Det var med ret stor begejstring, at undertegnede tog til endnu en koncert med Helhorse. Den tunge sludge metal har ramt dybt ind i hjertekulen, og det er svært at forestille sig, hvad de seks gutter skal gøre, for at træde helt forkert. Denne gang var det Forbrændingen i Albertlund, der lagde hus til og det gik som vanligt ikke stille for sig.
Det er efterhånden mange år siden, at jeg har fået bevæget mig ud på den københavnske vestegn, for at se musik. Det var da også med en vis form for henrykkelse, at få genset det hyggelige og stemningsmættede spillested, hvor jeg endnu ikke har fundet ud af, hvilken koncert det har været til. Der hører også et par rosende ord med på vejen til det tekniske crew denne aften. Lyden var helt og aldeles sublim. Med undtagelse af et par enkelte udsving, så er det meget imponerende, hvordan et rum med betonvægge kan skabe denne form for dynamik og god lyd.
Hearteater går efter struben
Jeg har før skrevet om, hvor gode Helhorse er live og det skal vi nok også nå til, men dagens opvarmer fortjener et par ord med på vejen. Hearteater er et relativt nyt projekt, hvor der ligger to EP’er bag aftenens koncert. Det er en flok yderst sympatiske mennesker, som har bevæget sig ud i den tunge musik med et åbent sind og en åbenlys begejstring. Denne begejstring kvitteres der for, med en voldsom energi og en ordentlig omgang spade.
Jeg havde ikke fået hørt et eneste kvæk fra bandet, inden mødet med dem, og deres egne ord til at beskrive dem var at det “vistnok var noget post-hardcore-noget”. Det skulle vise sig, at være en ganske spøjs kombination, der gav mindelser om en uhellig hybrid mellem Korn og Parkway Drive. Der er plads til forbedringer i Hearteaters optræden, men det virker enormt lovende, og man kunne snildt forestille sig, at det her blev noget mere og større end at skulle spille for 50 mennesker på vestegnen.
Potentialet til noget ganske magisk ligger altså i kortene, og jeg ønsker alt held og lykke med på vejen til bandet, som snart arbejder på et fuldlængdealbum. Hvis det bliver en syntese af Hearteaters bedste elementer er det med store forventninger, at jeg ser frem til det.
Når teknikken ikke makker ret…
Helhorse er et af de bands, der har fået en særlig plads i mit hjerte. Rock/metal/punk kan noget, som de fleste andre typer musik ikke helt formår og det er at skabe forbindelse mellem band og publikum. Hvis man som band formår at udnytte denne forbindelse er det at den søde musik opstår og man kan forsvinde helt og aldeles ind i musikken, der kan skaber trancelignende tilstande eller bare få rykket hele kroppen rundt, med et ordentligt brag.
Der er ikke noget meditativt over Helhorse, men der er til gengæld plads til et seriøst hug til både krop og øregange. Det er derfor nemt at blive revet med og underholdt og denne aften var ikke nogen undtagelse.
Men… På trods af den gode lyd var der adskillige tekniske problemer med alt fra mikrofonstativer, der ikke havde lyst til at blive stående, til deciderede udfald på frontmand Mikkel Wad Larsens mikrofon, der som enkeltstående tilfælde ikke trækker gevaldigt ned, men der ryger noget af punchet, når man ikke får lov til at høre musikken som den er tiltænkt.
Hvad gør man så?
Man får de fremmødte til at synge med. Højt og larmende for det ellers noget pauvre fremmøde, hvor man kunne ønske, at der ville komme lidt flere på sådan en lørdag aften i forstæderne. Det er lidt ærgerligt, at se et band krænge deres følelser ud på scenen, for at blive mødt af to ludere og en lommetyv. Men de få, der var mødt frem havde dog lyst til et godt drøn og der er Helhorse leveringsdygtige.
Fra en solid åbning som stadig er “Blood Boiler” over en stærk “Fortune Favours the Bold” som på denne aften blev dedikeret til ham gutten fra Soundgarden, som ikke er her mere, så forstår Helhorse at holde niveauet og på trods af de temmelig mange småproblemer på scenen, så fremstår de som uberørte af problematikkerne. Det er fandme klasse.
Og festen kører ufortrødent videre
Der er fest og farver over en koncert med Helhorse og i en eller anden udstrækning var det måske en smule forceret at der skulle crowdsurfes med det ret begrænsede publikum, men det får mig alligevel til at smile dagen efter. Der er en form for uskyldig charme over det og den fortørnelse, som min kammerat og jeg blev mødt med efter var da også ret så komisk.
“Man lader jer være alene i to minutter, og straks så slæber i rundt på halvnøgne mænd”. Det er vist svært at tage os med nogle steder, men det er nu ganske underholdende når bare musikken spiller så godt som på denne aften. Det var ikke en koncert, der vil gå over i historiebøgerne, men det var solidt håndværk og en præstation, hvor man kan se at Helhorses bundniveau er rigtig, rigtig godt.
