Det amerikanske punkband Rise Against besøgte Store Vega søndag aften og satte gang i publikum. Det var en professionel omgang stadion-punk, der blev leveret, komplet med takketaler og kontakt til publikum. Selvom lyden ikke var i top, så var energien det, og er det ikke det vigtigste til en punk-koncert?
Selvom Vega meddelte, at koncerten næsten var udsolgt, så var salen ikke fuld. Det kunne dog tilgives for at overse at dømme ud fra publikumsstemningen, som i den grad var i top. Selv med to opvarmningsband og et hovednavn, der først gik på lidt i ti en søndag aften, var salen sitrende med energi.
Fællessang og fælles dans
Bandet går på scenen til tonerne af “Chamber The Cartridge” fra 2006’s The Sufferer & The Witness, mens forsanger Tim McIlrath står helt ude på scenekanten og leder publikum i en messende råben “RISE”. Det er ikke originalt, men det virker for publikum er tændte. Allerede da de kaster sig ind i andet nummer, “Give It All” fra 2004’s Siren Song of The Counter Culture, er publikums fællessang så højlydt at de næsten overdøver lyden fra scenen.
Rise Against er et punkband i sin kerne, men hvor den ene fod er i punkrocken, er den anden i stadionrocken. Dette mærkes i aften på sangen som “The Violence” og “Re-Education (Through Labor)”, som minder mest om en punkrock-udgave af Placebo. Sangene er fine, og teksterne har indhold, men den samlede pakke er en anelse tandløs og bliver desværre også leveret sådan.
Punk går akustisk
Rise Against er et punkband af den gamle skole, hvor lyrikken handlede om noget, og de fleste af bandets sange handler om krig, politik eller ulighed på den ene eller anden måde. Dette når sin højde i den akustiske del af aftenens sæt, som afsluttes med sangen “Hero of War” fra 2008’s Appeal To Reason, som er en intens beretning om krig fortalt fra en amerikansk soldats perspektiv. Der er en vis ironi at finde i tekstens indhold, og publikums indfølte fællessang, samt antallet af lightere og mobiltelefoner hævet over hoveder.
Sceneshow, lyd eller energi
Hvad er så det vigtigste? Søndag aften så vi et Rise Against som tydeligvis har spillet mange koncerter. De ved, hvad det handler om, de ved, hvordan man får folk med, og de kender deres publikum. Men de problemer, der var med lyden, er ikke til at overse og kan ikke gøres op for ved energi og professionalisme alene.
Der blev justeret på volumen flere gange, og især i forbindelse med den akustiske del af sættet var der ting at bemærke. Det var nemlig kun her, samt i få andre stille dele, at man kunne høre, hvad McIlrath faktisk sang, og det holder ikke med et band, der har så meget at sige som Rise Against.
