Det kan diskuteres, om baggrundsdansere og singback egner sig til en festivalscene som Arena på Roskilde, men amerikanske Tinashe prøvede med alle midler at lave en ægte R’n’B diva performance fredag eftermiddag.
Som et lettere atypisk act på plakaten kunne man tro, at flere ville ned for at se giraffen i tørvejret under teltdugen på Arena. Men regnmasserne og de andre scener – eller tørvejr i teltet – trak åbenbart mere i Roskilde-gæsterne end nymodens R’n’B fra det 24-årige stjerneskud Tinashe.
Selvom Rihanna og Nicki Minaj tidligere har betrådt Dyrskuepladsen, så er Tinashe nok tættere på at være en blanding af Ashanti og Britney Spears. Lyden er meget klassisk R’n’B fra 00’erne i den poppede afdeling.
Den unge dame var i flere år som teenager medlem af en pigegruppe ved navn The Stunners, men i 2011, efter gruppen gik i opløsning, begyndte hun at udgive sin egen musik. Debutalbummet Aquarius udkom i 2014, og siden er opfølgerne Nightride og Joyride kommet til i hhv. ’16 og ’17.
Med fire dansere og en trommeslager i ryggen gik den kun 1,65 meter høje pige fra Kentucky ind til tonerne af “Ride Of Your Life”, der i fint tempo varmede op for teltet. Herefter blev radiohittet “Party Favors” liret hurtigt af til stor jubel for dem, der kendte dén, hvorefter Tinashe tog den ned i tempo og viste sit vokale værd på balladen “C’est La Vie”.
Det var lidt op og ned med publikum bag pitten, der ikke virkede synderligt engageret i det store danseshow, der foregik foran dem. Dog blev der hujet vildt, når de fem damer på scenen skulle overgå hinanden i vildeste moves undervejs i settet.
R’n’B er lig med babymaking music, og den slags musik var også på setlisten. F.eks. blev det sveddryppende nummer “Company” om casual sex blev leveret med en lettere liderligt show af Tinashe og dansere, der kælede for stole på ægte Burlesque-manér.
Balancen mellem optempo og lavt gear svingede lige så meget som Tinashe svingede mellem at være for robot-agtig med planlagte dansemoves og singback til ægte, impulsiv og imponerende med stemmen. Det var svært at vurdere, om sådan en performance hører sig til på Arena. Nicki Minaj har gjort det på Orange, hvor det var fedt, men hun kommer også med en anden mere aggressiv attitude og kræver at blive set, hvor Tinashe mere var den søde nabopige, der gerne ville vise dig noget, hun havde lavet i formning.
Numre som “All Hands On Deck”, “Dollar Signs”, som Tinashe synger for Calvin Harris skabte gang i festen og de gummibelagte fusser over smatten, der blev fulgt af af seneste single “Flame”, der var en god blanding af det overpoppede, den flotte vokal, balladen og festen. En fin afslutning på en underlig times tid i godt selskab det (måske) forkerte sted.