Der var noget poetisk over at slentre forbi Kronborg og Holger Danske mens Øresunds hviskende bølger pressede vinden mod vores kroppe, kun for at lede os indenfor i den store hal, der er Kulturværftet, for at få blæst vores trommehinder ind af den altid chokerende Marilyn Manson.
De sidste par år har chok-rockeren Marilyn Manson besøgt Danmark med jævne mellemrum. Han har spillet på metalfestivalen Copenhell og har givet et par koncerter, hvor det kun var hans eget navn på plakaten. Fælles for de fleste tidligere koncerter har været, at anmeldelserne har været godt lunkne. Der har ikke været meget at komme efter. Flere kiggede derfor mod 90’erne og 00’erne for at mindes den storhedstid, som Manson har haft.
Det var derfor med blandede fornemmelser, at vi drog mod Kulturværftet i Helsingør onsdag aften for at opleve selveste Marilyn Manson. For hele Poplish-holdet var det en jomfrutur, så vi udvekslede skrækhistorier fra tidligere koncerter i bilen. Måske var det derfor, sommerfuglene var dét større og flagrede markant kraftigere, end de normalt gør, når vi tager til koncert.
Du kunne da også næsten skære gennem spændingen i salen i den gamle hal. Koncerten havde været udsolgt i lang tid, og folk var også ankommet til koncerten i god tid. Da der var over en halv time til koncerten, stod publikum som sild i en tønde i den aflange hal.
En hal som desuden var blev lydisoleret til UG. Eftersom bygningen primært består af betonvægge og metaltrapper kunne det værste mareridt fra onsdagens koncert snildt have været på grund af lyden, men nej. De første par sange var en anelse skrantende, men derefter gik det præcis, som det skulle.
Efter ti minutters forsinkelse kunne vi høre skriget fra bandet Marilyn Mansons karismatiske forsanger af samme navn. En tromme startede med at diktere vores hjerterytme, og så faldt tæppet, der adskilte scenen fra publikum, ned. Først var det utydeligt at se, hvad der foregik på grund af røg og lys, men efter knap et halvt minut med musik og de første linjer af åbningsnumret “Revelation #12” fra Mansons nyeste album “Heaven Upside Down”, kom den 48-årige sanger til syne.
Siddende i en kørestol, han havde fået bygget om til at ligne en trone, kunne kan med hjælp fra denne bevæge sig en smule rundt på scenen. Kørestolen var et perfekt bevis på, hvor proaktiv og genial Manson normalt er på en scene.
Bandet har været noget så meget igennem på denne turné allerede. Først brække Manson sin ankel, da han hoppede ned til publikum under en koncert, så faldt scenografien ned over ham, hvilket brækkede hans skinneben, så han blev nødsadiget til at aflyse flere koncerter i oktober. Dernæst forlod Twiggy Ramirez, Mansons tro bassist og guitarist, bandet midt i turnéen på grund af anklager om voldtægt. Så det var tydeligt at se, at det var en hærget Marilyn Manson, som onsdag spillede i Helsingør.
Heldigvis ikke så hærget, at det gjorde noget negativt ved hans optræden.
Allerede under første nummer viste Marilyn Manson, at han fikset kørestolen på en sådan måde, at han både kunne stå op og sidde ned, mens han var spændt fast til den. Og allerede efter tre numre forlod han kørestolen bag sig.
To roadier klædt som sygeplejersker kom på scenen for at hjælpe Manson med at skifte kostumer og køre rekvisitter frem og tilbage på scenen. Det var en genistreg fra musikerens side. For når du ikke selv kan bevæge dig rundt på scenen, får du scenen til at bevæge sig rundt om dig.
Desværre skete hvert eneste scene-, rekvisit- eller tøjskift i buldrende mørke med en basgang liggende under, så vi ikke stod stille. Det betød bare, at publikum nåede at komme helt op i det blodrøde felt for derefter at lade pulsen falde til hvile igen.
Heldigvis viste Marilyn Manson – når musikken spillede – at han er tilbage. Det roste album “Heaven Upside Down”, der også har lagt navn til den nuværende turné, viser hvordan den makabre lyrik er lige præcis, så frygtelig og indbydende, som den bør være.
Selv om det var en meget stillestående koncert, hvor Manson ikke kunne bevæge sig rundt og interagere med sit publikum og sine bandmedlemmer, som han plejer, sørgede sangeren for at give os en god oplevelse alligevel.
Hans kraft til at slå igennem lydmuren og ramme lige i hjertet var onsdag aften intakt, selv om højre ben var pakket ind i en skinne. Selvfølgelig hæmmede det musikeren, men ikke så meget som det kunne have gjort. Genialiteten i at bygge hele sceneshowet rundt om sin skade var et perfekt indspark i en mindeværdig koncert.
Koncerten føltes overstået, før den overhovedet var begyndt. Både fordi setlisten var komprimeret til det bedste af det bedste – herunder “Tourniquet”, “This Is The New Shit” og “mOBSCENE” fra de gamle dage, og også fordi publikum virkelig fik en god oplevelse. Sceneshow, musik og rammer nåede at gå op i en højere enhed, hvor Marilyn Manson stod som en frygtindgydende prædiker i den ene ende af hallen.
Det var en af de bedre jomfruoplevelser, vi har haft, omend der gerne måtte have været mere blod og mere gys. Men det var godt. Det var fint, og vi har på fornemmelsen, at Marilyn Manson langsomt men sikkert er på vej tilbage.
