Der er nogle bands, som har skrevet sig ind i historien, fordi de har været fantastiske til at genopfinde sig selv, have et helt bestemt nærvær på scenen og altid lave et formidabelt sceneshow. Pearl Jam er et af de bands. Derfor var jeg svært begejstret for at skulle bruge to timer i selskab med bandets frontmand Eddie Vedder.
Der var en række af førstegangsoplevelser, da Eddie Vedder sent lørdag aften gik ind på Lowland Stage.
Det var første gang, han skulle give en solokoncert i Danmark. Det var første gang, siden den tragiske ulykke på Roskilde Festival i 2000, hvor ni mennesker mistede livet under en Pearl Jam koncert, at Eddie Vedder igen skulle synge på en dansk festival. Det var første gang, jeg nogensinde skulle se mastodontsangeren live.
Jeg startede lørdagen med et kort oplæg af Henrik Tuxen, som har fulgt bandet Pearl Jam gennem årtier. Han har set dem live mange gange og har forfattet en fremragende bog om bandet.
Hans oplæg tændte noget i mig.
Jeg fandt mit forhold til Pearl Jam frem fra de dybeste minder i baghovedet. Minderne om dengang jeg sad foran min fars pladespiller og lyttede til de klassiske rocksange, der bragede ud af de store, klodsede højttalere i mit barndomshjem. Alt imens min far gik rundt og sang med i et forsøg på at overdøve Vedders hæse stemme med sin egen. Det er barndomsminder som disse, jeg sætter særligt pris på.
Så jeg stillede mig til rette foran Lowland Scenen klokken 22 lørdag aften, hvor en omfavnende Eddie Vedder satte sig ned foran de mange tusinde fremmødte med ordene: “Det ligner jo en drøm”.
Derfra gled jeg langsomt ind i mine egne drømme og minder.
Sætningerne “Are you here dear God? Where were you dear God?” blev sunget midt under Vedders version af Pearl Jam nummeret “Sometimes”, hvor jeg kunne mærke klumpen i min hals blive større, mens tårerne pressede på.
Det var da også en tydeligt berørt sanger, der fremførte Tom Waits’ “Picture in a Frame” derefter. “I love you baby and I always will. Ever since I put your picture in a frame,” sang han, mens han sendte et blik mod himlen.
Han nævnte aldrig, hvad det var, han helt specifikt tænkte på, men der var ingen tvivl om, at det var en hilsen til hans nyligt afdøde ven, Chris Cornell.
Cornell var nemlig forsanger i det andet mastodontband fra 80’erne og 90’erne: Soundgarden. Det var Soundgarden og Pearl Jam, der dengang definerede lyden og skabte en musikgenre, hvor bands som Nirvana og Stone Temple Pilots er vokset ud fra.
Derfor var det selvfølgelig også naturligt, at koncertens dybe sange om kærligheden og følelserne ved at miste den kom til at handle om sorgen, døden og savnet.
Jeg brugte min tid foran scenen med at tørre tårer væk fra mine kinder og øjenkroge. For jeg kunne genkende sorgen og savnet. Lørdag kunne jeg nemlig notere, at det var 10 år siden, at jeg mistede en person, der stod mig lige så nær, som Cornell stod Vedder nær: Min far.
Koncerten blev en blanding af glæde, sorg, savn, kærlighed – og mest af alt en film af gamle minder, der flakkede for mit indre øje.
Netop fordi sorgen lå lige under overfladen, blev det en af de koncerter, hvor alt gik direkte i hjertet og i tårekanalerne.
Jeg er nok farvet på det punkt, for i min verden gjorde Eddie Vedder ingen fejltagelser. Han fortalte om gode minder, lavede jokes og huskede at minde os alle om, at kærligheden altid sejrer, når der var stilhed mellem numrene. Han skabte en følelse af, at vi sad i et øvelokale og fik fortalt røverhistorier om tiden på landevejen. Både på grund af scenens settings, der var sat op som en lille dagligstue med gulvlamper, tæpper og småt nips, men også på grund af Vedders måde at tale direkte til alle tusinde mennesker i publikum.
Efter femten minutter hvor vi havde nydt godt af Pearl Jams “Wishlist” og en coverversion af The Beatles’ “You’ve Got to Hide Your Love Away”, forlod jeg pladsen foran Lowland Stage og bevægede mig op til presseteltet.
Jeg havde grædt så meget, følt så meget og set så meget, at jeg var fyldt op af indtryk og kærlighed. På kun et kvarter vel og mærke. Eddie Vedder talte til mit hjerte og til mit savn. Han genskabte minder fra min barndom og gav mig et kram med sine ord fra scenen. Alt var lige præcis, som det skulle være – og det var lige præcis den måde, jeg helst ville ære min Pearl Jam-elskende far.
Så jeg købte mig en øl, tændte en cigaret, satte mig ned i mørket og nød lyden af Eddie Vedders guitar, der komplimenterede hans stemme noget så fint, mens jeg sendte en tanke til min afdøde far.
De bedste koncerter er altid dem, hvor man føler noget. Det er lige meget, hvad det er. Men hvis en koncert kan frembringe så stærke følelser, så er det en koncert, man aldrig vil glemme.
