Aftens koncert med Mew var på alle måder dét, en koncert skal være. Den havde gennemsnitlig lyd, rammerne var perfekte, og stemningen var på sit højeste. Men hvor var nærværet?
Fredag aften kunne blive brugt på så mange ting. Man kunne se Britt Bendixen i TV2-programmet Vild Med Dans fortælle folk, at de ikke er begavede, gå i byen og indtage alkoholiske drikkevarer, eller tage i Vega for at se Hellerup-bandet Mew. Sidstenævnte beskæftigede jeg mig med fredag aften. Men før jeg kommer alt for godt i gang, skal opvarmningskunstneren, Lydmor, nævnes.
Bag Lydmor er Jenny Rossander, og aftens opvarmning bestod hovedsageligt af elektroniske beats i en groovy stil og bevægelser, der var tæt på dramaturgiens Commedia dell’arte. Samtidig var hendes tekster orginale og befandt sig på en grænse mellem sang og spoken word. En spændende, men fed opvarmningskunster.
Mew er blandt andet kendt for deres visuelle udtryk på scenen, og i aftes var ingen undtagelse. I pausen mellem Lydmor og Mew kæmpede teknikkere med at få lamperne til at lyse det rigtige sted, og projektøren til at lyse med den rigtige lysstyrke på det draperende bagtæppe. Til sidst blev alt ført i orden, og klokken 21:00 blev lyset dæmpet.
Et bedre sted
Hvis Mew havde en pistol, så skød de med skarpt fra start. Under sangen “In A Better Place” skiftede motivet på bagtæppet mellem dansende mennesker med hoveder, som lignede et blandingsprodukt af en myre og en fugl, og motivet fra deres nyeste album Visuals. På scenen iført en sort trøje, sorte bukser og sneakers fremstod Jonas Bjerre og resten af bandet selvsikre fra start, og der gik ikke længe, før der kom jubelskrig fra fansene.
Mens rytmerne til “Speciel” og megahittet “The Zookeepers Boy” fra albummet Eggs Are Funny fik publikum til at skrige, så virkede drengene utrolig glade for at være i Vega. Smilet fra deres læber kunne i hvert fald ses på bagerste række.
Et taknemmeligt tak blev der også sagt, men hurtigt videre var de. Fra deres nyeste album Visuals blev “The Wake Of Your Life” spillet, og aldrig har jeg set så mange voksne mennesker trække på smilebåndet på samme tid. Man kunne se endorfinerne blive sluppet løs blandt de 1550 mennesker, der i aftes befandt sig i Vega.
Rock, effekter og enkelthed
Noget af det, som er fascinerende ved Mew, er deres naturlige måde at blande rock og visuelle effekter sammen på. De formåde at gøre det tidligere på året i Det Kongelige Teater, og i aftes var naturligvis ingen undtagelse. Med sangen “Water Slides” skete der magiske ting på scenen, og hele bandet gik nærmest i ét med scenen, og det føltes helt naturligt at lytte og se på.
Udover ordet ‘tak’, blev der ikke sagt noget halvvejs inde i koncerten. Man kunne muligvis savne mere nærvær fra scenen blandt det stående publikum, men måske er det bare en Mew-ting. Det er svært at afgøre. Jonas Bjerre stod som en standhaftig tinsoldat hele vejen igennem, mens resten af bandet slow-danset med deres instrumenter. Alligevel formåede Jonas Bjerre at vippe med foden flere gange, mens enkelte arme blandt publikum blev kastet opad i takt med tonerne til “Apocalypso” og “Savious Of Jazz Ballet (Fear Me, December)”.
Før de obligatoriske ekstranumre, skulle drengene have en velfortjent pause efter “Carry Me To Saftey”. Efter kort tid, hvor der blev trampet i gulvet og hujet som til en Justin Bieber-koncert, kom de tilbage på scenen. Her fortalte Jonas Bjerre, hvor glade de var for at være tilbage i Danmark. Det nævner han, fordi Mew er netop hjemvendt efter at have spillet koncerter i blandt andet Hong Kong, Sydney og Nuuk.
Fællessang på højt plan
Med pastelfarver i baggrunden fremførte Mew “Nothingness and No Regrets” stilfuldt og selvsikkert. Men det var som om de kørte i ring, og baggrundstæppets ellers pæne visuelle effekter blev mindre interssant mens koncerten forløb sig.
Under sangen “156” inviterede Mew til fællessang af den store pulje, og her var det tydeligt, at det var ikke hvem som helst som gæstede aftens koncert. Det var ikke bare fans – det var dedikerede fans. Der bliver sunget så højt, at gulvet skælvede. Det var en fornøjelse at være vidne til.
Afslutningsvis sluttede Mew aftens koncert af på den smukkeste måde med sangen “Comforting Sounds”. Sangen fik til stor overraskelse kvinden ved siden af mig til at græde, hvilket skabte en tankestrøm i mig. Hun fik mig til at tænke over det, Mew kan og gør til sådan en koncert i dag. De melder alt udsolgt i Vega, og formår alligevel at spille for flere tusinde mennesker rundt omkring i verdenen. Det er som om, Danmark ikke er helt klar til Mew endnu, trods de blev dannet i 1995, men én ting var sikkert. Vega var klar til Mew i aftes.
Jeg kan jo ikke gå til koncert uden en fotograf, og i aftes tog jeg Bo Källberg med mig. Han tog nogle rimelig seje billeder af Mew, og dem kan du se lige HER.
