Dyrskuepladsen i Odense blev på en soltung onsdag aften i juni forvandlet til verdens underligste form for Grøn Koncert, hvor Guns N’ Roses på en og samme tid var fantastiske og forfærdelige.
Mens sommersolens tunge UV-stråler rasede over Dyrskuepladsen i Odense tidligt onsdag aften, blev den store mark fyldt langsomt op med flere og flere mennesker. Da Manic Street Preacher gik af som opvarmningsband nummer to på denne lange dag i rockens tegn, var størstedelen af de 40.000 mennesker på plads. Alle godt bobbet op på fadøl og solstik var familier, vennegrupper og kærestepar valfartet til dette lille stykke land for at opleve et af verdens allerstørste og mest legendariske bands. Men ligesom til en dag på Grøn Koncert, når karavanen kører rundt i landet, var det nærmere otte bands, publikum fik at se. På godt og ondt.
Tre kvarter forsinkede var pistolerne og roserne, men det gjorde ikke, at de lod sig skynde på. Intro-sekvensen på de voldsomt store skærme på den voldsomt store scene, der var smækket op på Dyrskuepladsen, var så trættende og langsommelig, at undertegnedes i forvejen opbrugte tålmodighed allerede dér overvejede at kaste håndklædet i ringen og kalde det en dag – så ville der heller ikke være kø væk fra villavejene, hvor de 40.000 publikummers biler var klemt sammen.
Den lange, lange sekvens, der skulle køre publikum op, var en – noget slidt – kampvogn, der halvfesent spyttede et dansk flag ud af løbet, hvorefter den halvforvirret og lidt halvforkølet pev lidt skud til højre og venstre. Det sidste skud startede en halvunderlig, gyserlignende, futuristisk sekvens, der var næsten lige så langsom i optrækket som den pensionerede tank.
Efter, hvad der føltes som et kvarter, kom bandet endelig på scenen, men nede bagved på pladsen var publikum allerede tabt. Flere blev siddende på græsset, ligesom klapsavlerne og jublen mest blev fremført af de allermest fulde typer. Indskudt skal der lyde et kæmpe skud ud til dem, der allerede en time før koncertstart var så stive, at de slingrede ind imellem menneskemængderne. Men som en ung fynsk knægt sagde til sin kammerat, da han knækkede sig op ad et hegn senere på aftenen: “Hvis ikke du har kastet op til en Guns N’ Roses-koncert, har du så egentlig levet?”
Nå, men Axl Rose var forfærdelig. Hans vokal var ikke-eksisterende, så længe der var musik under hans ord. Den ikoniske lyd er blevet slidt op og kan ikke overdøve bandet, der ellers spillede som en drøm. Mere om det senere. Derudover virkede det som om, den kære Axl har glemt, hvordan man bruger en mikrofon. Når der endelig var hul igennem i det store skrammel, han spankulerede rundt med – og som havde en kæmpe rød vindhætte på, der lignede en klovnenæse – så var mikrofonen alligevel ikke tæt nok på Axls store gab, hvilket gjorde, at lyden forsvandt op i den blå, åbne luft. Måske egner resterne af hans stemme sig bedre til indendørskoncerter?
Alt dét, Axl ikke var, var Slash til gengæld. Den legendariske stjerne er tæt på at være hele verdens første svar, når du beder dem nævne en guitarist. Med sin høje hat, kuglerunde solbriller, lange, krøllede hår og næsepiercing gik han rundt bag Axl og rev i strengende, så englene sang og samtlige underbenklæder på pladsen blev fugtige.
Den godt tre timer lange koncert endte med at være bedst som instrumental, fordi lyden fra bandet stod knivskarpt, og de lange soloer blev ikke kedelige, så længe kameraerne viste Slashs fingre på storskærmen, når han udførte sort magi på sine guitarer. Han imponerede gang på gang på gang og formåede aldrig at blive triviel. Jeg kunne kigge på den mand og hans evner hele dagen og hele natten.
De tre timer kunne dog sagtens være kogt ned til det halve. Sættet var proppet med covernumre, og selvom “Knockin’ On Heavens Door” og “Live And Let Die” kan forsvares, så var der ingen grund til for et band, der har over 30 år og seks studiealbums på bagen, at spille “Black Hole Sun” med Soundgarden eller The Whos “The Seeker” – og så endda som ekstranummer!
En enkelt gang formåede hele Guns N’ Roses at levere. Fjerde nummer på sætlisten var “Welcome To The Jungle”, og det var den eneste gang, hvor det hele spillede, og Axls vokal ikke ødelagde oplevelsen af en sang, som 90 % af publikum kan udenad, om de så blev vækket klokken tre om natten og bedt om at synge den.
Omvendt var Axls stemme katastrofal på aftenens sidste sang, “Paradise City”. De høje toner blev ramt så skævt, at jeg er sikker på, at katte i nærområdet har hvinet højlydt i troen på, at der var et Tindermatch i nærheden. Ærgerligt, at manden ikke er gået på pension endnu. Især fordi bassist Duff McKagan har en forrygende stemme og min optik sagtens kunne afløse den trætte forsanger, hvis manglende niveau kun blev overgået af de enkelte forsøg på pyroteknik, der foregik undervejs. De skud var lige så forkølet som førnævnte kampvogns.
Og sådan gik det til, at et af verdens største rockbands både imponerede og skuffede en onsdag aften i lille Danmarks eventyrby. Det føltes som både at have set D-A-D og Rasmus Seebach på samme tid: Vanvittigt fedt og med dygtige musikere, der kan deres kram og performer derefter – og så den her brægende fætter, der ikke forstår, han burde være stoppet for længst.
