Endnu en gang var det tid til veteraner på scenen. Helloweens indflydelse på heavy metal er noget nær indiskutabelt, og med deres koncert på Copenhell håbede jeg, at kunne få noget mere tysker-heavy af den helt gamle skole.
Ulig vores anden anmelder på Copenhell, så mente jeg, at Kreator spillede en fin koncert. Bevares, den var ikke prangende, men jeg fik da skrålet med på en hel del. Det er så også det rare ved at kunne lægge anmelderhatten fra sig, og føres bort af noget musik, der har en særlig plads i ens hjerte. I samme stil havde jeg ikke de store forventninger til Helloween. Jeg tænkte, at det var et band med deres bedste år bag sig, og nu skulle vi bare op og se giraffen.
Det var dog ikke tilfældet. Et ganske veloplagt band var mødt op på Helviti, hvor de leverede alle de herlige numre, man kunne ønske sig. Der var både smil og andre glade miner hos publikum og band. Der blev også sunget med i stor stil fra det publikum, der stod omkring mig ved lydtårnet. Det gjorde også min lyd en smule udsat for vinden, som har været et ganske stort problem på årets Copenhell. Særligt Helviti har været en blandet fornøjelse, for med det nuværende setup kan man ikke bare lave en standard, der lyder godt ved scenekant og lidt længere bagved. Den var dog ikke til alvorlig gene for mit vedkommende, da man godt kunne forstå, hvad der skulle være.
Det er altid lidt ærgerligt at skulle udfylde huller i lydbilledet, men det har bare vist sig at være en nødvendighed for årets Copenhell, hvor alle koncerter har været plaget af det, medmindre man har befundet sig inden for fem meter af højtalerne.
Nok om vind, mere om musik
Helloween er i fuld sving med deres Pumpkins United-turné, hvor Michael Kiske og Kai Hansen er vendt tilbage til folden. Det virkede faktisk overraskende godt, og de to (nogle gange tre) sangere sørgede for en god afveksling i lyden, så det aldrig blev monotont. Der blev også leveret nogle imponerende harmonier af Andi Deris og Kiske, hvor man kun kan have respekt for det solide håndværk, der blev udvist. Der var desværre skønhedsfejl, og det nåede aldrig helt op over en arbejdsmandsindsats fra et band, der har haft deres storhedstid.
Mens “How Many Tears” blev leveret med overhøjde og udstråling fra bandet, så formåede “Eagle Fly Free” ikke at svæve for alvor. Den blev et sammensurium af et band, der ikke helt ramte hinanden, og vokalen kom derfor til at virke eftermonteret, i stedet for at fungere som en organisk del.
Flot sceneshow, hvor ilden var savnet
Bagskærmen kørte en række nydelige videosekvenser, hvor man med passende intervaller fik integreret livebilleder, så alle de mange græskar ikke stod alene. Det fungerede glimrende. Man savnede dog noget ild. Helloween er ikke ligefrem Rammstein, men det var tydeligt at showet ikke fik lov til at folde sig helt ud, og det må være en skuffet pyrotekniker, som har fået at vide at han bare kunne gemme det til en anden gang.
Helloween formåede stadig at lave en god koncert. og særligt lukkeren “I Want Out” havde kraft og nærvær i rå mængder. Helhedsindtrykket er dog stadig skæmmet en smule af de mange kritikpunkter, der har plaget Copenhell, og man står tilbage med en lidt bitter eftersmag, som man godt kunne have været foruden.
