Iggy Pop – På grænsen mellem galskab og genialitet

Iggy Pop er ikonisk – en levende legende. En musiker med en imponerende karriere og banebrydende musik, og så har han tilmed danske rødder. Han har spillet mere end 20 koncerter på dansk jord, og i aften gjorde han det endnu engang.

Den 71-årige legende kom springende ind på scenen med bar’ mave, ekstreme moves og et blik så intenst, at man kunne fornemme det på de bagerste rækker, alt imens han fremførte The Stooges klassikeren “I Wanna Be Your Dog”. Her blev standarden sat. Netop med bandet The Stooges lærte vi Iggy Pop at kende. Bandet blev særligt kendt for Iggy Pops grænseløse optrædener, der både indeholdte peanutbutter på bar’ overkrop og knust glas mod kroppen. Det grænseløse oplevede vi også hos Iggy Pop i aften, som brød grænser ved blandt andet at bruge sine underbukser om opbevaring for forskellige rekvisitter. Under ”T.V. Eye” proppede han et nittebælte ned i bukserne, svang underlivet frem og tilbage og viftede med langefingeren rettet direkte mod publikum. Nogen vil kalde det galskab, andre vil kalde det genialitet.

Iggy Pop gav alt og publikum gav intet.

Aftens største skuffelse kom ikke fra den ikoniske herre selv – tværtimod! Iggy Pop var indbegrebet af entertainment med en fandenivoldsk tilgang, der kunne få selv den hårdeste metalmusiker til at blegne, og han formåede at levere et spektakulært show ved hjælp af intet andet end sin egen fanatiske karisma og enorme talent. Publikums engagement var skuffende og på fuld højde med antallet af skyer på den odenseanske himmel – altså ikke-eksisterende. Hvilket blot blev bekræftet, da en stor del af publikum valgte at forlade området allerede, inden koncerten var slut.

Iggy Pop er indbegrebet af ægthed

Iggy Pop er blevet udnævnt som punkrockens grundlægger, og på scenen i aften stod det klart hvorfor. Med sublime numre som ”Gimme Danger” og ”Skull Ring” demonstrerede Iggy Pop sin stadigvæk stærke, overbevisende og rå vokal samtidig med, hans band skabte de perfekte rammer for, at han kunne levere på højeste niveau med en ægthed som sjældent ses.

”I’m a wild one” synger Iggy Pop på hittet “Wild Child”, og aldrig har der været så meget sandhed i en sætning. Langs scenekanten for han frem og tilbage og så sit snit til at dele mikrofonen med en fan blandt publikum, som straks greb muligheden for at dele et øjeblik med legenden. “Wild Child” blev den sidste sang, inden bandet forlod scenen for en kort stund, hvorefter Iggy Pop atter kom brasende ind på scenen. “SKÅL MOTHERFUCKERS,” råbte han inden aftens helt store afslutning, som blev ”Reel Cool Time”, hvilket står som den perfekte titel på aftenens performance fra Iggy Pop.

Iggy Pop lever ikke af musikken, men for musikken.

Iggy Pop, Tinderbox, TB18, Blå Scene
Foto: Lasse Lagoni

Se Lasses flotte billeder HER 

Se også

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...
spot_img

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her