Fire mand kommer ind på scenen i sorte jakker. Det ligner den slags folk, som du kunne løbe på i supermarkedskøen en tirsdag eftermiddag. Kun det faktum at de står på Hades på Copenhell afslører, at der er noget stort og mørkt i vente.
Auðn er en del af den nye bølge af islandsk musik, der er svømmet ind over Danmark i de senere år. Atmosfærisk black hedder det, og det er en åbenbaring at opleve hvordan man kan kombinere så mange genrer uden at det bliver et miskmask af støj.
Det er ikke rendyrket black metal, men derimod en oplevelse i intensitet. Der er nærvær og sjæl over alt i lydbilledet. Man skal kunne mærke bassen dunke i brystet, mens trommerne skifter fra lette, simple rytmer til ondsindede passager, der truer med at smadre din hørelse. Samtidig leger guitarerne mellem at spille letfordøjelige melodier og tordnende power chords. Alt dette er med til at bidrage til et samlet hele, der ikke helt kan sammenlignes med så meget andet.
Energien er underspillet
Efter et lille instrumentalt forspil til at byde os ind i deres verden kommer der endnu en sortklædt herre ud i blazer. Han skuler på publikum, som er han på jagt efter et bytte. Man fristes næsten til at sige at han ser sammenbidt ud. Og så går det løs. Musikken tordner mod et publikum, der mest af alt nyder den mørke stemning og charme.
Det er ikke en eksplosion, men derimod en konstant kamp man kan føle i Auðns musik. Det brager aldrig helt igennem.
Jeg forventede næsten at solen ville formørkes i Auðns skygge. Så mørkt et udtryk klokken 13.15-ish og så kunne bære det hele vejen. Det her var alt hvad jeg havde forventet mig af de islandske mørkemænd.
Det var dog ikke fejlfrit
Undervejs blev der leget lidt vel rigeligt med lyden, hvorved guitarerne druknede fra tid til anden i et ellers udmærket lydmix. Det er en kamp, når man ikke har en dedikeret førsteguitarist, og her kunne begge guitarer da også lægge både bund og top. Enkelte fejl sneg sig også ind og skæmmer det samlede udtryk en smule. Særligt under “Skuggar” lagde jeg mærke til en række småting under de stille passager, og det må nok fremstå som det svageste led i en ellers glimrende koncert.
Kom igen og slæb mere med
Hvis de islandske bands, der har gæstet Danmark i den seneste tid er et udtryk for det generelle talentniveau, så kan Auðn godt komme tilbage. Og de må gerne tage flere med. Jeg har været begejstret over Sólstafir, Árstiðir og nu Auðn, og hvis der er mere af den slags fra det kolde nord, så kan de bare komme an.
