Tre af danskernes favorit-DJ’s spillede Plænen i Tivoli op på en lummer majaften. En Fredagsrock-aften, der bevidnede om, at Tivoli stadig ikke er et godt spillested.
Kato
Der duftede lummert allerede inden klokken slog 22, og aftenens første navn skulle på scenen. Varmen havde været god ved det danske folk, så der var masser af røde kinder og skuldre at spotte på Plænen. Tre fyre står med hovedet ned i deres telefoner, mens de venter på, at Kato starter aftenens Fredagsrock-fest. De kigger på den jyske DJ’s salgstal. Her begynder de at liste masser af de store hits gennem tiden, som Kato står bag. Udover “Sjus” og “Hey Shorty (Yeah Yeah Part II)”, som har været to af de allerstørste, så husker jeg især “Turn The Lights Off” og “Desert Walk” fra gymnasietiden. Senere er det hits med Electric Lady Lab, TopGunn, Brandon Beal, Djämes Braun og the one and only Snoop Dogg, der har fyldt højtalerne i det danske land.
36-årige Thomas Kato Vittrup har leveret syng-med-hits til danskerne i syv år, og selvom det meste af publikum denne fredag er ungt – de fleste i mit synsfelt er teenagere – kan de teksterne til alle sange, om det så er den lige nu storhittende “Show You Love” eller gode, gamle “Turn The Lights Off” med Jon Nørgaard på vokal.
Det er en fin hitparade i klassisk house-stil, Kato har klargjort til folket. Desværre er lyden i Tivoli klassisk Tivoli-lyd, hvor man skal stå på allerforreste række for at det hele ikke lyder, som om det kommer fra en tindåse. Lyden er indelukket, og bare tyve meter fra scenen er det umuligt at høre, hvad Kato siger, når han taler ind i mikrofonen.
Samme problem gør sig gældende for Brandon Beal og Outlandish, der besøger scenen for at synge med på de store bangers. Lyden kommer ikke særlig langt ud, hvilket gør det umuligt for showet at komme helt op i gear.
Til trods for det er publikum tilgivende og synger, hopper, danser og vrider sig til Katos fredagsmix. DJ’ens eget energiniveau er også – som altid – højt, og hans energi ville smitte, hvis ikke det var fordi, den slet ikke er til at føle på Plænen pga. den dårlige lyd.
TooManyLeftHands
Der hviler en forbandelse over alle, der nogensinde har set et TMLH-set i mere end fem minutter. Man vil for evigt have en kælen kvindestemme i hjernen, der fra tid til anden hvisker “This is TooManyLeftHands, TooManyLeftHands”. Denne tune har således også kørt i min hjerne hele dagen, mens jeg har glædet mig til at se Anders K og Martin Nick spinne plader igen. Deres show på Smukfest sidste år var et af mine absolutte favoritter.
Tempoet er højt fra start, og de to drenge kaster internationale klassikere fra sig som f.eks. Bingo Players “Rattle”, der var et kæmpe Distortion-hit i 2012. De kører mere på skiftende stilarter og melodier, hvilket er et rart skifte, så det ikke bliver for ens ift. Katos set. Mixes af bl.a. Tove Los “Habits” og Oasis’ “Wonderwall” får publikum til at skråle med arm i arm. Det er stadig lummert, så folk sveder, mens de hopper rundt til musikken.
Derudover er publikum ikke i samme grad “på”, som de var til Kato. Men Katos set var også præget af hans store sing a long-hits gennem tiden, hvor TooManyLeftHands ikke på samme måde har det samme repertoire af radiohits, omend “Trouble” og “Too Young To Die” kan skråles med på fra de rustne stemmer, der stadig har lidt at give af.
Der er samme problem med lyden under TooManyLeftHands. Den er for indelukket, og det er derfor svært at høre, hvad der bliver sagt, men der er ikke en finger at sætte på drengenes valg af musik og engagement.
Fælles for de to koncerter er det fænomenale lysshow, der foregår på bagtæppet, CO2-kanoner, ild, lasere og fyrværkeri, der sidder lige i øjet og skaber en mere intens stemning, når lyden nu til tider kan gøre det til en halvflad fornemmelse at være publikum.
Derudover er der god plads på Plænen. Der er proppet, men ikke så mange mennesker, man ikke kan trække vejret. Det er nemt at finde plads til at danse, og man føler sig ikke klemt, som jeg f.eks. gjorde sidste år, da Kim Larsen spillede for et overproppet Tivoli i styrtende regnvejr.
Som fællestræk har de to koncerter også, at der flere gange kommer den der “Hårh! Det her nummer har jeg glemt! Nej, hvor fedt!”. En form for moderne gensynsglæde med sange, hits og singalongs, som er nemme at trække frem fra gemmerne bagerst i hjernen, når først musikken spiller. Det gør mig glad i maven.
Til sidst er det værd at nævne, at begge kunstnere før har leveret meget større og vildere på scener, hvor man godt må spille højt efter klokken 22 – modsat midt inde i København – og det gør bare en kæmpe forskel for oplevelsen.
Min fitness-app på telefonen mener, at jeg fra 22.00 denne fredag og den næste time og 55 minutter cyklede. Jeg bevægede i al fald ben og fødder i lige så høj grad, og det er om ikke andet et succeskriterie for en EDM-fest i Tivoli.
