Da jeg var femten og begyndte at udforske nye dele af den musikalske palet, verden havde at tilbyde i 2009, stødte jeg på The Kooks. Mandag aften gæstede de Vega i anledningen af deres 10 års jubilæum som band, hvor godt 2000 mennesker blev budt på en tur tilbage til de spæde teenageår.
Den koncert, The Kooks præsenterede for os mandag aften, var et produkt af en fejring. Den britiske kvartet udgav tidligere i 2017 et “Best of”-album, hvorefter de besluttede sig for at drage på turné. Albummet “Best of… So Far” indeholdt de største sange, de bedste singler og to nye sange for lige at vise, at de stadig kan synge sig ind i vores hjerter her knap et årti efter deres storhedstid.
Derfor var der ingen tvivl om, at de mennesker, der havde købt billet til koncerten, var spændte. Spændte på at se, om The Kooks stadig kunne præstere. Eller om de skulle have holdt sig til kun at smelte pigehjerter i slutningen af nullerne og starten af 10’erne. Denne spænding fik vi forløst på godt og vel tre sekunder.
For da de fire mænd, som The Kooks i dag består af, henslængt gik på scenen brød Vega ud i jubelskrig. Et jubelskrig, jeg sjældent har hørt være så voldsomt. Og med klassikeren “Eddie’s Gun” fra debutalbummet “Inside In/Inside Out” fra 2006 startede The Kooks halvanden times fællessang og dansetrin for fuld skrue.
Den gentagne frase “I tried to love her back, but then I shrunk into my wrap” fra førnævnte sang, gjorde det nemt for alle at huske tilbage debuten. Jeg var i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg ikke var den eneste til stede, der har brugt adskillelige timer på mit teenageværelse til lyden af The Kooks’ debutalbum.
Ved aftenens andet nummer “Sofa Song” fra samme album som åbningsnummeret smed forsanger og energibundt, Luke Pritchard, sin guitar for at kunne danse rundt med sit publikum. Det var lige før, at havet af arme og smartphones dækkede for samtlige bandmedlemmer, havde det ikke været fordi de fire mænd i den grad bevægede sig rundt på scenen til de dansevenlige toner.
Det lyder åndssvagt, men allerede da aftenens fjerde nummer “Ooh La” blev spillet ud gennem højtalerne, kogte Vega. Jubelbrølet fra publikum var øredøvende. Især da Pritchard knappede de øverste tre knapper op i sin skjorte, trådte op på forstærkeren foran sig og inviterede os alle tilbage til en tid, hvor vi alle var mestre i at snige os ind på diskotekerne.
“Stay standing” beordrede Pritchard de dele af publikum, der stadig havde deres numser godt placeret i stolene oppe bagerst i lokalet. Hans ord var lov. På samme måde fik han publikum til at huje med på omkvædet til “Bad Habit” fra 2014-albummet “Listen”. Kun for derefter at synge hele første vers a cappella, så hårene rejste sig i nakken.
Temperaturen lå konsekvent et godt stykke over 40 grader gennem den første lange del af koncerten. Desværre kunne bandet ikke helt holde publikum fanget fra start til slut. Under “Do You Wanna?” fra 2008, sang Pritchard nonchalant “Do you wanna make love to me?” på en sådan måde, at jeg ikke tror, der var et eneste individ til stede, som ville svare nej. Herefter forsøgte bandet at sætte tempoet ned med sange som “See Me Now” og “Sway”, der desværre bare ikke ramte, der hvor de skulle.
Jeg havde ellers håbet på, at pianoversionen af “See Me Now” fra 2014 ville ramme lige der, hvor det gjorde mest ondt på den der rigtig gode måde. I stedet var vi vidne til et halvhjertet – og en anelse påtaget – forsøg på at citere det brev, Luke Pritchard havde skrevet til sin afdøde far. Det kunne have været rigtig godt, fordi sangen har så meget på hjerte, men på en eller anden måde gik den desværre lige hen over hovedet.
Derfra var det svært at hive publikum op igen, selv om trommeslager Alexis Nunez sad med et stort smil under hele “You Don’t Love Me”, smittede det bare aldrig af.
Selv da bandet sluttede aftenens første set af med “Junk Of The Heart (Happy)” og proklameringen, at selv om vi er ret hipster-seje i København, så er der ikke noget så skønt som at synge en sang sammen, så nåede vi bare aldrig op på samme energiniveau som først på aftenen.
Ekstranumrene “Seaside”, “Around Town” og “Naive” bandt en perfekt – omend lidt slap – knude på mandagens koncert.
Det var lidt som om publikum havde brugt deres resterende energi på at juble bandet frem igen til ekstranumrene. Og som om Luke Pritchard, Hugh Harris på guitar, Peter Denton på bas og førnævnte Alexis Nunez på trommer havde brugt deres sidste åndedrag på “Around Town”.
Fremførelsen af det allersidste nummer, “Naive”, var i hvert fald ikke noget at skrive hjem om. Selv om jeg selvfølgelig sendte et par videoer til mine barndomsveninder som et bevis på, at jeg havde været til stede. Og havde nydt at se mine teenageidoler leve op til de forventninger, jeg påklistrede deres plakater for adskillelige år siden.
Koncerten bar præg af at vi havde at gøre med nogle dygtige musikere, som har spillet adskillelige koncert i hinandens selskab. Mellem sangene havde vi kun få sekunder til at tage en tår af vores øl, før næste sang blev sat igang. Det hele var stramt timet, hvilket egentligt fungerede godt. Havde vi haft længere taler end “Thank for coming to our gig tonight” eller “I love you all”, havde det været svært at vedligeholde energien.
Vi fik serveret 22 sange, hvoraf hele 17 har været singler. På papiret blev vi lovet en hitparade. I realiteten fik vi en eksplosion af glæde. Glæde ved musikken, glæde ved at optræde og glæde ved at være.
Heldigvis – fortalte Luke Pritchard – har bandet lige lagt sidste hånd på deres femte studiealbum og er allerede ved at planlægge endnu en turné. En turné, som meget gerne måtte bringe dem forbi Danmark endnu engang. For jeg er slet slet slet ikke færdig med at slentre gennem tankestrømme tilbage til mit teenageværelse.
