Roen sænkede sig over Smukfest torsdag formiddag, da Simon Kvamm fortalte om sine usikkerheder i historier og sange fra livet i Silkeborg.
Mens solen skinnede lystigt over P3-Teltet torsdag eftermiddag på Smukfest, var der mørkt under den hvide teltdug. På de forreste mange rækker var der placeret stole, som blev fyldt ud på under tyve minutter med mennesker.
I skyggen med svag belysning fra projektører på scenen stod en Simon Kvamm. Solo. Uden Peter Sommer. Uden Nephew. Uden rock og ballade. Bare en Vandmand.
Simon Kvamm solo er en sårbar Simon Kvamm. Hans debutalbum på egne ben – “Vandmand” – er fyldt med sange om det sårbare menneske og dets plads i resten af verden. Det går igen i showet, som udover at være fyldt med sange også indeholdt anekdoter om Kvamms liv som en mand, der konstant har søgt et fællesskab at være en del af.
Showet var – efter Kvamms egne ord – ikke egnet til festival, og han havde sagt nej til Smukfest, da de tilbød ham at spille, men ved lovning på gulv og stole til publikum samt 2.500 shotsrør under sæderne og 25.000 kroner til Nephews projekt Musikstarter blev det nej til et ja.
Og hurra for det. For den intime oplevelse, alvorligheden og de stille sange med den formidable finurlige lyrik, som vi kender og elsker Simon Kvamm for, var et afbræk fra den konstante larm og fest. Stemningen i og omkring P3-Teltet var rolig. Der var mere stille. Selv udenfor teltdugen på bakkerne formåede publikum at høre efter på de små historier mellem sangene – og no offense, koncentration er ikke dét, de halvfulde Smuklingers bedst til.
Det er interessant som en ung kvinde at få indblik i de ting, mænd kan være usikre omkring ved sig selv. Kvamm fortalte blandt andet om at være med i en scooterbande som ung i Silkeborg og blive mobbet for at have akademikerforældre og spille klaver i sin fritid. Han fortalte om den spæde kontakt med pigerne til halbal. Om at drikke for at få selvtillid og føle sig accepteret. For i sidste ende går det meste nok igen hos modsatte køn.
Som en fin sløjfe på showet, der varede en time, filosoferede Kvamm om forholdet mellem at ville være speciel og ville passs ind, hvorefter han spillede sin version af Peter Sommers “Sommertid”. Selvfølgelig med Peter Sommer som gæst. Det passede så fint sammen. For Simon Kvamms show var specielt, men passede fint ind på Smukfest.
