Sved, røg og en stopfyldt Grå Hal. Det lyder som opskriften på en rimelig fed aften. Særligt når den bruges i selskab med en af de mest hyldede nutidige musikere. Stone Sour er kommet til byen og det skal fejres.
Corey Taylor slog igennem for en del år siden med et lille metalband, der hedder Slipknot. Han er blevet hyldet som redningen for rytmisk musik, er blevet svinet til som en “sell-out” og nu er han vel et eller andet ind imellem de to ekstremer.
Stone Sour har efterhånden også en del år på bagen, og selvom de ikke har figureret kraftigt på min musikliste i de seneste par år, så var det alligevel med en vis forventning om at få blæst håret bagover, og få motioneret nakkemusklerne.
Her blev jeg ikke skuffet.
Med et af de skarpeste sceneshows, der længe er set i Danmark, leverede de varen. Jeg er en smule forfalden til en god optræden og man kan ikke beskylde Stone Sour for at være kedelige, stillestående eller energiforladte. Tværtimod er der alvorligt smæk på, og det redder et samlet udtryk, som ikke får mig helt op at ringe.
Corey Taylor stjæler rampelyset, når han kommer på scenen. En naturlig showmand med en utrolig evne til at få en udsolgt koncert på et af de større spillesteder i Danmark, til at fremstå som en intimkoncert og en ordentlig basker af en fest, på en og samme tid. Det afkræver respekt.
Skidt spillet bluesrock
Så gode var The Pretty Reckless overhovedet ikke. Med den tidligere barnestjerne Taylor Momsen i front leverede de en tynd omgang blueset rock. Mit store problem ved denne type musik er, at det lyder som lidt hårdere country musik, og jeg er ikke fan af country. Jeg elsker blues, men det skal være velspillet. Det lyder så simpelt at spille tre akkorder, men det er det virkelig ikke. For at få noget fornuftigt ud af det, skal man have et samspil, og man skal begejstres af simpliciteten. Det formåede The Pretty Reckless ikke.
Med en vokal, som ikke besidder tilstrækkelig bund til at spille et tomands-telt op, så var det en af de største skuffelser, jeg kommer til at opleve i år, og jeg vil, med glæde, lade være med at se dem igen.
Frem med fyrværkeriet og konfettien!
Jeg var så småt ved at frygte for aftenens forløb med den sløje opvarmer. Det skulle vise sig at være unødvendigt. Med en ordentlig omgang ‘Taipei Person/Allah Tea’ var festen startet med et brag. Gnisterne fra fontænerne på scenen gjorde det endnu varmere blandt publikum, og det føltes pludselig som en dejlig sommeraften med rock i ørerne og godt selskab.
Resten af koncerten var ikke helt så skarp som starten. Der er gode numre på den nye Hydrograd, som også er undskyldningen for at Stone Sour er på turné. Om den kan holde hele vejen, finder vi først ud af om noget tid, men hvor ‘Song #3’ og ‘Knievel Has Landed’ ikke rammer mig som det bedste, der er kommet ud af bandet, så må ‘Rose Red Violent Blue’ siges at være i en klasse for sig. At den så stadig overgås af et af de sprødeste numre på samme plade, der også blev brugt som lukkenummer, er et løft på hatten herfra. ‘Fabuless’ med sit insisterende tempo og åndssvagt catchy omkvæd er det fedeste nummer på Hydrograd og den perfekte måde at lukke en koncert på.
‘You can’t get home from here’
Troen på det nye album er til stede, og det er vel centralt i en turné, hvor det er denne udgivelse, der danner rammen. Enkelte gange stod jeg dog og faldt lidt hen. Visse af solostykkerne blev simpelthen for intetsigende. Når det ikke bliver holdt oppe af en af de bedste frontfigurer i rockens verden, så er Stone Sour tanden for forudsigeligt. Det var stadig en oplevelse, og en klart godkendt indsats, men samtidig kom koncerten heller aldrig helt op at ringe.
Det er med forventningen om, at dette ikke er det ypperste Stone Sour er i stand til at præstere. Derfor må der også efterlades noget plads på karakterskalaen til forbedring. En anden gang kan de måske levere det fulde potentiale, men de skal være så evigt velkomne en anden gang.
