Om klokken var fire om eftermiddagen eller to om natten ville ingen forskel have gjort for Daniel Lanois’ koncert torsdag aften i DRs Koncertsal. Det hele var nemlig mesterligt.
For selvom lyden til tider var rungede, og Daniel Lanois sang utydeligt, var han, lige hvad man havde behov for. En aften, hvor musik var første prioritet, og alt andet blev nedprioteret.
Med tre mennesker samlet om én mikrofon blev intensiten ved aftens koncert sat – og den var ikke til at stoppe igen. Sangen ‘’Still Water’’ fra albummet Cool Water var aftens første, og allerede fra bassens første berøring var man ikke et sekund et tvivl om, at det musik Daniel Lanois har med at gøre, er tæt på perfekt. Særligt ved linjerne ”Sad eyes, sad eyes
/ Where’re you going with that confidence?” viser det hvor velskrevne hans tekster er. Det samme gør sig gældende for sangen ‘’The Maker’’, der oprindeligt er lavet og udgivet af Willie Nelson i 1998, som Daniel Lanois i 2005 udgav et cover af.
I Daniel Lanois mangeårige karriere, har han arbejdet sammen med blandt andet U2, Bob Dylan og Neil Young. Sidstnævnte var også repræsenteret ved aftens koncert. Neil Young havde fortalt Daniel Lanois, at hvis man kunne spille på guitar uden pedaler og andre hjælpemidler, så var man på rette vej til at finde meningen med livet. I det sammenhæng blev sangen ”Slow Giving” spillet. I en mere åben hyldest til samarbejdspartneren Neil Young, blev ”I Love You” også spillet. Det visuelle trådte imellemtiden i karakter da kærlighedsscener fra film blev vist på en storskærm.
Musik i andre dimensioner
Selvom det hele var forholdsvist enkelt, formådede Daniel Lanois alligevel at gøre det avanceret. Det så ihvertfald sådan ud. Ved aftens koncert blev to instrumenter, som Daniel Lanois holder meget af, omdrejningspunktet for koncerten. En pedal-steel guitar som skabte en varm klang om sangene, og en mixer. En mixer hvor lyden følte som om den blev ført igennem dimensioner, og nærmest fremstod uvirkeligt – men det var virkeligt.
Dog kan det hurtigt blive lidt for meget af det gode, og ved sangen ”Moon Dog” blev lyden rungende, og det resulterede i noget, som lød som halvfærdigt. Modsat dette, så var det visuelle ved aftens koncert gennemført. Hvis man forventede noget fra det store videoarkiv, så skulle man tro om igen. Daniel Lanois’ enkelthed stråler nemlig helt klart, når storskærmen bag bandet viste en LP-plade, der drejede rundt, imens motiverne skiftevis viste børnetegninger og malerier.
At undgå sange bliver ensformigt, er en evne som de færreste musikere har. Daniel Lanois besidder dog denne evne i sin hule hånd og fremviste den, som et lille barn viser sit legetøj frem. Afslutningsvis spillede han sangen ”Opera” fra albummet Flesh And Machine (2014), og modtog et stående bifald.
Til sidst er der kun at spørge: Hvorfor blev hans mest populære sang ”Flametop Green” ikke spillet?
Enkelthed betaler sig
Det kan virke meningsløst at undlade den. Sangen har i skrivende stund har næsten to millioner flere afspilninger på Spotify, end nogle af hans andre sange.
Der er ingen tvivl om, at den fleregange Grammy-vindende producer kan lave musik, men til aftens koncert viste han, at han også kan spille den live selv – som soloartist. Daniel Lanois koncert i DRs koncertsal var på grænsen til perfektion. Han viste, at enkelthed sagtens kan bære en koncert helt selv når musikken får lov til at tale. Lyden var til tider dårlig, og ved de instrumentale sange, ville det have været et plus hvis de blev præsenteret inden. Det største minus af dem alle var, at Flametop Green meget skuffende ikke blev spillet.
