The Script er i øjeblikket aktuelle med albummet ’Freedom Child’. Lørdag d. 3. marts gæstede de et stort set fyldt TAP1 i København.
Det er i år 10 år siden, The Script udgav debutsinglen ’We Cry’. Siden har den irske trio været faste bidragydere til de tider, hvor kærligheden er noget værre baks, og hvor knuste hjerter skal heles med en god omgang popmusik.
Kærlighedsflødefest
Hvis man er laktoseintolerant, kunne det måske godt være lidt stramt at være tilskuer til aftenens koncert. For der var flødefest til folket. Der var ikke skyggen af hornbrille-indie at spore, og forsanger Danny O’Donoghues tekster bevæger sig da også på et niveau, hvor man ikke behøver at kaste sig hovedkulds ud i vilde fortolkninger.
Men helt på Rasmus Seebach-manér formår O’Donoghue at skabe et tekstunivers, der resonerer på tværs af køn og aldersgrupper. Noget så arketypisk som kærlighed – og oftest den ulykkelige af slagsen – skaber nok genklang hos de fleste, der gider at lytte med.
Og når man så kombinerer netop dét tema med omkvæd, der lidt a la Coldplay inkorporerer en masse ooh’er, uuh’er og wooh’er, skal man ikke nødvendigvis være inkarneret The Script-fan for at have skøn aften i trioens selskab.
The Script og de voksne teenagere
Det var lidt en broget forsamling, der var mødt op i TAP1 lørdag aften. Dog syntes flertallet af publikum at høre til i 20’erne. Det vidner formentligt om, at The Script – på trods af en håndfuld succesfulde singler de seneste fem-seks år – vel nok havde deres storhedstid ved deres første to albums.
Jeg har en (fuldstændig udokumenteret i øvrigt) formodning om, at mange af aftenens tilskuere på et tidspunkt har siddet hjerteknust på teenageværelset og skrålet med på ’Breakeven’, fordi Steffen fra 9. havde kysset Laura fra parallelklassen bag cykelskuret. Eller fordi Louise ødelagde hele 2.g, fordi hun slog op til årets første gymnasiefest. Eller noget i den dur.
Der var i hvert fald ingen tvivl om, at det var de ældste hjerte-rimer-på-smerte-hits som ’The Man Who Can’t Be Moved’, ’Breakeven’ og ’For The First Time’, der høstede de største bifald fra publikum og skabte de mest højlydte runder af fællesang.
Hitkataloget kunne ikke redde det hele
Udover de obligatoriske hitsingler blev der selvfølgelig også spillet nogle lidt mindre velkendte numre. Godt halvvejs i settet gik luften en smule af ballonen, og energien faldt lidt blandt publikum.
Den til tider mudrede lyd og det dårlige udsyn i det nye TAP1 gjorde heller ikke betingelserne nemmere. O’Donoghue kæmpede dog ihærdigt for at genskabe den gode stemning, som publikum indledningsvist havde lagt for dagen. Det lykkedes også langt hen ad vejen med fællesdans og fællessang.
Det var uden tvivl de store hits, der hev sejren hjem for The Script lørdag aften. TAP1 blev for en stund omdannet til et kæmpe teenageværelse, hvor hjertesorg og den svære kærlighed blev grundlaget for en ganske habil flødefest.
