Lorde – Regenten af Arena

Lordes koncert på Roskilde Festival fredag aften var samtidigt hendes første nogensinde på dansk grund. Med fandenivoldsk energi bragte newzealænderen en seriøs omgang girl power til Arena-teltet. 

Lorde var blot 16 år, da hun slog igennem med kæmpehittet ‘Royals’ fra det anmelderroste ‘Pure Heroine’-album. Den svære toer skulle vise sig slet ikke at være så svær for newzealænderen. Med andet album ‘Melodrama’ har hun slået sig fast som en integreret del af poppens elite. Jeg har længe set frem til at opleve hende live, og mine forventninger var derfor store inden koncerten på Arena fredag aften.

“They didn’t tell me it was gonna be like this”

Iført lang gothic-agtig nederdel, sort top og hvide sneakers, indtog Lorde scenen under Arenas teltdug.
Hendes påklædning afspejler meget godt den umiddelbarhed, som jeg elsker ved hende. Her er ikke noget, der hedder lårkorte kjoler og ankelbrækkende stiletter, og hun virker generelt langt mindre poleret end mange af hendes kvindelige (og mandlige for den sags skyld) kolleger i popbranchen. Ikke noget med minutiøst koordinerede dansetrin, der skal sørge for at fremstille hende så sexet som muligt. Der er derimod noller-dans til den helt store guldmedalje, og på trods af hendes relativt unge alder, virker det altså til, at hun har de hvide Superstar-sneakers solidt plantet på jorden.

Skønt fredagen blev en regnfuld omgang, lod det ikke til, at publikum havde mistet modet. Allerede under åbningsnummeret ‘Tennis Court’ stod det klart, at folk var klar til popfest.
Selvom publikumskapaciteten foran Orange Scene unægteligt er svær at hamle op med, skal man altså ikke kimse af Arena-scenen. Selvom der ganske vist kan være markant færre personer, skaber teltdugen et intenst lydbillede, der gør det tæt på umuligt at stå stille. “They didn’t tell me it was gonna be like this”, udbrød Lorde få numre inde i koncerten med reference til det vilde energiniveau, publikum lagde for dagen.

Hjertesorg, fællessang og ekstatisk popfest

Selvom energien faldt under heartbreakeren ‘Liability’, betød det ikke, koncerten mistede kvalitet. Badet i smartphone-lys satte Lorde sig på scenekanten, og leverede sangen med en inderlighed, der gjorde det svært ikke at få bare en lille smule ondt i hjertet. Igen kom Arenas størrelse Lorde til gode, og resultatet havde næppe været lige så godt, havde hun spillet på Orange.

Et andet højdepunkt var da ‘Royals’ skabte jubel og fællessang på et lydniveau, jeg sjældent har hørt mage. “I can’t wait to come back”, udbrød newzealænderen, inden den fremragende førstesingle fra ‘Melodrama’-albummet ‘Green Light’ afslutningsvist sendte publikum i popekstase.

Lorde kom, Lorde så, Lorde dansede noller, Lorde sejrede.

Lorde, Roskilde Festival, RF17, Arena
Foto: Lasse Lagoni

Se alle de flotte billeder Lasse skød til koncerten HER.

Se også

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...

D-A-D fejrede jubilæumsfest med cowboytema og crazy gæster

Hvis der findes en rockmusisk ekvivalent til landskamp på...

Kellermensch smadrede næsten Det Kgl. Teaters pæne facade

Kellermensch’ koncert på Det Kongelige Teater var en unik...
spot_img
Cecilie Dollerup Ertmann
Cecilie Dollerup Ertmann
Selvudnævnt popsvin med stor forkærlighed for Beyoncé og Lady Gaga. Synger i badet men kun på amatørbasis.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her