Den utrolig talentfulde sanger Alex Vargas, gav trods hård kamp, en fortrøstningsfuld koncert torsdag aften i Royal Arena.
Selvom Københavns nye multiarena er blevet forkortet ned til en lille brøkdel af dens normale størrelse, var det stadigvæk ikke lykkes sangfuglen at melde udsolgt. Men som enhver show-man siger: The show must go on – og det gjorde det.
Klokken 21:00 gik den snart 30-årige sanger på scenen med – ja, sig selv – og sin guitar. Her stod Vargas selv – nærmest nøgen og sang en langsom udgave af ”Slowly”. Guitaren blev stemt, og ”Follow You” fra 2017-albummet Cohere blev spillet næstefter. Vargas var tydeligvis berørt af situationen og bad lynhurtigt om en flaske vand grundet halsen var tør. Om det var fordi der var hash i gulerodskagen backstage vidste Vargas ikke.
De fleste af 6.030 gæster til koncerten lød som nogle, der har fulgt Vargas igennem hele hans korte karriere. Der blev brølt af glæde da aftens ældste sang ”Howl” blev spillet. Efter tre sange blev der stille i et par sekunder før stilheden blev brudt af en skrigende Vargas, der med sit storslået lysshow fik alle fremmødte til at måbe. Skrigende endte ud i sangen ”End Game”, hvor Vargas lå sammenkrøllet som supermand, men uden kræfter.
Bas på katastrofekurs
Efter aftens højdepunkt var slut, gik Vargas hurtigt igennem sangene ”7 Sins”, ”Tidal” og ”Inclosure”, før han omsider kom til noget han, og publikum, så ud til at elske ”Shackled Up”. Desværre blev hittet ødelagt af den rungende bas, som normalvis er en velfungerende ting ved Vargas’ sange.
Bassen ville desværre ingen ende tage, og fortsatte til titelsangen på det seneste album ”Cohere”. Udover den rungende bas ville Vargas også have publikum til at bevise de kunne synge, og det blev bevist – det kunne de ikke. Men det kan Vargas, og det fremviste han ved ”Oh Love, How You Break Me Up”, hvor stemmen overskyggende den altødelæggende bas for første gang.
Selvom bassen var på katastrofekurs, forsvandt den så småt ved “Sweet Abandon”. Her blev der udover sang, også eksperimeret lige lovligt med instrumenterne og det instrumentale lydspor. Det hele koliderede i et lysshow, hvor halvdelen var nødsaget til at dække deres øjne med fare for at få et hvid stråle lige i øjet.
Forløsningen kom til sidst
Hvis nogen nogensinde betvivler, om Royal Arena kan spille højt, så var de ikke tilstede til aftens koncert. Her blev lydstyrken skruet op, så selv Tivoli ville stå med åben mund og polypper og være grøn af misundelse. “Indivisible” blev straffet, og hurtigt glemt og hurtig videre kom man.
“Var der nogle der råbte Solid Ground?” spurgte Vargas forsigtig, og svarede hurtig på sit eget spørgsmål “Så spil den dog forhelvede” – og det gjorde han. Bassens katastrofekurs vendte hurtigt tilbage – og forsatte til “Giving Up The Ghost” hvor Vargas tog en sejrsrunde blandt publikum. Inden dette tog de instrumentale eksperimenter fart og “Wydo” blev spillet.
Aftens sidste nummer blev “Higher Love”, som fik de 6.030 mennesker op af sæderne hvor bassen på katastrofekurs omsider forsvandt, og de instrumentale eksperimenter blev forvandlet til sang. Det hele koliderede i en højere enhed som skabte en forløsning. Men dog en lille af slagsen. Desværre.
Alex Vargas spillede en koncert i Royal Arena, som var noget for sig selv. Det er stensikkert, at Vargas kommer til at erobre musikscenen på et tidspunkt, men nu er ikke tiden. Men den kommer snart. Dog skal Vargas have stor ros for setlisten og lysshowet, som er genialt sat sammen.
