaler i mands minde.
Fællessang og publikum-battle
Koncerten peakede under Nephews monsterhits som “Police Bells and Church Sirens”, “007 Is Also Gonna Die” og “Movie Klip”. Orange Scenes ikke-eksisterende tag lettede da også helt, da “Worst/Best Case Scenario” agerede lydtapet i en sing along-battle mellem Roskilde Vest og Roskilde Øst.
Simon Kvamm var som altid karismatisk frontfigur og lignede ikke umiddelbart en mand, der er blevet træt af at få invitationer til Orange Scene. Endnu engang havde han publikum i sin hule hånd.
Nephew 2.0 levede i allerhøjeste grad op til Nephew 1.0’s Orange meritter. I må gerne invitere dem igen, Roskilde. Og der behøver ikke at gå otte år.