Mandag aften, musik og en tur til Amager Bio. Det lyder som en noget spøjs kombination, men på denne ellers lidt triste mandag i starten af efteråret havde Seether lagt turen forbi, og man skal altså ikke kimse af en god, gedigen omgang rock.
Aftenen startede så nydeligt med to opvarmningsbands, først Sons of Texas, der spiller en opdateret udgave af Seether med massiv inspiration fra deres hjemlige kanter. Der blev lagt meget tungt ud, og frontmand Mark Morales, som stod iklædt en Dallas Cowboys-trøje, gjorde en nydelig figur i de første to numre, som jeg ærligt skal indrømme, at jeg har et meget begrænset kendskab til. Herefter var der dog noget af et udfald, for det solide førstehåndsindtryk blev erstattet af en noget besværet vokal på nyeste single ‘Beneath the Riverbed’, som aldeles ikke var et hit på denne aften. Formentlig har der været problemer med monitoren, for fra start til slut blev der intoneret falsk på vokalen, hvilket desværre skæmmede nummeret en hel del. Samtidig virkede den også til at være en lille smule for lys til at Morales kunne nå op på den, så det blev noget af en fuser.
Sons of Texas er som skabt til at være opvarmer for Seether, da deres sound er taget direkte ud af den sydstatsamerikanske rock, som var så enormt populær for lidt over 10 år siden, da Seether havde deres gennembrud på den internationale rockscene. Derfor kunne man undres en smule over at LTNT var hovedopvarmer, da deres syrede, psykedeliske rock virkede lidt for eksperimenterende til et publikum, der ikke var synderligt interesserede i at blive overrasket af et velspillende band, der stilmæssigt lå milevidt fra aftenens hovednavn.
LTNT var som nævnt et godt bekendtskab at gøre sig på denne mandag aften, men her må lige komme lidt galde over et af de valg, der er blevet foretaget hos bandet. Når man sætter sin trommeslager til at synge med på omkvæd, så gør det næsten per definition trommerne en smule kedelige, og det var også tilfældet på denne aften. Bevares, det var vist ikke den faste tøndeslager, som var at finde bag sættet, men det ellers velspillende band blev holdt tilbage på den bekostning, og så er det lidt svært at tilgive, når man faktisk havde set frem til et ordentlig skud rock direkte i årerne.
Og så blev det tid til at fyre op under publikum!
Seether er et band, jeg ikke har beskæftiget mig nævneværdigt med i de seneste 10 års tid, da min egen smag har ledt mig væk fra den amerikanske rock/metalscene, og på trods af at de er fra Sydafrika, så er de stilmæssigt nært beslægtede med en lyd, som Creed var pionerer for i senhalvfemserne og de tidlige 00’ere. Lyden blev videreført af Staind, Three Days Grace og 3 Doors Down (og ja, der er også ugudeligt meget Nirvana i Seethers lyd). Men det var dejligt at få genopfrisket bekendtskabet!
Koncerten startede middelmådigt med ret store problemer med lyden på det ellers solide nummer ‘Stoke the Fire’ fra seneste album, hvor Shaun Morgans stemme slet ikke var til at høre. Da der så var kommet hul igennem på mikrofonen, måtte publikum trækkes med en ‘Gasoline’, der mest af alt var en rungende omgang feedback. På disse to sange stod jeg solidt placeret bag mixerpulten, og det lignede da også mest af alt et håndgemæng mellem de to mænd bag mixerpulten, mens de febrilsk forsøgte at få tilpasset lyden, så den ikke rev trommehinderne i stykker på os alle.
‘My Disaster’ kunne man vælge at sige, men netop dette var aftenens første vellykkede nummer, hvor guitarerne fik frit spil og smadrede derudaf, mens Morgans stemme, der er væsentlig mere fyldig i dag end på de gamle optagelser fra Disclaimer, kom til sin fulde ret i løbet af resten af aftenens sæt.
Gøgl til den helt store guldmedalje
Seether er ikke ligefrem et band, som giver den gas for at få publikum med, men det er heller ikke nødvendigt, når blot man kan lade musikken tale for sig. Den længste talestrøm, vi fik fra scenen, var da også et “We love you all. Thanks for coming.” Under koncerten nåede jeg at ytre, at de fremstod som en publikumsfjendsk udgave af Tool. Så man kan ikke beskylde Seether for at benytte sig af særlig mange billige tricks for at overvinde publikum, men der er stadig plads til noget fra den store pose med godter. Seether har et ret kendt covernummer, som vi ikke fik at høre her til aften, og jeg skal indrømme, at jeg ikke manglende en hard rock-version af George Michaels ‘Careless Whisper’.
Til gengæld blev alle pauser fyldt op med forskellige instrumentalstykker, hvor det først blev særdeles gakket, da Joan Osbornes ‘One of Us’ dukkede op på guitaren for derefter at blive sunget med på fra salen. Senerehen fik vi også en lille jamsession med introen til Rage Against the Machines ‘Bombtrack’, der trak et stort smil frem på mine læber.
Spil den gode til sidst, så bliver publikum
Ekstranumrene var, som til de fleste koncerter, aftenens højdepunkt, efter et lille akustisk intermezzo med ‘Broken’ uden Amy Lee og en tung ‘Fine Again’, hvor guitartuningen nok var det mest afgørende for, at disse to lå i forlængelse af hinanden. ‘Fake It’ er mit suveræne yndlingsnummer med Seether, og den udgave, vi fik i Amager Bio, var både hård og led som bare fanden. For at runde hele gøgleriet af fik vi en lille afskedssalut med et “We are Weezer”, som også blev spillet indtil, det gik op for Morgan, at det vist ikke var deres sang. De afbrød nummeret og sluttede i stedet af med en særdeles god ‘Remedy’, der bare egner sig til at lukke en fest med god manér.
Desværre må der have været en vis portion, som skulle tidligt op næste morgen, for på mærkværdig vis manglede der en del folk på gulvet til de sidste numre i forhold til, at Amager Bio var næsten udsolgt. Det virker en smule spøjst, at gå førend koncerten er færdig – specielt på denne aften, hvor Seether spillede en fed koncert, men der er jo nok en god grund til det.
Jeg kan godt mærke, at jeg har flyttet mig fra Seether, og de har også bevæget sig væk fra mig, men det er et godt band, der på denne mandag formåede at minde mig om en ung mand, der godt kunne lide rockmusik, og jeg var langtfra den eneste i publikum, der gik hjem med den fornemmelse.
