Lørdag aften gik Tori Amos på scenen i DRs Koncerthus til en næsten udsolgt sal. På trods af at hendes femtende album Native Invaders udkom i starten af September, bød sættet kun på to sange derfra, og var i stedet fyldt til randen med hits og publikumsfavoritter fra hele det store bagkatalog.
Det er langt fra første gang at Tori Amos besøger de danske egne, og det var tydeligt at se fra første færd at salen var fyldt med dedikerede fans. Koncerthuset var i denne omgang åbnet op hele vejen rundt, og det blev også bemærket på af Amos som var tydeligt betaget af det specielle spillested. Fra de første toner af “IIEEE” var det også tydeligt at det var et godt match for Amos atmosfæriske klaverpop.
Amos styrke
Scenen meget sparsomt sat op, med blot et flygel og to synthesizere sat op i midten, men da Amos alene var i centrum var denne opsætning kun med til at skabe et klart fokus. Med “Jackie’s Strenght” og “Northern Lad”, begge fra From The Choir Girl Hotel, satte Amos for alvor gang i aftenen, hvor hun sad imellem klaverene og spillede på et på hver sin side, på samme tid. Det var både imponerende at se, og ikke mindst at lytte til, især på “Northern Lad” hvor Amos vokal bevægede sig ubesværet mellem de mellem og de yderst høje toner.
Med femten albums i rygsækken, hvor debuten Little Earthquakes er fra 1992, samt en sætliste der bestod primært af hits, kan man forstå at Amos har spillet disse sange utallige gange før. Derfor er det også forståeligt at de udgaver vi bliver præsenteret for i aften på mange måder er bearbejdede i forhold til hvordan de er på pladen. Dette kommer især til udtryk på “Crucify” fra førnævnte debut, som her spilles i en længere og nærmest virtuos udgave, men selvom det lyder smukt og imponerende, så er det ikke alle ændringer der er lige velfungerende, og man kan ikke bebrejdes for at ville høre en mere albumsnær udgave.
Det Falske Muse Netværk
Halvvejs igennem koncerten byder Amos på et indslag der er fast på denne turné, cover sange. Først får vi Beatles klassikeren “Let It Be”, som omend velspillet ikke helt ramte tonen for resten af sættet, og derfor føltes som et sjældent fejlskud. Det andet og sidste cover nummer var derimod fuldstændig perfekt, omend lige så originalt som det første, Kate Bush klassikeren “Running Up That Hill”, som igen blev spillet på en blanding af synthesizer og klaver, og med Amos kraftige og sikre vokal, blev transformeret fra noget sårbart til noget enormt stærkt.
Hit paraden forsatte herefter med “Winter”, som sin sårbarhed stod i flot kontrast til Amos selvsikkerhed på scenen, som i sig selv var kontrastfyldt, for selvom vokalen og klaverspillet var i verdensklasse, så var den 54-årige Amos sky og stille på scenen og interaktionen med publikum var også primært ført gennem sangene. Men det lod ikke til at gøre publikum noget, der sidst på aftenen havde rejst sig fra siddepladserne og stillet sig foran scenen i hvad der kun kan beskrives som tydelig ekstase.
