I den kristne kultur betragter man søndag som en helligdag, men der var intet helligt over den 27-årige sangerinde Rita Ora, da hun søndag aften gæstede Store Vega i København. Tværtimod.
For da den engelske sangerinde gik på scenen efter en meningsløs intro på bagskærmen og tonerne til ”Your Song”, blev man med det samme bekræftet i, at Rita Ora ikke er noget udover det sædvanlige. Det faktum bliver også understreget, hvis man ved, hvor lidt divaen har udgivet. Siden hendes debutalbum fra 2012 er det nemlig blevet til intet mindre end nul albums, men et utal af singler og features på andres sange.
Iført en rød badedragt og sorte støvler dansede Rita Ora sig akavet igennem de første 20 minutter med hits som ”I Will Never Let You Down” og ”How We Do (Party)”. Desværre var den akavede dans, det eneste folk så, for at sige, at Rita Ora sang, ville være at lyve.
Hovedpersonen sang for første gang til aftenens koncert, da ”Body on Me” blev spillet – alt imens hun nu stod helt stille på scenen. Det kunne mistænkes, at multitasking ikke er hendes stærkeste side. Selvom nogle musikerne kan være langsomme om at udgive nyt materiale, så burde man alligevel tage hatten af for Rita Ora. Hun har siden udgivelsen af debutalbummet i 2012 været på tre tournéer. Så forstår man alligevel at malke de sidste dråber af aktualitet ud fra så gammelt materiale.
Dobbelt arbejde
Tidligere på dagen optrådte sangerinden til BBC Radio 1’s Big Weekend arrangement i Wales, og set i bagspejlet var det nok ikke den bedste idé. Rita Ora virkede nemlig total uoplagt og træt igennem store dele af koncerten. Om det i virkeligheden var tanken om at skulle optræde med sine nye, dog kedelige sange som ”Summer Love” og ”Soul Survivor”, er sandsynlig. Sidstnævnte er, udover at være kedelig, også den første sang fra Rita Oras nye album, som udkommer senere i år.
På scenen var der en forhøjet scenesektion og en bagskærm, som aftenens hovedperson udnyttede fuldt ud under ”R.I.P”. For første gang virkede det som om, at Rita Ora havde lyst til at være tilstede i aften. Dansen, rekvisitterne og lyset gik op i en højere enhed – man kunne næsten kalde det helligt.
Den nyeste single fra briten er sangen ”Girls”, som er lavet i samarbejde med Charlie XCX, Bebe Rexha og Cardi B. Desværre blev fremførelsen af sangen ødelagt af, at Rita Ora inviterede nogle piger fra publikum på scenen for at danse. Hvis man altså kan kalde det at filme Rita Ora direkte op i ansigtet og tage selfies at danse, så var de verdensmestre.
Wales vigtigere
Selvom Rita Ora har været med på mange sange, har hun alligevel lidt klasse over sig. Aftens sidste nummer ”Anywhere” var nemlig et af hendes egne. Her var det dog for sent for sangerinden at redde de små rester af god koncert, der var tilbage. Den eneste grund til, at publikum svedte så meget til sidst, var ikke Rita Oras fortjeneste. Det var Vegas dårlige indeklima, der fortjente en guldmedalje.
Rita Ora spillede en koncert, der kan betragtes som en af de værste. Lysten til at stå på scenen havde hun glemt i Wales tidligere på dagen, og selvom hun desperat forsøgte at få gang i teenagepigerne, så var løbet allerede kørt fra starten af. Det er ikke længere nok bare at danse til det, man ved virker. Man er nødt til at forny sig.
Ikke at Rita Ora kender til det.