Mens solen stadig stod højt på himlen, gik den danske trio Folkeklubben ind på Green Stage og åbnede anden dag på NorthSide. Det var en rejse ind i et univers, hvor festivaler er hverdag, hvor folkelighed er betinget af ens livssyn, og forbilleder kommer i både bøger og mursten.
Folkeklubben har efterhånden spillet sig ind i de fleste danskeres hjerter. Omend du ikke har lukket dem ind i dit hjerte endnu, så gør du det, så snart de tre mænd går på scenen. For deres tilgang til livet og musikken er forfriskende i en verden, hvor alt skal gøres højere, større og endnu mere perfekt.
Vi satte os ned i eftermiddagssolen med Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall efter deres koncert, og inden de skal ud og færdiggøre deres sommerturné, der strækker sig over næsten 30 festivalkoncerter.
Festival
Er I glade for at tage på festival?
Kjartan: Vi er nok et af de bands, der spiller på allerflest festivaler.
Rasmus Jusjong: Vi får i hvert fald opbrugt vores kvote. Sidste år spillede vi 36 festivaler. I år har vi måske 26. Så når vi har en fridag eller friweekend er gummistøvler og telt ikke det første, vi tænker på. Vi kan godt lide at være på festivaler, men vi er her så rigeligt, når vi spiller.
Kjartan: Vi har aldrig været på NorthSide før, så det er også et lille eventyr, men det begynder først nu. Eventyret er koncerten, og det kan vi slet ikke kigge ud over. Nu er vi bare tre salige spillemænd, som er landet lige og som er præcis, hvor de skal være.
Folkelighed
Hvad betyder folkelighed for jer?
Kjartan: Det er jo et sjovt begreb, der i nogle sammenhænge kan tolkes som nedsættende, men den folkelighed, vi abonnerer på – gerne vil være fortaler for – er en folkelighed, som rimer på dannelse og på et mod til at turde give folk det, de ikke vidste, de gerne vil have. Vi oplever, når vi tager ud og spiller, at der er et stigende behov for, at folk gerne vil tales op til. Det er en meget sund erkendelse som band. Det kunne være fantastisk, hvis den erkendelse spredte sig til medier og det politiske miljø. For så ville vi få et helt andet niveau, og det er der behov for. Der er ikke behov for 12-tals studenter. Der er behov for dannelse og niveau.
Hvordan taler man så op til folk?
Kjartan: Det gør man ved selv at være et orienteret menneske, som har sat sig ind i tingene, og som er nysgerrig og til stede i tingene. For eksempelvis kan man sagtens tale om Steen Steensen Blicher eller læse et digt op af Klaus Rifbjerg under en koncert. Sådan noget som man umiddelbart ville tænke var et no go; men vi oplever det modsatte. At folk rykker tættere på. Så det er også noget med at tage chancer.
Hvilke chancer tager I, når I er ude og spille?
Rasmus Jusjong: Det kunne jo for eksempel være, at vi spillede lavere og mindre i stedet for at spille højere og større. Det er igen samme effekt med at skærpe lytterens opmærksomhed.
Rasmus Dall: Nu spillede vi i dag en sang, der hedder “Blomsten og Vasen”. Det var en akustisk guitar, knips og vokal. Vi stod om en mikrofon i midten på en kæmpestor scene.
Kjartan: Det handler om, hvor spinkelt man kan gøre det. Og det sjove er, at når man tager det hele derned, så bliver det hele meget større.
I er glade for at tage chancer?
Kjartan: Det er præmissen, så vi kan bringe hinanden ud, der hvor der opstår noget uventet.
Rasmus Dall: Det er et princip for virkelig at være til stede på scenen. At alt ikke er kalkuleret og beregnet.
Er det jeres tilgang til musikken eller til tilværelsen generelt?
Kjartan: 12-tallet giver man jo for den fejlfrie præsentation, men hvis det var det, vi skulle ind og levere hver gang, ville vi meget hurtigt kede os.
Rasmus Jusjong: Så kunne vi lige så godt spille til tracks.
Kjartan: … og sidde i bussen og fokusere på at være fejlfrie. Det vil være danmarkshistoriens kedeligste turné. Det er i alle de fejl og sprækker, at poesien opstår.
Rasmus Dall: Hvis man gerne vil spille rockmusik, så ligger det jo også i indbegrebet af det, at man ikke gør noget fejlfrit. At det ikke er snorlige, men der er lidt udsving.
Kjartan: Vi lavede nogle gode fejl i dag, der fik os til at svæve, men vi føler os på ingen måde som et folkeligt orkester.
Forbilleder
Kjartan: Sproget er hele fundamentet. Vi synger på dansk; og hvis man synger på dansk og samtidig synger godt, så har man alletiders mulighed for at blotlægge nogle idéer og visioner for folk. Men synger man dårligt, så vender folk sig om og skrider.
Rasmus Dall: Men det betyder også, at vi også kan skabe en ramme, hvor man kan have det godt og danse
Kjartan: Vi vil gerne spille op til fest og dans, men så samtidig give publikum noget at tænke på, når de lægger hovedet på hovedpuden derhjemme om aftenen.
Musik, der byder op til at fest og dans har ofte et meget banalt tekstunivers. Hvordan sørger I for, at jeres tekster ikke bliver banale?
Kjartan: Det øjeblik, vi laver en banal tekst, så er den ude af billedet, før nogen får den at høre.
Gør I noget specifikt for, at teksten ikke bliver banal?
Kjartan: Vi holder to aviser i tourbussen. En rød og en borgerlig avis. Og så skal alle have en bog med. Så kan man give anbefalinger, læse højt og blive inspireret af de andre. Jeg tror, at hvis vi ikke har det, og vi bare sad på Facebook, Instagram og Twitter, så ville teksten blive banal. Det er jo aldrig kommet en god sang ud af en Facebook-opdatering.
Hvor kommer jeres inspirationskilder fra?
Kjartan: Bøger, lyrik, musik, domkirken i Viborg, spisesedlen på Ekstra Bladet, en barnefødsel, livets tilskikkelser.
Rasmus Dall: Det gode ved Folkeklubben er, at der ikke er nogen sammenhæng. Vi er tre meget forskellige typer, og derfor er der altid noget at blive inspireret af.
