The Prodigy er et af de slags band, der har tendens til at dele vandene. Enten elsker man deres blanding af rave, elektronika og punk, eller så er man noget nær ligeglad. Lørdag nat, hvor månen kæmpede for at lyse festivalpladsen op, sprang bandet nærmest frem på scenen og fik en øredøvende modtagelse.
Personligt hælder jeg til, at jeg er ret begejstret for dem. Jeg kan huske, jeg fandt musikken frem på mit teenageværelse i Aalborg, hvor jeg skruede volumen lige præcis så højt op, så min mor ikke kom ind og bad mig skrue ned. For selvfølgelig kan volumen ikke være lav, når man er en vred, misforstået teenager, der har brug for at få alle sine aggressioner ud med hardcore punk-rave musik.
Lørdag nat spillede det millionsælgende band en koncert på Green Stage ved NorthSide 2017 foran en fuld plads. Og jeg tvivler lidt på, at det kun var fordi, Thomas Helmig havde taget en sejrsrunde på Blue Stage kort forinden.
Allerede inden bandet gik på proklamerede skærmene ved Green Stage, at man hverken måtte lave moshpit eller crowdsurf; førstnævnte gik ikke helt klart igennem til publikum. For knap var bandet gået på scenen, før jeg spottede en mindre pit nede foran scenen.
Og så var der ellers røg, strobelys, spotlys, ansigtsmaling, mærkelige frisurer og tilråb til publikum fra scenen. Selv helt bagerst på pladsen blev publikums ansigter lyst op af sceneshowet.
Den mere end 25 år gamle “Everybody In Place” åbnede showet, hvilket var et meget klogt træk. Det er en klassiker fra The Prodigy, som de fleste kender – også selv om de ikke har dyrket bandet.
“Tonight is the fucking night!” blev der råbt af os, før koncerten overhovedet var ordentligt startet. Også selv om lørdagens koncert ikke var en af de koncerter, hvor klimaks bliver bygget op undervejs. Vi ramte klimaks fra begyndelsen, og allerede fra første strobelys blev jeg angst for at udvikle epilepsi.
The Prodigy gjorde præcis, hvad de blev hyret til. De skruede op for volumen, så bassen rungede lidt ekstra – nogle gange lidt for meget – mens de to frontmænd Maxim og Keith Flint sprang rundt på scenen og sang.
Vi fik kæmpehits som “Firestarter” og “Smack My Bitch Up”, der gjorde, at min indre 14-årige pige blev ret glad.
Men hvis vi skal være helt ærlige, så gjorde The Prodigy ikke mere, end jeg havde forventet, de ville gøre. Et energisk show, der er lige dele skræmmende og indbydende. Deres show er lidt det der mareridt, man egentligt ikke har lyst til at vågne op fra.
Jeg havde gerne set, at The Prodigy var mindre forudsigelige, men derudover var jeg underholdt fra start til slut, og da jeg senere ud på natten drog hjemad, blinkede strobelyset stadig bag mine øjenlåg. Som min egen lille souvenir fra det britiske band, der er formidabelt til at pine sine forældre med.
