Det unge talent Rasmus Matthiesen spillede med sit band Sherwood-scenen op, da Smukfest officielt åbnede onsdag eftermiddag, og det gjorde han med velkendt lyd af danskhed.
Med en stemme og tekster, der minder om C.V. Jørgensen, og musik, der minder om Johnny Madsen og Poul Krebs, skabte Rasmus Matthiesen en tryg fornemmelse af at være hjemme under de gamle bøgetræer. Musik som hans hører til Smukfest. Det er noget af dét, folk elsker. Det gode gamle. Og det er smukt at se, at det er på vej fra en ny generation.
En generation, der undrer sig over vores brug af sociale medier, påtaler vores (manglende) samvær med hinanden, og som hylder Nørrebros bedste spisested, “Sharwarma & Is”, på nummeret af samme navn. Derudover blev der sat ord på den genkendelige festivalsfornemmelse i nummeret “Som sidste år”, der omhandler trangen til de traditioner og vaner, man som vanlig Roskilde-gænger, Smukling eller noget helt tredje får opbygget sig.
Et debutalbum er på vej fra P4-darlingen, hvorfra de fleste numre til den time-lange koncert også kom fra. Lyden er rocket pop med aner af country og folk, og iført kuglerunde solbriller og cowboyjakke gav Matthiesen os en leaned back coolness, som det klæder en østjyde bedst.
Trubadur-stilen er som skabt til, at Rasmus Matthiesen om et par år skal spille i eftermiddagssolen en søndag på Smukfest sammen med Povl Dissing og Johnny Madsen og Gnags.
