Man kan sige meget om Rasmus Seebach; men hvis du vil have fællessang i Bøgeskoven, så får du ikke en meget bedre bookning end ham.
Som vinder af dettes års udgave af Live Camp fik Ericka Jane æren af at åbne Bøgescenerne. Og selvom Mrs. Jane leverede en solid indsats på den store scene, dukkede der selvsagt en anelse flere mennesker op, da Danmarks flødekonge nr. 1 for alvor sparkede dette års Smukfest i gang.
Vi skulle – som forventet – ikke mange strofer ind i Seebachs festival-set, før den stod på konfetti og tusinder af hænder, der lystigt klappede i takt. Åbningsnummeret ‘Uanset’ skabte med det samme den stemning, Smukfest er kendt (og berygtet?) for. Det er musik, der kan lokke den gennemsnitlige dansker op af festivalstolen. Og det mener jeg på godt og ondt; for hvor Ralleren absolut ikke revolutionerer dansk popmusik, så afleverede han lige præcis det, man må formode, han er blevet booket til: folkefest og fællessang. Det er på mange måder musik, der taler til laveste fællesnævner. Men det fungerer altså.
Kørt hjem på rutinen
Selvom Rasmus Seebach havde tillagt sig lidt længere hår, end vi tidligere har været vant til, var der er ikke mange andre overraskelser at spore. Det bliver lige nøjagtigt så sukkersødt som forventet. Der var en sang til hans syv måneder gamle søn, Holger. Der var Tommy Seebach-jam med ‘Krøller eller Ej’. Der var konfetti. Der var alle de hits, som radioerne har haft kørende i power-rotation, siden vi første gang hørte ‘Engel’ for otte år siden. Der kan måske godt gå lidt leverpostejsdansker i den. Og det hjælper ikke, at Seebach har en stemme, der er som taget direkte ud af Ramasjang.
Ikke desto mindre må man give credit where credit is due: Ralleren har festival-Danmark i sin hule hånd. Selv den skare af unge fyre, der tidligere hørte til segmentet, der elskede at hade Seebach, ser ud til at have overgivet sig. Jeg så i hvert fald flere, der sang med på blandet andet ‘Sandstorm’, ‘Natteravn’ og ‘Øde Ø’. Om de sang med med en vis sarkastisk distance, eller om de rent faktisk nød koncerten er svært at afgøre. Fadøl kan selvfølgelig rykke på en del musikalske præferencer. Og måske er det i virkeligheden heller ikke så vigtigt. Folket havde en fest.
Selvom en Rasmus Seebach-koncert på mange måder er som at æde fire candyfloss på rekordtid, kan man ikke tage fra ham, at han ved, hvordan man sætter gang i Bøgeskoven. Og så er det jo svært for alvor at brokke sig.
Se Lasses billeder fra koncerten HER.
