Med det nye album “America” har amerikanske Thirty Seconds to Mars en gang for alle sat en streg under den konstante udvikling af deres musik. En udvikling, vi fik lov til at opleve på egen hånd, da bandet lørdag aften gæstede TAP1 på Amager med deres “The Monolith Tour”.
Da jeg stadig var teenager, tog jeg til en række koncerter med teenageidoler, hvor det var obligatorisk at stå helt oppe foran og svede tran, mens jeg gnubbede mig op ad de mange andre ivrige musikfans. Det er en oplevelse, jeg ikke har haft i mange år, men lørdag aften formåede Thirty Seconds to Mars at hive mig ti år tilbage og helt op foran scenen igen.
For selv om temperaturen udenfor den grå betonhal, der udgør det nye TAP1, ikke længere var lige så høj, som tidligere på dagen, var hallen varmet op til kogepunktet allerede inden den amerikanske trio Thirty Seconds to Mars gjorde sit indtog.
På klokkeslettet begyndte hallen at brumme og rumstere af stum eufori foran den mørklagte scene, inden en hvid stribe lyste op på bagskærmen og rokerede rundt, mens en kappeklædt mand trådte ind og gjorde trommeslager Shannon Leto selskab på scenen.
Normalt består Thirty Seconds to Mars af brødrene Shannon og Jared Leto på hhv. trommer og vokal, mens Tomo Milicevic primært spiller på guitaren i bandet. Dog blev der for et par dage siden udsendt en meddelelse fra bandet, der beskrev, at Milicevic ville tage en pause fra turnéen. Det var derfor et amputeret Thirty Seconds to Mars, der lørdag gæstede København.
Det betød heldigvis ikke det store, for lillebror Jared Leto har en unægtelig kontakt med publikum, der lever for hans tilstedeværelse. Allerede under første nummer, “Up in the air” fra “Love, Lust, Faith and Dreams”-albummet fra 2013, nåede Jared Leto helt ud til scenekanten. Med store armbevægelser og en knivskarp vokal erobrede han publikums hjerter, mens han i løbet af de første minutter med fast toneleje beordrede koncertgængerne til at sætte sig ned og springe op som trold af en æske.
Jared Leto kunne uden problemer fylde scenen ud alene, og der er da heller ingen tvivl om, at den 46-årige frontmand trækker størstedelen af opmærksomheden på scenen. Alligevel kom brormand Shannon ud bag sit trommesæt og fik hilst på publikum helt foran på scenen. Blot for at lige at huske os på, at Thirty Seconds to Mars ikke blot er en enmandshær.
Det er alligevel på grund af Jared Letos karisma og legesyge tilstedeværelse, at han har publikum i sin hule hånd. Og netop gimicks som førnævnte lagde sig som en rød tråd og prægede en stor del af koncerten.
Efter blot tre numre hev Jared Leto de første koncertgængere op på scenen, så de fik lov til at opleve “Search and Destroy” fra 2009-albummet “This is War” på helt tæt hånd. Faktisk fik bestod næsten halvdelen af aftenens setliste af sange fra netop dette album. En fornøjelig overraskelse, der netop kun forstærkede følelsen af at stå til en teenagekoncert i 00’erne igen.
Thirty Seconds to Mars defineres som progressiv rock, der har en tendens til at flirte med de mere elektroniske genrer. Dette er især kommet til syne under for eksempel duetten “Love is Madness” med sangerinden Halsey på det nye album.
Bandet har aldrig opfundet den dybe tallerken med deres samfundskritiske og småaktivistiske tekster. Det er ikke skøn lyrik, men banale ord, der alligevel har nok magt til at sætte spørgsmålstegn ved kapitalisme, krig og den måde, vi lever tilværelsen på. Det er hårde ord, der både splitter og samler sine lyttere, som da også fik lørdagens publikum til at chante både “This Is War” og “Fight Fight Fight”.
Der var en legesyg interaktion mellem Jared Leto og publikum gennem hele koncerten. Det er selvfølgelig en fantastisk del at være vidne til, så man som publikum får lov til at opleve menneskerne bag musikken, men det kan til tider fylde for meget. Ofte blev musikken næsten helt efterladt i baggrunden til fordel for at invitere publikum med på scenen. Her kunne man ikke lade være med at ønske sig derop for at opleve energien og musikken helt tæt på.
Jared Leto tog sig tid til sit publikum mellem sangene. Alligevel var der ikke pauser i intensiteten af bandets optræden. Temperaturen var kun opadgående, og selv da bandets cover af Rihannas “Stay”, som de lavede i 2013 til BBC’s Live Lounge, flød ud gennem højttalerne og kærtegnede vores trommehinder, var det med en stærk vokal og et intenst blik, der fik os til at lytte ordentligt efter og hive os tilbage i vores kroppe.
Coverversionen er et af de mere stille numre fra bandets hånd, hvilket var den dejlig afveksling til de typiske Thirty Seconds to Mars melodier, som ofte kræver langtrukne vokaler og et drys af den hårde rocks growling. Under “Stay” beviste Jared Leto blot, at han ikke kun kan råbe et stadion op med sin stemme, men at han også kan tryllebinde og invitere ind til de mere intime sider af hans vokal.
Setlisten bestod af 14 sange, hvoraf kun fire af disse kom fra det nye album “America”. Det var derfor et velkendt gensyn blandt andet med “The Kill (Bury Me)” fra “A Beautiful Lie” fra 2005 og “Closer to the Edge” fra “This is War” fra 2009.
Alligevel må aftenens højdepunkt nævnes at være under den nye og mere electronica-drevne “Rescue Me” fra “America”-albummet. En sang, der sidst på aftenen tvang publikum til at danse de sidste kræfter ud af hofter og fødder.
Personligt ville jeg have været en mere lykkelig koncertgænger, hvis pauserne mellem sangene havde været færre, og setlisten længere. Men overordnet var koncerten præget af et band, der sagtens kunne bære at være en duet, som underholdte fra første trommeslag til sidste åndedrag.
Det var en energifyldt optræden med en særdeles intuitiv entertainer i front. Vi blev taget i hånden og ført ud af betonhallen til en kraftdemonstration under stjernehimlen. Det var en fornøjelse at være vidne til en koncert, hvor det kan mærkes, at musikerne nyder at stå lige præcis på denne scene og skabe en oplevelse, publikum kan se tilbage på mange år fremad.
Lasse tog nogle fabelagtige billeder af Thirty Seconds to Mars, og dem kan du se lige HER.
