Radiohead – Mastodonterne sejrede til sidst

Det er ni år siden, at Radiohead sidst har besøgt Danmark. Derfor var der en del spekulationer, da bandet sidste år udgav deres nyeste album “A Moon Shaped Pool”, for burde de så ikke tage på turné og komme forbi vores lille land? Som tænkt, så gjort. Søndag nat gik det legendariske band på scenen på NorthSide, hvor de viste, præcis hvordan en koncert skal leveres.

Vi har snakket om det, skrevet om det og hørt alt for meget om vejret på weekendens NorthSide, men faktum er bare, at det virkelig fyldte meget i forhold til koncerterne. For der er to muligheder, når regnen falder i lårfede stråler fra himlen: Kæmp eller flygt. Der er ingen tvivl om, at NorthSides helt store hovednavn – Radiohead – kæmpede og kæmpede og sejrede til sidst. For det var en koncert af en helt anden kaliber.

For da mørket havde sænket sig over den våde og klistrede plads, vandrede jeg mig over mudderet og hen til Blue Stage. For der var kun en koncert tilbage – og kun et navn, som var på alles læber: Radiohead.

Det havde været tørt det meste af søndag aften, så jeg krydsede alt, der kunne krydses, for at regnen ikke forlod skyerne, før Radiohead havde forladt Blue Stage igen. Desværre begyndte det klokken 22:25 at regne. Ikke bare regne. Det stod ned i stænger. Så meget at regnjakken end ikke kunne klare vandet. Og det blæste. Og det var koldt.

Og havde det været et hvert andet band, havde jeg forladt pladsen i protest og var kravlet ind i en varm bil og kørt mod hovedstaden igen. Men det her var Radiohead. Det her var et band, jeg havde glædet mig umådeligt meget til at se, siden jeg hørte “P6 Beat elsker Radiohead” for knap et år siden. Så jeg blev stående, og jeg modtog gave på gave fra bandet, da musikken endelig spillede.

På slaget 22:30 begyndte lyset at strømme fra scenen. Hvide lysstråler blev sendt afsted i alle retninger, så det næsten lignede en kæmpe diamant, der reflekterede lyset ud i kridhvide og klare stråler. Og der. Midt på scenen kunne vi spotte fem skikkelser. Thom Yorke, brødrene Jonny og Colin Greenwood, Ed O’Brien og Philip Selway.

Publikums jubel overdøvede vandmasserne, og den følelse, vi alle fik, lige der; den kan næsten ikke beskrives. Der er bare noget helt særligt ved at stå i regnvejret om natten og lytte til tonerne af “Daydreaming” fra “A Moon Shaped Pool”, mens lyset fra scenen omfavnede os alle.

Efter en længere version end den der er at finde på albummet af “Daydreaming”, flød musikken lige så stille over i “Lucky” fra 1997.

Derfra tog det ene nummer det andet, og grafikken fra skærmen bag bandet komplimenterede noget så fint musikken og musikernes performance. For på storskærmene på hver side af scenen fik vi ikke bare bandet at se. Grafikken fra bagskærmen var den samme som på storskærmene, hvilket betød, at der hele tiden var noget at kigge på. Hele tiden.

Hvis opmærksomheden for en stund forlod scenen og drog mod de regnvåde mennesker omkring én, så missede man værdifulde øjeblikke fra scenen. Så vi blev stående. Vi blev stående, og vi lyttede til Thom Yorkes fuldstændig forrygende stemme.

Der var ikke en finger at sætte på showet. Intet.

Koncerten blev en blanding af ventetidens sødme og ekstase over endelig at se Radiohead live, mens vi var beærede over at få lov til at tilbringe godt to timer i selskab med et så formidabelt band.

“Bodysnatchers” og “Myxomatosis” ramte især lige i mit hjerte, selv om koncerten primært bar præg af klassikere fra det legendariske 20 år gamle album “OK Computer” og nye skud fra “A Moon Shaped Pool” fra sidste år. Vi fik drysset en masse sange ud over de to timer, koncerten varede, hvor der var noget for enhver smag.

For vi gennemgik nærmest hele Radioheads storhedstid – som jo rent faktisk har været uafbrudt siden 1985. Så da regnen så småt var ved at stoppe, da klokken nærmeste sig 00:30, begyndte guitaren til “Karma Police”.

Det var ren eufori. Ren lykke.

Det var en koncert, hvor Radiohead viste præcis, hvorfor de har holdt en karriere i gang siden 80’erne, og hvorfor de stadig er lige så aktuelle, som de var dengang. De viste, hvordan en koncert skulle leveres.

Det eneste minus, jeg har at sætte på koncerten, er blot, at megahittet “Creep” udeblev. Den og “Burn the Witch”. De to havde jeg gerne set på setlisten, men når “You and Whose Army?” og “Paranoid Android” blev fyret af som to ud af fem ekstranumre, så kan jeg godt lige overleve.

Faktisk tror jeg kun, jeg kan leve resten af min tilværelse, fordi jeg hørte Radiohead søndag på NorthSide 2017.

Derudover er jeg lidt misundelig over, at Lasse stod allerforrest for at tage billeder af bandet. Se dem lige HER.