Lørdag aften spillede Pvris op til fest i Pumpehuset, og var man kommet for den gode live oplevelse måtte man desværre komme forgæves. Trods bandets popularitet i det amerikanske hjemland var fremmødet sløjt. Kombineret med kun et enkelt opvarmnings band, og en tidlig start, var aftenen slut næsten før den kom igang. Heldigvis.
Jeg ankommer til pumpehuset, hvad jeg tror er god tid. Dørene åbnede kl. 18:00, og klokken 19:30 går jeg ind i salen lige som Pvris går på med “Heaven” som åbner deres helt nye album All We Know Of Heaven, All We Need Of Hell. Jeg er bekendt med at bandets målgruppe nok er tættere på teenageårene end jeg selv, men det er dog det tidligste jeg har oplevet et hovednavn gå på, på en lørdag aften endda. Da jeg kigger mig omkring i salen, og ser den ikke engang er halvt fyldt, tænker jeg at jeg ikke er alene om disse tanker. Det vil vise sig at være forkert. Salen forbliver halvt tom, og det er måske godt det samme.
Den dårlige koncertoplevelse
Scenen står hen i komplet mørke, kun brudt af koldt hvide spotlights, som kun sjældent bliver afløst af lidt blåt eller rødt lys. Det skaber en flot, distanceret vibe fra scenen, som om bandet vil skabe en stemningen af, hvis ikke noget intimt, så i hvert fald noget smukt. Det er en skam at Pvris ikke er i stand til at leve op til den stemning, deres scenelys forsøger at skabe.
Hvis en pop koncert handler om indfrielsen af løfterne i sangene, om at undslippe sin kedelige og kaotiske hverdag for en stund, så er Pvris’ optræden i Pumpehuset det modsatte af pop. Sløset lyd mix og utydelig vokal bliver kun overgjort af bandets manglende engagement. Alle stirrer for det mest på deres hænder, med undtagelse af forsanger Lynn Gunn, som gør sit bedste for at komme igennem bandets, på plade, ellers glimrende repertoire af elektro pop.
Desværre lader det til at Lynn har seriøse problemer med sin monitor lyd. Den ellers på pladen så selvsikre vokal, er her fuldstændig forsvundet, og erstattet af en skinger, upoleret og uforståelig en af slagsen. De mange forsøg på at få publikum til at bære vokalen i omkvædene ville måske have haft succes hvis salen havde været fyldt, men det er desværre langt fra tilfældet i aften.
