Atlanta-rapperen Futures koncert i Valby Hallen torsdag aften var både overgearet og undervældende. Han ville give os alt, og vi fik derfor kun det halve
Future er en af nyere tids vigtigste rappere. Med sine halvt-sungne-og-halvt-rappede autotunede oder til hårde stoffer, hjertekvaler og gadeliv har han revolutioneret hiphoppens sprog og lyd. Hans sange udvisker grænserne mellem, ja, netop sang og rap, hjertesmerte, gadeliv, ostopmusik og moshpits. Bangers og ballader står side om side, fælles om smerten og glæden. Hele hans betydelige katalog er en variation over de samme temaer, en historie der hverken har en start, midte eller slutning. Musikken er skabt til at fordybe og nedsænke sig i, fremfor at blive indtaget og analyseret fra ende til anden.
Ingen af de her ting ville du dog finde ud af, hvis du var til stede til Futures koncert i Valby Hallen torsdag aften. Her sad Future fast i højeste gear, i en slags medley-mode, der handlede at levere en absolut fest og intet andet. Det gav lidt samme oplevelser, som jeg forestiller mig, det giver at spise en skål ren glasur: Lækkert de første par bidder, og derefter mest en byrde at komme igennem.
I løbet af den lille time, han stod på scenen, nåede han at spille 28 sange. Eller, omtrent en god håndfuld af dem blev spillet i deres fulde længde, mens resten blev slagtet og kastet ud som lunser i form af hype-inducerende omkvæd for at blive glemt igen. Metoden synes lånt fra EDM-verdenen, der med deres drops også forsøger at holde publikum på tæerne, men hiphop og EDM er ikke ens. Hvor EDM-kunstnerne kan holde gryden i kog mellem dropsne, så stopper musikken til en hiphopkoncert. Det er lidt ligesom at streame Netflix fra toppen af Mount Everest eller være til en af de der ungdomsfester, hvor der blev skiftet sang én gang i minuttet. Hakkende.
God energi
Undervejs fremførte Future enkelte perler fra bagkataloget i deres fulde længde, og det var her, koncerten levede bedst. Vi fik blandt andet et glædeligt gensyn med “Karate Chop”, og et absolut højdepunkt i den sleske og underspillede “Thought It Was A Drought”.
Future selv virkede veloplagt og glad, som han indtog scenen til den legesyge og sære “Draco”, for så at fortsætte over i ligeledes stærke skæringer som “Rent Money” og “Supper Trapper”. Faktisk lod han til selv at have det sjovt under koncerten, særligt når han dansede med sine fire back-up-dansere eller overlod særlige saftige linjer til publikum.
“I ain’t got no manner for no sluts / Imma put my thumb in her…”
“BUTT!”
Mindre er mere
Men, altså. Alverdens energi kunne ikke redde et koncept og en koncert, der på en og samme tid var overgearet og undervældende. Der var intet narrativ, intet build-up og alt for få øjeblikke at dvæle ved. Naturligvis havde store dele af publikum en fest, men unge, halvfulde drenge vil altså også bare gå amok til hvadsomhelst.
Future er en fantastisk studiekunstner. Han har siden udgivet 2010 udgivet mere musik, end mange kunstnere kommer til i hele deres karriere, og han har aldrig lavet noget, der er decideret dårligt. Hvor de flest andre musikere helst vil springe fra kreativ top til kreativ top, befinder Future sig nærmere på et slags plateau. Altid ivrigt producerende, aldrig dårlig, og ofte fremragende. Flid og produktivitet har tjent ham godt, nærmest lige så godt som hans talent som rapper og sangskriver. Men alligevel bør han som koncertmusiker huske: Sometimes less is more.
