Communions var knap kommet hjem fra en festivalkoncert i Japan, før de torsdag aften landede i Pumpehuset i København. Selv med al deres potentiale blev det desværre en koncert, hvor musikken bare ikke helt lød, som den burde.
“Det var interessant…” overhørte jeg en ung kvinde konstatere overfor sin veninde, da Communions var gået af scenen i Pumpehuset torsdag aften.
“Ja, meget interessant – men godt,” istemte veninden.
Og det er vel den bedste måde, hvorpå man kan beskrive den koncert, vi var vidne til, da fire unge københavnske gutter fra Communions stod på scenen.
Det startede ellers ret godt. Efter opvarmningsbandet Modest havde vist os, at der stadig er håb for landets nye rockspirer, gik de fire bandmedlemmer ind på scenen og indtog helt upåvirkede deres plads. Med den over seks minutter lange “Forget It’s a Dream” fra bandets anden EP viste bandet overskud og musikalsk intelligens indenfor de første få sekunder.
Deres musik har en bismag af The Stone Roses og The Strokes og viser i den grad lige så høj international klasse som de to legendariske bands. Derfor har jeg bange anelse om, at en lydmand fik seriøse høvl efter aftenens koncert.
Forsanger og guitarist Martin Rehof måtte allerede inden første sangs afslutning bede om at få skruet op for sit instrument, hvorefter det lød, som om mikrofonen blev skruet ned i samme bevægelse. Desværre. For den stemme, som den unge sanger kan prale af, emmer af håb, længsel, men den druknede simpelthen i det virvar, lydbilledet torsdag aften endte i.
Om det var fordi bandets yngste medlem Mads Rehof, der er lillebror til forsanger Martin Rehof, godt kunne høre, hvordan tonerne fra forstærkerne langsomt gled ud i hinanden, at han nærmest begyndte at kravle langs panelerne og ud bag scenen, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det hed sig blot, at bassisten Mads Rehof næsten ikke betrådte scenen, men i stedet stod ude i siden og gemte sig, så det kun var kammeraterne på forreste række, der kunne få øje på ham.
Faktisk var det først, da koncerten var overstået, at Mads Rehof trådte ud på scenen og hen mod mikrofonen for at hilse på sine kammerater, der stod og sang med allerforrest. Ellers måtte vi klare os med en mere eller mindre skjult bassist ovre i det ene hjørne.
De tre resterende bandmedlemmer gjorde deres for at holde publikum fast gennem hele koncerten. Mens guitarist Jacob van Deurs Formann fangede vores opmærksom med sin charme og dansetrin, klarede trommeslager Frederik Lind at lægge grundstenene for bandets musik. Dette gjorde han uden at forvrænge en mine eller misse en takt. Også selv om forsanger Martin Rehof måtte ty til at spørge, om nogen havde medbragt en high-hat til koncerten, da trommesættets egen ikke fungerede helt optimalt.
Da introsangen fra deres første fuldlængde-album, “Come On, I’m Waiting”, tordnede mod publikum, så det endelig ud til, at heldet var vendt. Her kunne vi endelig fornemme ordene, der udsprang fra forsangerens mund, men hastigheden i sangen var sat op på en sådan måde, så det virkede til, at bandet forsøgte at skynde sig gennem koncerten, så de kunne komme ud og give lydmanden en lammer.
Men nok skal være nok: Ja, koncerten bar præg af at være et stort teknisk kaos, hvor alt fra instrumenter, pedaler og mikrofoner lige pludselig sagde fra. Alligevel var det en helt udmærket koncert. De fire unge musikere viste, præcis hvorfor de rejser verden rundt for at spille deres vanedannende musik. For vanedannende er det – og det er lige præcis så catchy, at man ikke kan stå stille til en koncert som denne.
Især under de nye sange, som Communions havde taget med i Pumpehuset – heriblandt “Hymn” – bar tydeligt bræg af, hvordan deres lyd hele tiden udvikler sig. Med mindre guitar og mere trommer inviterede bandet os med ind i et nyt kapitel, hvor jeg er sikker på, at vi kommer til at opleve dem til en masse vellykkede koncerter.
For nok består Communions af fire unge mænd, der knap er voksne endnu, men med to EP’er og et album i kataloget allerede på dette tidspunkt, er der en spændende fremtid i vente – hvis bare teknikken ikke driller mere, end den gjorde torsdag aften.
“Undskyld for alle de tekniske fejl, men vi havde en god aften,” proklamerede forsanger Martin Rehof, inden Communions forlod scenen efter deres eneste ekstranummer. Det er en undskyldning, jeg godtager, for jeg har en idé om, at bandet kan brillere, når deres instrumenter ikke dør en efter en. For jo, jeg havde også en god aften, men hvor havde jeg håbet på, det var blevet til mere end bare en god oplevelse.
Thomas fik taget et par billeder af de københavnske musikere, som du kan se lige HER.
